politik

Politikere: Forskeropråb har begrænset politisk pondus

I søndags bragte Politiken et forskeropråb adresseret til Folketinget, hvori 299 forskere beder om indførsel af en klimaskat. Men ifølge to garvede folketingspolitikere giver sådanne brede initiativer generelt begrænset genklang på Christiansborg.

Af - 16. december 2020

KrizzDaPaul. Foto. iStock.

Det er langt fra unormalt, at flere hundrede forskere går sammen om en fælles opfordring til landets politikere. Det kan være om alt fra hjælpepakker til klima. Ofte udgives de store underskriftindsamlinger i store landsdækkende medier som Politiken eller Berlingske. 

I søndags udgav Politiken et nyt stort initiativ foretaget af en bred palette af landets forskere. Underskrifterne tæller hovedsageligt forskere inden for krydsfeltet mellem økonomi, samfund og klima.  Det er 299 forskere fra de danske universiteter inklusive syv overvismænd, der er gået sammen. 

Der er hele tiden nye meninger, så gennemslagskraften rent politisk er ikke særlig stor

I opråbet fremstilles tre klare anbefalinger til politikerne om at indføre en klimaskat i det danske erhvervsliv. Anbefalingerne omfatter en afgift på drivhusgasser, en bunden årlig stigning og en social balanceret fordeling af statens indtægter fra indsatsen.

Spørgsmålet er, hvor meget effekt sådanne omfattende forskertiltag har rent politisk i Folketingssalen? Science Report har spurgt to garvede politikere fra hver deres ende af det partipolitiske spekter. 

Bred henvendelse drukner
Ifølge Bertel Haarder, tidligere minister og nuværende medlem af Folketinget for Venstre, så er det begrænset. Han fortæller, at brede og generelle henvendelser målrettet hele Folketinget typisk ikke får den store politiske behandling.

– Vi bliver bombarderet med alt muligt. Hvis vi eksempelvis kan se på mailen, at den er sendt til 180 medlemmer, så sletter vi det omgående. Det tager ingen sig af, siger han.

Han understreger også, at kvalitet tæller over kvantitet. Henvender forskere sig kollektivt med opfordringer til politisk beslutningstagen, så drukner det hurtigt i mængden. Omvendt hvis de har en særlig indsigt i et fagområde, så vil folketingspolitikerne gerne lytte. 

Med andre ord, er det ikke omfanget af erklæringen men mere den målrettede indsats og de skarpe faglige argumenter, der gør forskellen. Bertel Haarder noterer sig, at flere og flere forskere bruger medierne som politisk talerør. 

– Det er klart, at kampen om opmærksomhed gør, at man hele tiden må finde på noget nyt, siger han. 

Hos Enhedslisten mener Bruno Jerup, forhenværende folketingsmedlem og midlertidig stedfortræder for forskningsordfører Eva Flyvholm også, at det er svært for forskerne at komme igennem til Folketinget gennem organiserede opråb i pressen. 

– Jeg er desværre tilbøjelig til at være enig, siger han.

Det skal være meget konkret
Bruno Jerup understreger dog, at det aktuelle forskerindlæg er meget konkret og kritisk. Det er generelt nødvendigt, hvis politikerne skal tage det ind, påpeger han.

– Problemet opstår, hvis indlæg bliver meget moralske. Der er hele tiden nye meninger, så gennemslagskraften rent politisk er ikke særlig stor, siger han.

Underskriftindsamlingen er organiseret uafhængigt af universiteterne, og forskerne har skrevet under personligt. Selve erklæringen har figureret i faglige netværk, hvor der er blevet sendt et google dokument rundt mellem forskerkollegaer via mail med opfordring til at skrive under. 

Effekten af sådanne forskeropråb kan være med til at skabe momentum for politisk handling, understreger Bruno Jerup. Så sker det dog typisk i lidt bredere forstand. Eksempelvis kan nogle politikere bruge et kvalificeret forskerindlæg til at fremme deres egne mærkesager og prioriteringer i Folketinget. Det kan omvendt også presse vælgere til at forlange klimahandling fra Christiansborg.

Og der er succeshistorier, omend i begrænset omfang.

– Rent historisk er det sket før, at en artikel har fået medlemmer af et udvalg som eksempelvis klima eller miljø til at tage en sag op. Så kan de bede ministeren kommentere på det, siger han.  

Stærk stemme til forskerne
Succesen skal dog også måles på omfanget af erklæringen og det, at forskerne står sammen og udgør en fælles stemme i offentligheden. Det mener Karl-Heinz Pogner, som er en af støtterne til initiativet. Han er lektor ved Department of Management, Society and Communication på CBS og har været meget involveret i Klimabevægelsen i Danmark.

– Det her er jo ikke et borgerforslag men en mellemting mellem en kommentar, et debatindlæg og et opråb. Det handler om at nå mange offentligheder, så flere borgere tilslutter sig en ide. Så kan Folketinget gøre noget ved det, siger han.

Man kan derfor ikke vurdere effekten af sådanne opråb én-til-én på, hvorvidt folketingspolitikerne læser forskernes ord og handler med det samme rent lovgivningsmæssigt. Desuden er politikerne ikke de eneste modtagere, som forskerne vil nå med deres klimabudskab, understreger han.

– Den offentlige dagsorden kan også have indflydelse på den politiske dagsorden i dag. Desuden er folketingspolitikere ikke de eneste beslutningstagere. Der sidder beslutningstagere i virksomhederne og i husholdningerne. Samtidig er det heller ikke alle beslutninger, der bliver til love, siger han. 

Selvom formålet med opråbet er politisk, så ligger der en bredere pondus i offentlige forskererklæringer, mener Karl-Heinz Pogner. Han er stolt af, at så mange forskere fra forskellige institutioner har kunnet organisere en samlet indsats og tage deres ansvar for samfundet og offentlig debat alvorligt.