Øjenbrynene løftede sig på Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej i København, da resultaterne af den første undersøgelse af dansk forsknings internationale gennemslagskraft blev offentliggjort i 1985. De engelske forskere fra Science Policy Research Unit ved University of Sussex, der havde vejledt undersøgelsen, som jeg lavede for Børsens Nyhedsmagasin, havde forventet at miljøet på Blegdamsvej ville dominere måleresultaterne for de fysiske videnskaber i Danmark. Men det var ikke tilfældet.
Nyligt afdøde Klaus Bechgaard, var et smukt eksempel på en moderne topforsker der trak en bred vifte af kolleger med op på citationsskamlen
Langt den mest citerede danske forsker var nyligt afdøde Klaus Bechgaard fra det dengang ikke særlig estimerede H.C. Ørsted Institut på Nørre Allé i København. Bechgaard havde opdaget de såkaldte organiske metaller, de såkaldte Bechgaard salte, og endda vist at de var superledende. De videnskabelige og teknologiske perspektiver var enorme og Bechgaard gik hen og blev en af verdens mest citerede forskere i begyndelsen af 1980’erne.
Det var bemærkelsesværdigt og lektor Sven Bjørnholm fra Bohr Institutet gik så langt som til at kontrollere min undersøgelse ved at gentage det computerbaserede studie manuelt på universitetsbiblioteket.
Det mærkelige var nemlig ikke bare, at Bechgaard havde løftet sig selv op i Nobelpris-klassen med sine fund, men at en hel stribe af medarbejdere ved det forkætrede H.C. Ørsted Institut var med på listen over verdens mest citerede forskere. Hakkeordenen i dansk fysik var dengang, at Bohr Instituttet havde international klasse, var internationalt finasieret og stillede store krav ved ansættelser. H.C. Ørsted blev derimod regnet som en undervisningsfabrik, der “ansatte hele årgange”, da universiteterne ekspanderede i 1960’erne.
Hvordan kunne HCØ så slå NBI på international gennemslagskraft? Og hvordan kunne folk uden for eliten slå igennem?
Forklaringen er, at forskning er ligesom fodbold. Det er godt med elite og Michael Laudrup, men der skal altså også nogle møvere på midtbanen til at skaffe bolde og samle op, når de bliver tabt.
Forskning er ligesom fodbold. Det er godt med elite og Michael Laudrup, men der skal altså også nogle møvere på midtbanen til at skaffe bolde og samle op, når de bliver tabt
Klaus Bechgaard kunne syntetisere organiske molekyler som få, men da de begyndte at have ekstraordinære egenskaber ved lave temperaturer, havde han brug for en hel lille hærskare af fysiske apparater og fysikerhåndværk, som han ikke selv kunne levere. Der skulle lavtemperaturfysik til og meget andet, der krævede grønne fingre og apparaturparker, som til hverdag blev passet til undervisnings- og forskningsbrug.
Derfor involverede Bechgaard kolleger i sin forskning og dermed sine artikler – og derfor blev disse kolleger citeret på højeste niveau, selv om ingen havde ventet det af dem.
Eliten trækker bredden med, fordi eliten ikke kan klare sig uden bredden.
Hvis man nu havde haft et universitetssystem der kun ville støtte de forskere, der allerede havde mange citeringer, og de apparaturparker, der allerede havde leveret verdensklasse, ville Klaus Bechgaard ikke have kunnet lave sine ting.
Eliten trækker bredden med, fordi eliten ikke kan klare sig uden bredden
Det er vigtigt med et bredt beredskab, hvis man vil have den absolutte elite, lige som det er vigtig med mange fodboldspillere, hvis man vil have en Kasper Dolberg.
Men hvorfor fik Bechgaard så aldrig sin Nobelpris i kemi? Forklaringen er formentlig helt enkel. Hans forskning førte til et gennembrud inden for superledere der virkede ved meget lave temperaturer. Håbet var at de en dag ville få betydning ved hverdagstemperaturer. Men inden det kom så vidt opdagede to forskere ved IBM i Zürich i 1986 en gruppe mere klassiske krystaller der leverede superledning ved meget højere temperaturer end Bechgaard-salte. De fik Nobelprisen i kemi i 1987.
En anden dansk forsker, der ikke fik Nobelprisen, men til gengæld den ansete Crafoord-pris, der også uddeles af det kongelige svenske akademi, er Willi Dansgaard, der grundlagde studiet af fortidens klima ved boringer i iskappen på Grønland. Hele forhistorien til Dansgaards opdagelser, der har haft enorm betydning for klimaforskningen, er, at han overtog et apparat på Københavns Universitet, et massespektrometer, som ingen rigtig vidste, hvad de skulle bruge til. Han fandt så på at måle på isotopsammensætningen af regnvand, og det førte til meget store opdagelser.
Bredde og en vis grad af beredskab af metoder, apparater og mennesker, man ikke lige ved, hvad man skal med, er en nøgle til stor videnskab. Hvis alle ved præcis hvad de skal og hvordan, er det jo ikke længere forskning. Så er der ingen overraskelser. Så er det lilleputfodbold.
