”Alle borgere er lige for loven, og derfor skal den samme forbrydelse resultere i samme mængde straf, uanset hvem, der har begået den.”
Sådan lyder én af grundpillerne i det danske retssystem.
Men er det retfærdigt at skære forbrydere over én kam? Ikke hvis man spørger forskeren bag en ny Ph.d.-afhandling – som konkluderer, at vi i langt højere grad bør straffe ud fra individuelle kriterier.
100 mennesker = 100 forskellige hjerner
-I dag siger man: Vi kan rimeligvis forvente det samme af alle voksne. Men i virkeligheden bør man nok snarere sige: Vi kan rimeligvis forvente noget forskelligt af forskellige mennesker.
Dét fortæller Rune Klingenberg Hansen, cand.mag i Filosofi og Videnskabsteori. Han har netop færdiggjort en Ph.d.-afhandling, der kigger på det danske retssystem gennem hjernevidenskabelige briller.
Og han konkluderer, at det er et etisk problem at anse alle voksne for lige ansvarlige og dømme dem derefter:
-Der er flere steder inden for retssystemet, hvor man i dag dømmer ud fra, hvilke mentale kapaciteter den dømte har –fx bliver unge ofte straffet mindre, fordi man mener, de har færre mentale kapaciteter end vokse, og dermed i mindre grad kan drages til ansvar for deres ulovlige handling. Men når man så kigger på voksne, så er det en standardantagelse, at alle voksne er lige ansvarlige.
Men dén antagelse holder ikke, fortsætter Rune Klingenberg Hansen.
-Vi kan se, at forskellene i mentale kapaciteter også eksisterer mellem voksne mennesker – for der er store forskelle på, hvordan vores hjerner er struktureret, bl.a. pga vores gener og opvækst, påpeger han, og giver et eksempel:
-Vi ved fx, at børn, der vokser op under dårlige socioøkonomiske kår, ofte udvikler ringere mentale kapaciteter, end andre børn. Dét kan blandt andet betyde, at de udvikler mindre gode evner i forhold til at overskue konsekvenserne af derees handlinger, kontrollere deres impulser og planlægge deres liv – kapaciteter, der er vigtige når det handler om at holde sig ude af kriminalitet.
Hver mand sin straf
Rune Klingenberg Hansens Ph.d. er del af et større forskningsprojekt, der undersøger, hvordan man kan bruge hjerneforskning inden for retssystemet.
” Vi er faktisk nødt til at finde ud af: Hvad er det, vi vil med straffen?”
Selv har han taget udgangspunkt i specifikke grupper af voksne kriminelle – fx stofafhængige og psykopater. Og hans konklusion er klar:
-Hvis man skal straffe retfærdigt, så skal man rimeligvis fintune straffene mere efter, hvad det er for kapaciteter, folk har – fx på baggrund af opvækst og intelligens. Man tager i forvejen hensyn til mange ting i dag – fx den dømtes motiv – men de mere fintunede forskelle i kapaciteter, dem tager man dårligt hensyn til.
Der er dog flere problemer forbundet med at dømme mere individuelt. Ét er, at det ville blive langt dyrere at behandle en enkelt sag.
-Det er naturligvis et problem for dem, der ønsker mere retfærdige straffe. Men det er måske ikke større end så mange andre lignende problemer. Det koster jo også ressourcer at bruge DNA-undersøgelser, ransagninger og forsvarsadvokater. Så må man prioritere, vurderer Rune Klingenberg Hansen.
Én anden udfordring er, at vi i dag ikke er helt langt nok med vores viden om hjernen til at kunne bruge den i praksis.
-Manglen på forskning er en barriere – men måske er der steder, hvor man ville kunne implementere det tidligt. Fx er den kriminelle lavalder pt. bundet op på en biologisk alder, men vi ved med sikkerhed, at folk udvikler sig meget forskelligt, så måske kunne man begynde med at kigge individuelt på modenhed, overvejer Rune Klingenberg Hansen.
Et tveægget sværd
Men selv hvis vi sad med al den nødvendige viden, så bliver vi nødt til at finde ud af, hvad det er vi ønsker med vores retssystem, mener Rune Klingenberg Hansen.
Her balancerer man nemlig konstant mellem to forskellige perspektiver på straf:
-På den ene side har man det perspektiv, der fokuserer på at forebygge, at nye forbrydelser bliver begået – fx gennem afskrækkelse, rehabilitering og uskadeliggørelse. Og på den anden side dét, der prioriterer retfærdighed – hvor straf ses som en måde at give forbrydere, hvad de fortjener, forklarer Rune Klingenberg Hansen, og giver et eksempel:
-Hvis en person, der er dømt for en forbrydelse, siger: ”I kan se på mine hjernescanninger, at jeg ikke kan styre mig og har svært ved at kontrollere mine aggressive impulser” – skal man så sige, at han skal have mindre straf, fordi det ikke er hans egen skyld at han er født med en mindre velfungerende pandelap? Eller skal man snarere sige, at han skal have mere straf for at beskytte resten af samfundet?
Tager man retfærdigheds-hatten på, vil man nok sige, at han skal have mindre straf, fordi han rimeligvis ikke fortjener at blive straffet så hårdt som andre forbrydere, da han ikke selv har valgt sin neurologiske sammensætning.
Er man mere interesseret i at forebygge, vil man derimod snarere give ham mere straf for at sikre, at han ikke begår nye forbrydelser.
-Så hvis vi vil bruge den her nye viden, er vi faktisk nødt til at finde ud af: Hvad er det, vi vil med vores retssystem? For hvordan man skal straffe i praksis afhænger jo af, hvad det er, vi gerne vil opnå – forebyggelse, retfærdighed eller noget helt tredje, pointerer Rune Klingenberg Hansen til slut.
