Lone Frank søger den videnskabelige forklaring på kærlighed

Ingen elsker Lone Frank.

Det var den altoverskyggende følelse, der sad i kroppen på Lone Frank, da hun for fire år siden skulle begrave sin kæreste gennem 13 år.

Det er samtidig udgangspunktet for den nye podcastserie, videnskabsjournalisten står bag. For da Lone Frank stod til sin kærestes begravelse, gik det op for hende, at kærligheden havde været grundlaget for hele hendes eksistens.

Nu befandt hun sig pludselig uden sin mand. Men også uden børn, og da forældrene for længst var gået bort, fandtes der ikke længere nogen, som elskede Lone Frank, som hun havde elsket sin kæreste, Morten.

– Så står jeg der; hvad skal jeg gøre? Og så tænker jeg igen, at hvis jeg vil forstå det, og selvfølgelig vil jeg gerne forstå det bedre, så er det noget med at gå til videnskaben, fortæller Lone Frank indledningsvist i podcastens første afsnit.

Her tager hun – modigt og aktivt – afsæt i sin egen følelse af afsavn og pludselig mangel på kærlighed, og opsøger den førende kærlighedsforsker, Anna Machin, for at spørge hende, om mennesket overhovedet kan leve uden kærlighed.

– For at gøre det interessant og vedkommende, kigger jeg på mig selv. Men jeg vil jo gerne blive klogere, derfor spørger jeg forskere, fortæller Lone Frank til Science Report.

Kærlighed i kunst og videnskab

Som mangeårig videnskabsjournalist på Weekendavisen og med en Ph.D. i neurobiologi er det uigenkaldeligt den videnskabelige forklaring, der optager Lone Frank.

For selvom kærlighedens væsen oftest bliver udfoldet i kunsten og litteraturen, er Lone Frank ikke et sekund i tvivl om, at kærligheden selvfølgelig er et fysiologisk fænomen.

– Hvor skulle den ellers komme fra? Hvorfor skulle menneskeheden, fra et rent evolutionært synspunkt, ellers have kærligheden, spørger Lone Frank? Og hun forklarer videre;

– Videnskabeligt handler kærlighed konkret om noget kemisk. Det er godt at vide, at alt, hvad vi ser på med romantiske og kulturelle briller, er fysiologiske fænomener, som vi kan beskrive på forskellig vis, mener hun.

Derfor er forelskelsen, som vel nok er det smukkest af alt i kunstens verden, ikke noget der, som fænomen, opfattes lige sådan i andre kulturer, fortæller Lone Frank.

– Forelskelse er indsat i en kulturel kontekst. I Vesten søger vi efter den, imens den i andre kulturer opfattes noget afskyeligt, der giver andre magt over én.

Videnskaben og kulturen hænger derfor uløseligt sammen, når vi prøver at forstå kærlighedens væsen.

– Vi er meget betinget af vores kultur, men den interagerer med vores biologi. Det betyder, at man ikke kan skille tingene fra hinanden, forklarer videnskabsjournalisten.

De tætte forhold

Det fjerde afsnit, som er det seneste i podcastserien, fremhæver Lone Frank som dét, der har optaget hende mest rent videnskabeligt – for elsker man sine venner, fordi man har brug for dem i sit liv, spørger hun her?

– Videnskabeligt har man interesseret sig meget, meget lidt for venskaber. Men det er nok dét forhold, hvor man nærmer sig hinanden allermest, forklarer Lone Frank og uddyber;

– Venskaber ligner på mange måder et romantisk forhold, men i et tæt venskabsforhold er man mere tilgivende, og man forlanger mindre af hinanden. Det er virkelig interessant. For mennesker evner faktisk også kun at have få tæt tilknyttede venner.

Selvom den videnskabelige og dermed evidensbaserede forklaring hele tiden danner rammer om podcasten, begiver Lone Frank sig samtidig ud på fremmede grund. Hun opsøger også psykoanalysen, der – i hvert fald for hende – ikke har en døjt med videnskab at gøre, i hendes søgen efter bedre at forstå kærligheden som fænomen.

– Psykoanalysen er noget, jeg ikke har den mindste respekt for, lyder det klokkeklart.

Blandt psykoanalytikere eksisterer der en teori om, at hvis man som kvinde har et tæt forhold til sin far, er der større sandsynlighed for, at man bliver lesbisk senere i livet.

– Det har jeg gudhjælpemig ikke set nogen evidens for, fastslår Lone Frank.

Hun mener heller ikke, at der inden for psykoanalysen er evidens for, at kvinder ubevidst leder efter, og på sigt vil ende op sammen med, en partner, der ligner ens far. Og som trofast tilhænger af den evidensbaserede forklaring, kommer Lone Franks møde med psykoanalysen – uanset om den rammer en lille smule plet eller ej – heller ikke til at rykke ved hendes syn på samme, lyder hendes egen vurdering:

– Jeg udsætter mig selv for noget, jeg virkelig ikke tror på. Og resultatet er også, at jeg ikke er blevet mere åben over for ting, som ikke har en empirisk basis. Det kan godt være, at nogle af deres teorier er korrekte, men det skal bare undersøges, fastholder videnskabsjournalisten.

Afgørende med engagement

Ingen elsker Lone Frank er både følelsen, udgangspunktet og titlen på podcasten, der udspiller sig over i alt 5 afsnit. Imens det er Weekendavisens første podcast, er hovedpersonen selv en garvet videnskabsformidler.

Lone Frank. Foto: Robin Skjoldborg

Lone Frank er blandt andet forfatter til flere videnskabsbøger, og er samtidig en hyppig foredragsholder og debattør med forskning og videnskab som omdrejningspunkt.

Det er således heller ikke uvant for hende at tage så direkte afsæt i sin personlige fortælling, når hun formidler videnskab.

– Det vigtigste ved at tage udgangspunkt i en personlig fortælling er, at det har betydning for engagementet. Altså for om nogen gider at interessere sig for emnet, fortæller Lone Frank.

– Når jeg får reaktioner på podcasten, siger folk; hvor er det interessant at høre om den videnskab, der forklarer kærligheden. Men for at det bliver logisk, og at man som lytter tilegner sig den viden, er det nødvendigt at kunne relatere til den.

Som journalist på Weekendavisen, der er kendt for at prioritere videnskabsstoffet højt, har Lone Frank også helt bevidst valgt et medie, hvor hun har frihed til at gå i dybden og kan undgå at simplificere for meget, beskriver hun.

– Det er et personligt valg, hvornår man simplificerer for meget. Men det er selvfølgelig hele tiden en afvejning, hvor jeg beslutter at forklare hertil og ikke længere, siger hun.

For Lone Frank er det heller ikke et mål i sig selv, at enhver (læser eller lytter) skal kunne forstå dét, hun formidler. Fordi det er som udgangspunkt heller ikke alle, der interesserer sig for emnet.

– Min opgave er at forklare kompleksitet, så det bliver forståeligt uden at være helt vildt forsimplet. Mange gange er det bedre at nå nogle, som er engageret, fremfor at nå alle, afslutter hun.