ANMELDELSE: Endelig et bredt videnskabsprogram på P1! …Og der er gode takter i DRs nye videnskabsprogram ”Så vidt vi ved”.
Det er på alle måder betimeligt at DR får et landsdækkende og bredt videnskabsprogram på radio. Sammenligner man med Sverige, hvor videnskabsformidling i offentligt broadcast sammenhæng har storartede forhold, bliver videnskab ofte mere stedmoderligt behandlet i DR, som noget der vist mest eksisterer for at sætte et plaster på det evigt blødende public service sår. Heldigvis er der i Danmark flere ikke-DR videnskabsradioprogrammer både som flowradio og podcast fx fra videnskab.dk og 24syv, men uden at blive alt for snerpet, kan man vist godt konstatere, at der er tale om et smalt udbud.
Med så snæver konkurrence – og en direkte kanal ind i trofaste P1-lytteres hjem – har ”Så vidt vi ved” en god chance for succes. Hvis altså det er godt.
Det er derfor med ganske tilspidsede ører hørebøfferne sættes på ørerne og verden sættes på hold en times tid.
Og der er god grund til at kippe med flaget. Om end det ikke når helt til tops.
Værter der vil
Lad os starte med det gode. Programmet har to-en-halv vært i form af Dan Grønbech og Maja Hald – med et fast sidekick i form af ”videnskabsanalytikeren” Carsten Nielsen. Han tæller i den sammenhæng som den halve. Alle tre er uddannede journalister.
Her er tydeligvis tale om to hovedværter, der har interesse for feltet. De har begge været værter i andre programmer, og virker til at have en god indsigt, men klogt nok overlader de rollen som ekspert til enten Carsten Nielsen eller en af deres talrige kilder.
Spørgsmålene falder naturligt og programmet fremstår velresearchet og flydende. Hos et nyt sammensat værtspar tager det som regel tid at indarbejde sikkerhed nok til at turde bevæge sig ud på gyngende grund. Det er også tilfældet her, hvor man efter kun 2 programmer ind i mellem sidder med en fornemmelse af en lidt iscencesat dialog, med lyspunkter i form af løsere, men stadig saglig snak.
Stor bredde og dynamik
Det er en stor mundfuld og ambition at favne al naturvidenskab fra astrofysik til cellebiologi. Og det er netop målet med programmet, der skal handle om:
”Alt det vi ved og alt det vi mangler at finde ud af”. På indslagslisten fra de to hidtil udkomne programmer ligger så forskelligartede emner som 6G, stamcellesnyd, bilers autopilot og myggetælling – og der bliver oven i købet plads til et indslag med grundforskningsfondens nyligt tiltrådte formand Jens Kehlet Nørskov om dansk forsknings omdømme i udlandet. Hurra for den store bredde! Som lytter bliver jeg imidlertid ikke forvirret over den store variation, da indslagene fornuftigt rammesættes af oplæg og forklaringer undervejs.
Man har tydeligvis fra redaktionens side haft en ambition om høj fart og dynamik i indslagene. Flere af dem indeholder en levnede krydsklipning mellem værter, kilder, montagelyde og arkivklip, som efterlader mig med fornemmelsen af at være godt underholdt. Det er ikke helt nemt at sy sammen, så man ikke som lytter efterlades desorienteret og synes indslaget er overfladisk, men ofte lykkes det for det nye program.
Kom med flere f’er
Nok med alle roserne, der er fuldt berettigede.
Indslagene i programmet fremstår ganske vist dynamisk. Men deri ligger også en fare. I det newsy præg med mange kilder og krydsklipning, kunne det være godt med lidt mere Fordybelse.
Videnskab behøver ikke være nyheder. Og slet ikke i et P1-format, hvor der er så meget bedre tid end langt de fleste andre medier. Hvorfor ikke gøre muligheden for fordybelse til en dyd, og ind imellem begrave sig i mere langhårede forklaringer og det lidt sværere stof?
Den i P1-sammenhæng dynamiske stil i selve indslagene virker fint. Imidlertid vil man som lytter have gavn af at få lidt mere tid til at omstille sig mellem indslagene, når emnerne er så forskelligartede. Det vil fx være rart med lidt mere baggrund for, hvorfor netop det kommende indslag er relevant. Eller bruge værtstid på sagligt at småsnakke mellem indslagene om konteksten.
Den værtsnak kunne så passende bruges til at spejle noget mere af den Forundring og Fornøjelse, som værterne virker til at have for forskning og videnskab og da også glimtvis viser. Når værterne er levende, så lever jeg med som lytter, og det kunne være rart med værter, der gav mere efter for den energi, der ligger i forundringen.
Og endelig det sidste F: Fortælling. Som stort set alt anden videnskabsformidling, er der meget at høste ved at fortælle lytterne en historie, i stedet for at fokusere på fakta. Det kan ofte være lige så interessant at høre om vejen til målet – problemerne med at få forsøgene til at lykkes, kollegaernes skepsis osv., som selve resultatet. Her bliver programmet ind i mellem lidt for fokuseret på fakta og resultater.
Skulle man afslutningsvis lave en fremtidig ønskeliste, ville det være spændende med et program, der var mindre ”P1-classic”, med større finurlighed og som sendte fra hvor isen er tyndere – ligesom man for at komme op på den helt høje klinge kunne ønske sig et program, der også favnede samfundsfaglig og humanistisk forskning.
Det er naturligvis meget at bede om i et program, der har to nyslåede udsendelser og et friskt værtspar på bagen.
Men også uden at nå helt til tops er ” Så vidt vi ved” absolut lytteværdigt for alle der er videbegærlige, gerne vil følge med, og har et ømt punkt for videnskab.
Kristoffer Frøkjær er cand. scient i biologi og har gennem mange år levet professionelt af formidling af videnskab i TV, web og i bøger. Han har tidligere været vært på videnskabelig radio i DR i mere end 9 år.
