Svar til Danske Universiteter: Drop pinlig ansvarsflugt fra det åbenlyse

Af Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet

Science Report har siden januar bragt en halv snes indlæg om, hvordan det står til med forskningsfriheden i Danmark. Indlæggene har temmelig entydigt været kritiske, hvilket ikke kan overraske på baggrund af de evalueringer, undersøgelser og enkeltsager, der har været fremme de seneste 10-20 år.

Science Report bringer nu et interview med direktør for Danske Universiteter Jesper Langergaard. Er forskningsfrihed i krise? Og hvad vil universiteternes ledelse i så fald gøre?

Er der krise?

Langergaards vurdering er ifølge overskriften: “Vi synes ikke, at man med så entydig overbevisning kan erklære krisetilstand”.

Efter at have deltaget i møjsommeligt arbejde med at grave problemerne frem i lyset gennem en årrække, har jeg hidtil fra ledelsens side overvejende oplevet, at kendsgerninger og argumenter, der viser alvorlige problemer, bliver fejet at bordet, bagatelliseret eller ignoreret. Sådan gik det med Karrans undersøgelser, som Science Report henviser til, og sådan har det jævnt hen været.

Det ville have været for godt til at være sandt, hvis Langergaard nu pludselig erklærede sig enig med kritikerne. Det gør han dog heller ikke, men læst optimistisk kan formuleringen ses som et lille tegn på sprækker og bevægelse. Krisetilstand – ikke “entydigt”. Men alligevel?

Frygt for repressalier – hvad vil Danske Universiteter gøre?

Det er dog i så fald også det eneste lille lyspunkt. Ellers er det desværre generel og uforpligtende snak, der skøjter udenom problemerne. For eksempel viste en rapport fra Forskningspolitisk Råd fra 2023, at 50 procent (SIC!) af universitetsforskerne frygter, er blevet truet med eller har været udsat for repressalier ved at udtale sig om ledelsens beslutninger. 50 procent har været udsat for, truet med eller frygter repressalier ved at udtale sig.

Læs også: Her går det galt – og sådan løser vi forskningsfrihedens krise

Hvad vil Danske Universiteter gøre ved det? Det ”tager man alvorligt”, og det “har ført til en lang række drøftelser”, siger Langergaard! Altså, midlet er: ”drøftelser”. Langergaard hæfter sig dog samtidig ved “at besvarelserne ikke primært bunder i direkte oplevede hændelser, men en bekymring”. Så slemt er det altså nok alligevel ikke. Folk går måske rundt og ”bekymrer sig” uden grund. Altså: bagatellisering.

Men det har Langergaard intet belæg for. Der har mange steder været stribevis af fyringer, herunder meget omdiskuterede uden klare begrundelser, for at sige det mildt. Og andre former for sanktioner. Det er i høj grad “direkte oplevede hændelser”, hvis kolleger bliver fyret uden, at der foreligger gyldig begrundelse.

Hvad forstår Danske Universiteter ved forskningsfrihed?

Et eksempel på bortforklaring og ansvarsfralæggelse er det, når Langergaard siger, at forskningsfrihed er svært at diskutere, fordi “det ofte bliver på grundlag af en række forskellige holdninger til, hvad begrebet egentlig dækker over, og hvor vidtrækkende en frihed, der bør være tale om.”

Det er klart, at det svækker forsvaret for forskningsfrihed, hvis man ikke kan redegøre for, hvad det er, man vil forsvare, og hvis der er uenighed. Det er omvendt en fordel, ja en nødvendig forudsætning, hvis man selv ved, hvad det er man skal værne om, og kan forklare det for andre. Og jo større opbakning, jo bedre. Helst også internationalt.

Læs også: Danske Universiteter: Vi synes ikke, at man med så entydig overbevisning kan erklære krisetilstand

De første til at fremlægge en definition burde være universiteterne. Desværre må man konstatere, at universiteternes ledelse her har svigtet. Der findes en række internationale udredninger og erklæringer, som er ret klare, og som man kan bygge på. UNESCO’s fra 1997, som Karran byggede på, er en grundig og detaljeret gennemgang, som jeg også gennemgår i min bog Forskningsfrihed fra 2017. Den er resultat af samarbejde mellem et stort antal lande, derunder Danmark. Hvorfor tager man ikke den?

Da jeg i 2016 lavede forarbejde til bogen Forskningsfrihed skrev jeg rundt til universiteternes rektorer og spurgte, om de havde et dokument med en definition af forskningsfrihed. Det var der INGEN – INGEN – der havde. Jeg spurgte også, om de havde et dokument, der beskrev, hvilken strategi de havde for at værne om forskningsfriheden. Det var der heller ingen der havde.

Pinlig ansvarsflugt

Nu syv år senere er der stadig ikke nogen afklaring ved danske universiteter om, hvad forskningsfrihed er. Det findes heller ikke nogen steder i danske retskilder. Det er pinligt, og det er ansvarsforflygtigelse, at Danske Universiteter ikke har sørget for at få det lavet. Og nu bruger det som undskyldning for, at det er svært at diskutere.

Adspurgt har Langergaard henvist til publikationen ”Principper og anbefalinger for forskningsbaseret samarbejde og rådgivning”, der faktisk indeholder en definition.

Om den vil jeg sige dels, at den altså retter sig mod samarbejde og rådgivning med eksterne, og derfor indeholder en række begrænsninger af pragmatiske grunde, f.eks. med hensyn til valg af forskningsemner, fortrolighed og publicering. Desuden omfatter den kun det individuelle niveau, ikke det institutionelle og kollegiale. Det ville være ved siden af at bruge den som definition på fri forskning.

Det må i øvrigt nævnes, at det er en tilsnigelse hvis Danske Universiteter vil tage æren for at denne publikation blev lavet. Det var daværende minister Ane Halsboe-Jørgensen, der i 2019 fik nedsat et udvalg til formålet efter en række skandalesager med indblanding fra Landbrug & Fødevarer i forskningen på Aarhus Universitet.

Vi savner således stadig en autoritativ definition, som Danske Universiteter står bag og som de vil måles på, når vi skal vurdere om de værner om forskningsfriheden.

Der bør nedsættes en kommission

Det understreger endnu en gang vigtigheden at det krav, som jeg selv og andre har fremsat flere gange: At der bliver nedsat en kommission til at gennemarbejde, hvad forskningsfrihed omfatter på basis af en udredning.

Desværre understreger det også manglen på vilje til at se problemerne i øjnene og komme i gang med at gøre noget ved det. Det er et systembrist, der er indbygget i ledelsesstrukturen. Ledelsen skal hverken stå til ansvar for nogen, hverken indad eller udad.

Læs også: Forskningen kan kun sættes fri gennem et oprør indefra. Det er målet for ny forskningsbevægelse

Det er nødvendigt at styrke dem, der mærker problemerne og er i stand til at erkende årsagerne, dvs. de ansatte og de studerende, må have styrket deres indflydelse. Og det kan kun ske fra politisk hold. Ledelsen har hverken vilje eller handlekraft til at gøre noget ved det.

Til sidst: I øvrigt bør en udredning omfatte akademisk frihed i sin fulde bredde og ikke kun forskningsfrihed. Hemmeligholdelsen af igangværende udvalgsarbejde om kandidatreformen er et skræmmende eksempel på overgreb på akademisk frihed. Her er landets rektorer angiveligt blevet pålagt tavshedspligt og har accepteret det. Hvordan skulle man kunne have tillid til, at de vil og kan værne om forskningsfriheden?