For andet år i streg inviterede Uddannelses- og Forskningsministeriet onsdag d. 21. januar til rumkonference, hvor aktører fra bl.a. virksomheder, kommuner og forskningsinstitutionerne dukkede op.
Konferencens tema var grøn omstilling, og hvordan rumsektoren kan bidrage. Hertil lå stautusrapporten “Grøn omstilling fra rummet” fra Det Tværministerielle Rumudvalg klar på deltagernes pladser – netop ankommet fra trykken til uddybende læsning
På programmet var også en præsentation af to nye rum-partnerskaber, der for første gang samler alle de danske aktører – og som er et vigtigt led i den grønne omstilling
Til at sætte nogle ord og fokus på, hvor vigtig rumområdet er for netop den grønne omstilling, var uddannelses- og forskningsministeren mødt op for at holde tale.
– I spiller en vigtig rolle. Vi kan ikke komme i mål med den grønne omstilling uden at tænke rumområdet ind. En af årsagerne er jeres dokumentation, som skaber bevidsthed om, at vi skal gøre noget. Men hvad skal vi så gøre, når vi har alt det data? Det er her, at I også er enormt vigtige. For vi skal have rummet ned på jorden. Mange forstår og begriber stadig ikke potentialet i det, siger Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer:
– Det budskab må I meget gerne hjælpe med at udbrede. Derfor er det enormt positivt, at I er ved at opbygge de her partnerskaber. Jeg håber ikke, at der er nogen tvivl om, at det er jeg utrolig begejstret over.
To nye rum-partnerskaber samler aktørerne
I februar sidste år inviterede den daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers rumsektoren til en workshop for at danne partnerskaber, der hver især skulle bidrage til at udvikle nye initiativer inden for rammen af den nationale rumstrategi.
De endte ud i fem partnerskabsteams på tværs af både det offentlige og private, hvor de endelige partnerskaber skulle præsenteres et halvt år efter. Men skiftet af regering og minister på området gjorde, at processen blev udskudt.
Til dette års rumkonference lykkedes det dog, og selvom fem er blevet til seks, var der repræsentanter fra dem alle til at præsentere hver deres emne. Fokus var dog på de to nye partnerskaber, der netop har fået en klar partnerskabsaftale i hus.
Det første er “Partnerskabet for rumrelatede uddannelser”, der for allerførste gang samler alle de seks danske universiteter, Styrelsen for Forskning og Uddannelse samt European Space Agency (ESA) for at bidrage til, at Danmark bliver førende indenfor at bruge rumbaseret teknologi, viden, data og infrastruktur i uddannelserne på de danske universiteter.
– Partnerskabet er et rigtig godt eksempel på den tværlighed, som vi mere end noget andet har brug for, hvis vi skal løse verdens klimaproblemer. I partnerskabet taler datalogen med astrofysikeren, og ingeniøren taler med geografen. Og alle har det til fælles, at de ser rumteknologi – og ikke mindst satellitterne – med deres store mængder af data om jorden, som en fantastisk uddannelsesmæssig ressource, som både kan begejstre og skabe fremtidens grønne løsninger, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Det andet partnerskab, som blev fremhævet på dagen, var “Space Exploration”, som skal gøre os rigere og klogere på solsystemet, og hvor vi kommer fra. Samtidig har det som formål at inspirere børn til at udforske universet.
– Rummet, og udforskning af vores eget solsystem, fascinerer mange både børn og voksne. Space Exploration Danmark skal pirre nysgerrigheden og være med til at få Danmark tættere på rummet. Partnerskabet giver os mulighed for at løfte arbejdet med både ny rumteknologi, forskning og formidling til et niveau, som kan være helt på højde med de største stjernestunder i dansk rumfart – om det så er Ørstedsatellitten i 1999 eller Andreas Mogensens mission til ISS i 2015, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Alle partnerskaber er åbne for nye deltagende, og de seks partnerskaber er:
1. Science and Space Technology
2. Arktis
3. Partnerskab for grøn vækst gennem positioneringsteknologi
4. Greening – national platform, der skal accelerere den grønne omstilling gennem remote sensing
5. Rumbaserede uddannelser
6. Space Exploration
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet, Rumkonferencen 2020
