Artiklen er en genudgivelse. Den er oprindeligt udgivet den 23. november 2017.
Hvordan sikrer vi det bedst mulige samspil mellem forskning, medier og den demokratiske debat? Det var temaet for et symposium, som Dagbladet Information afholdt onsdag eftermiddag i samarbejde med DR og Lundbeckfonden på Borups Højskole i København.
En af konklusionerne var, at “der er brug for, at forskerne kommer ud af busken og deltager i den offentlige debat med åbent visir,” som Forskningsminister Søren Pind udtrykte det.
– Vi skal alle sammen være mere modige. Det er en fælles forpligtelse at få viden ind i den offentlige debat. Jeg synes ikke, at vi gør det godt nok. Vi kan alle sammen gøre mere for det. Forskere skal holde op med at være bange for at blive misforstået. Man bliver altid misforstået, men der også altid nogle, der forstår budskabet, supplerede Maja Horst, der er institutleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hun uddybede:
– Hvis forskere tier stille af frygt for at blive misforstået og er bange for, hvad deres viden bliver brugt til, så får alle dem, der godt kunne forstå det, ikke en chance.
Folkebevægelse for fakta
Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind talte for, at der skal gang i folkebevægelse for fakta, hvor forskerne skal træde forrest ind på scenen:
– Det er forskernes pligt at deltage i den offentlige debat, tilvejebringe den viden, de har og stille den til rådighed for offentligheden. Det er en del af det at være videnskabsmand. De skal kunne deltage i den offentlige debat med åbent visir, pointerede ministeren.
Hvis du som juraprofessor udtaler dig om sociologi, skal du kunne tåle at blive anfægtet
Samtidig lagde Søren Pind også vægt på, at forskere i højere grad åbent skal turde at være uenige med hinanden:
– Hvis du som juraprofessor udtaler dig om sociologi, skal du kunne tåle at blive anfægtet. Der er det så, jeg hører folk sige, at så kan forskere ikke udtale sig om noget. Det er noget sludder. Forskere må bare acceptere, at det hører med. Ellers ryger vi tilbage til tiden før 1968, hvor dét en forsker sagde ikke kunne anfægtes, bare fordi man havde en titel, sagde Søren Pind på symposiet.
Præcision i usikkerheden
For Maja Horst var det også vigtigt, at uenigheden forskere imellem kommer frem i offentligheden:
– Forskning handler om alt det, vi ikke ved, og det er faktisk ret meget. Det kan vi være rigtigt uenige om bag lukkede døre, og det skal vi turde være i offentligheden. Vi skal være det på en måde, der inviterer andre til, at de godt må høre med, sagde hun.
Andreas Roepstorff, professor og leder af forskningscentret Interacting Minds på Aarhus Universitet, var også inde på, at netop usikkerheden skulle træde frem, når forskere gik ind i den offentlige debat. Forskere skal med andre ord være klarere på at fortælle, hvad videnskaben ved, og hvad videnskaben fortsat ikke ved:
Svaret på det postfaktuelle samfund er at prøve at være præcis og udvikle et sprog, hvor vi som forskere kvalificerer den præcision, hvori vores usikkerhed ligger
– Jeg har en ven, der ikke tror på klimaforandringer. Han siger, at vejret er gået op og ned gennem hundrede år. Det har han sådan set ret i. På den måde kan jeg ikke snakke kendsgerninger versus ikke-kendsgerninger med ham. Svaret på det postfaktuelle samfund er at prøve at være præcis og udvikle et sprog, hvor vi som forskere kvalificerer den præcision, hvori vores usikkerhed ligger, sagde han.
Evidens ind i politisk arbejde
Flere af tilhørerne til symposiet fokuserede på, at der både blandt forskere, medier og politikere er brug for mod og tillid, hvis forskningen skal spille en rolle.
Martin Breum, der tidligere har været vært på DR2’s Deadline og har beskæftiget sig med klimaforandringer, efterlyste at forskning også får en større rolle i det politiske arbejde.
– For ti år siden kunne vi ikke have en debat om klimaændringerne, uden at det blev blankt afvist, at der var noget om det. Videnskab er der masser af, men der er meget lang vej, før den viden indgår i politikernes tænkning. Derfor er det også vigtigt, at vi også taler om, hvordan vi får evidens ind i politikken. Videngrundlaget på det politiske plan skal forstærkes. I socialpolitikken er der f.eks. slet ikke nogen udveksling mellem forskning og det politiske håndværk ude i kommunerne, pointerede Breum.
En del af de samme tanker, kunne man høre fra forskningschef i Lundbeckfonden, Anne-Marie Engel:
– Jeg oplever nogen gange, at forskning og synsning bliver blandet sammen. Forskere skal blive bedre til at sige, hvad de ved og ikke ved. Forskere finder den bedst mulige viden, men den bliver hele tiden fornyet. Det skal vi være åbne om. Vi skal have nogle klare færdselsregler for forskere i den offentlige debat og et klart fællesskab blandt forskere, sagde hun.
Faktaboks: Hvad betyder manglende reproducerbarhed?
Info: Dagbladet Information har i samarbejde med dommerne på Ph.d. Cup og Københavns Universitet lavet fire dogmer om forskningsformidling: Dogme 1: Fælles forpligtelse. Medier, forskere og beslutningstagere har en fælles forpligtelse på at få viden ind i den offentlige debat. Dogme 2: Tal højt. Forskere, universiteter og forskningsmiljøer har pligt til at sige det højt, hvis de har viden, der er væsentlig for debatten. Dogme 3: Fortæl nuanceret. Medierne har pligt til at bringe ny væsentlig viden i omløb – også når det ikke passer i klassisk nyhedsjournalistik. Dogme 4: Brug viden i beslutninger. Beslutningstagere har en forpligtelse til at undersøge, om der er relevant viden og være transparente om, hvordan de bruger den.
