I maj 2018 meddelte den daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), at han stopper som minister, og i dansk politik i øvrigt, med øjeblikkelig virkning.
– Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi, fortalte Søren Pind dengang i et stort interview til Berlingske.
Halvandet år efter det pludselige exit har den erfarne politiker udgivet en erindringsbog om sine mange år i inderkredsen af dansk politik. Fra den spæde start i ungdomspolitik på Bornholm over lokalepolitik i København til national politik på Christiansborg, senest som minister for uddannelse og forskning.
I sin bog, Frie ord, kommer Søren Pinds erindringer fra sit sidste ministerkontor først og fremmest til udtryk som en skarpladet kritik af de institioner, han stod i spidsen for.
– Universiteterne, professionshøjskolerne – institutionerne – havde (..) altid deres egen dagsorden, hvor de altid, når det kom til stykket, tænkte på sig selv. Det er formodentlig en svær mekanisme at undgå. Alligevel kunne jeg nogle gange blive chokeret over egoismen i disse sammenhænge, skriver Søren Pind.
Det tidligere minister går ikke nærmere i dybden med, hvorfor han opfatter uddannelsesinstitutionerne som egoistiske. I stedet beskriver han, at Aalborg Universitet “gang på gang [blev] friholdt for indgreb, andre institutioner blev udsat for”, når der skulle træffes beslutninger på Christiansborg.
Det var et kæmpe privilegium at få lov til at føre samtaler med disse mennesker, der brændte for noget, som gør Danmark til et bedre sted
Det hænger, ifølge Pind, sammen med, at de nordjyske repræsentanter i den daværende regering “altid sikrede, at uanset hvad der skulle igennem, skulle Aalborg Universitet sikres”. Og den pris, var Søren Pind efter eget udsagn villig til at betale “for at få tingene igennem”, skriver han, igen uden at komme med konkrete eksempler.
Videnskabsfolkene var en fornøjelse
Én ting er institutionerne, noget helt andet er de mange forskere, institutionerne har til huse, ifølge Søren Pind:
– Den ubetinget største fornøjelse som uddannelses- og forskningsminister var videnskabsfolkene, der var dybt optagede af deres forskning og projekter, skriver han og fortsætter;
– Mange kunne fortælle, så den omkringliggende verden forsvandt, og man blev helt suget ind i perspektiver af denne eller hin opfindelse eller dette eller hint forskningsresultat.
Blå Bog
Søren Pind er i dag partner og arbejdende bestyrelsesformand i cybersikkerhedsvirksomheden Langkjaer Cyber Defence. Han var uddannelses- og forskningsminister fra november 2016 til maj 2018. Tidligere har han været udviklingsminister, integrationsminister og justitsminister for Venstre.
Uddannelse: Cand.jur. fra Københavns Universitet i 1997.
Født 1969.
Han nævner i flæng Liselotte Højgaard, Charles Marcus, som ifølge Pind er “vores bedste bud på en nobelpristager”, Vincent F. Hendricks, Jens Nørskov, Flemming Besenbacher, Mogens Høgh Jensen, Det Kongelige Danske Videnskabernes selskab – “og sådan kunne jeg blive ved”.
– Det var et kæmpe privilegium at få lov til at føre samtaler med disse mennesker, der brændte for noget, som gør Danmark til et bedre sted, og som samtidig var villige til at dele deres viden med mig.
Ikke mindst på grund af Pinds egen fascination af videnskabsfolkene, var han forbløffet over at opdage, at den generelle overbevisning i Danmark var, at landet som videnssamfund højst er middelmådigt.
– Det er helt forkert. På sundhed, medicinalområdet, landbrug, fysik er Danmark i den absolutte verdenselite, og mere kan nævnes. Vi er et reelt videnssamfund og har verdensførende forskere inden for forbløffende mange felter, skriver Søren Pind.
Fodaftryk
Af de mange forskningsfelter og -projekter, Søren Pind kom i berøring med, er det “fake news og den syge kultur, der har bredt sig på nettet”, der gjorde størst indtryk på ham som forskningsminister.
Derfor er han også glad for, at “et af mine fodaftryk var, at vi fandt midler til at styrke og øge forskningen inden for dette bekymrende fænomen”, skriver han.
Allerede før sin tid i Uddannelses- og Forskningsministeriet havde Søren Pind sværmet for ideen om at genindføre et filosofikum på universiteterne for at bringe dannelsesbegrebet ind i det 21. århundrede.
Og i sin bog beskriver Søren Pind, at det var “altafgørende” for ham at få iværksat arbejdet med et moderne filosofikum, og han nedsatte derfor en ministeriel inspirationsgruppe. Det udvalg er i dag, til Pinds store glæde, kommet frem til, at “filosofikum skal genopstå i moderne form med et nyt navn, Akademia”.
– Det er også et resultat, jeg med stolthed sætter på min politiske resultattavle, konstaterer Pind.
Frie ord er Søren Pinds fortælling om tre årtier i dansk politik. Bogen er udgivet af forlaget Gyldendal og udkom i sidste uge.
