Humaniora: En mulighed – og en udfordring

For nylig udkom det såkaldte Universitetsudvalg med en stribe anbefalinger til fremtidens universitetsuddannelser. Mere end 400 sider skulle der til før vi i Universitetsudvalget kunne fremlægge vores færdige rapport.

Det er nok de færreste mennesker, der kommer igennem hele moppedrengen, men den er faktisk værd at bruge lidt tid på, for den er i den grad en temperaturmåling på de danske universitetsuddannelser, og viser både, hvor det går rigtigt godt, men også de store udfordringer, der ligger foran os.

En sten i den sko hedder ikke overraskende humaniora.

Det kommer nok efterhånden ikke bag på nogen, at hvis man ser på de humanistiske uddannelser under et, så er de ikke vejen til høj løn og sikker beskæftigelse. Faktisk er samfundsbidraget fra en humanist 1 mio. kr. mindre over et arbejdsliv end fra en faglært. Sammenligner man med de samfundsvidenskabelige uddannelser er spændet endnu større. Over et arbejdsliv bidrager de i gennemsnit med 5 mio. mere end humanisterne til fællesskabet.

Den oprydning er flere steder blevet udlagt som endnu en gang humaniora-bashing.

Det er simpelthen ikke godt nok. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel, og det er hverken til gavn for samfundet eller den enkelte, at så mange humanister går ledige eller bliver ansat til stillinger, som de er overkvalificerede til. Selv om enkelte uddannelser klarer sig flot, og har god beskæftigelse, så er der behov for en oprydning på hylderne med humanistiske uddannelser.

Den oprydning er flere steder blevet udlagt som endnu en gang humaniora-bashing. Jeg har endda set humanister, der nægtede at forholde sig til Universitetsudvalgets rapport med henvisning til, at det blot var endnu en fornedrelse af deres fag. Nu er det generelt ikke nogen god idé at forkaste noget, som man ikke har sat sig ind i – og det er det heller ikke i dette tilfælde.

Der er også brug for folk, der kan forstå og udvikle alle de ting mennesker er dårlige til, og her ser jeg i høj grad et behov for humanistiske kompetencer.

Rapporten tager bl.a. udgangspunkt i, at der de næste 15 år skal ansættes dobbelt så mange kandidater i private virksomheder som i dag, hvis udviklingen i optaget på universiteterne udvikler sig som forventet. Dertil står vi over for et arbejdsmarked, der hvor digitaliseringen er ved at eliminere rutinejobs i tusindvis. Så store omstillinger er naturligvis en udfordring, men det er også en mulighed – også for humaniora.

Der har i mange år været fokus på manglen på ingeniører og it-eksperter, og arbejdsmarkedet skriger fortsat på flere tekniske eksperter. Men der er også behov for mere end blot folk, der kan kode. Der er også brug for folk, der kan forstå og udvikle alle de ting mennesker er dårlige til, og her ser jeg i høj grad et behov for humanistiske kompetencer.

Der er bl.a. brug for humanister, når vi skal forstå hvad digitaliseringen betyder for os mennesker, når produkter og services skal målrettes forskellige brugertyper og kulturer blot for at nævne et par eksempler.

Der er allerede gode erfaringer med humanistiske bachelorer, der tager en it-kandidatuddannelse. Netop en kombination af humaniora og it giver en spændende profil, der kan koble to verdener, der har meget at lære af hinanden. I det hele taget, er der behov for, at alle øvrige uddannelser får et skud it, så alle kandidater er klar til at arbejde i en verden i kraftig forandring.

Humaniora har det ikke for godt, men hvis flere humanister sætter deres kompetencer i spil i en digital verden, er der gode muligheder for både humanisterne selv, og de virksomheder, der kan skabe helt nye innovationer.