samfund

Professor om BFI-kritik: Græsset er ikke grønnere på den anden side

Der er ingen diversitet i den fordelingsnøgle, der belønner universiteterne med basismidler. Men selvom BFI’en har sine skyggesider, er udfordringerne ikke noget specielt for Danmark

Af - 27. august 2018
Jesper Wiborg Schneider, fra Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet er en af de forksere, der har startet et nyt tidsskrift uden om Elsevier. Det sker i protest mod forlagsgigantens forretningsmodel, der gør det dyrt for forskere at tilgå egne publikationer.

Jesper Wiborg Schneider fra Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet er en af de forskere, der har startet et nyt tidsskrift uden om Elsevier. Det sker i protest mod forlagsgigantens forretningsmodel, der gør det dyrt for forskere at tilgå egne publikationer.

Statens pointsystem for forskning, BFI, har over længere tid mødt kritik for ikke at give de positive resultater, man havde forventet. For nyligt konkluderede et forskningsprojekt, at BFI har en negativ effekt på dansksproget forskning og at mængden af publiceringer på dansk er faldet markant siden 2009, hvor systemet blev indført.

Imens målesystemet beskyldes for at være problematisk og lægge pres på forskere, er det samtidig vigtigt at skue ud over den hjemlige andedam. Græsset er nemlig ikke grønnere på den anden side, understreger professor ved Dansk Center for Forskningsanalyse, Jesper Wiborg Schneider.

– BFI’en er ikke speciel, hvis man ser på, hvordan incitamentssystemer fungerer. Så al den her afkoblede diskussion af BFI kan man godt undre sig lidt over, mener han.

Når universiteter tildeles basismidler fra staten, er det baseret på en særlig fordelingsnøgle, der belønner universiteterne for nogle specifikke aktiviteter. En fjerdedel af disse penge fordeles efter såkaldte BFI-points, der høj grad gives på baggrund af forskeres publiceringsaktiviteter.

Fordelingsnøglen er dog ikke speciel for Danmark. Langt hen ad vejen er modellen sammenlignelig med en række vesteuropæiske lande, især Belgien, Tjekkiet, Finland, Polen, Norge og Sverige.

– Også i de lande, har man valgt at belønne universiteterne ud fra nogle formelbaserede, kvantitative systemer, som på mange måder ligner hinanden, forklarer Jesper W. Schneider, der tidligere har været med til at evaluere den norske forskningsindikator og har forsket i forskellige landes modeller for fordelingen af basismidler.

Derfor er udfordringerne også de samme.

Ingen diversitet

Alle disse lande gør brug af et performancebaseret bibliometri-system, hvor man især belønner publicering, men i endnu højere grad hjemtag af eksterne midler.

– Det bider sig selv i halen, fordi det ikke er vidt forskellige ting, man belønner. Så dem, der er kommet lidt foran, bliver foran, fortæller Jesper W. Schneider.

Kort fortalt er det fordi, de forskere, der er ”gode” til at skaffe penge eksternt, også er dem med ”gode” CV’er, hvor god er lig med mange publikationer, publikationer de rigtige steder og dokumenteret hjemtag af forskningsmidler, beskriver Jesper W. Schneider.

– Det er nogle uhensigtsmæssige strenge, man spiller på, fordi i sidste ende belønner de det samme. Der er ikke noget diversitet i den måde, man belønner på.

Større konkurrence

Problemet med fordelingsmodeller, der belønner og skaber incitamenter, er især, at forskning i sig selv er meget konkurrencepræget.

– Det har det sådan set altid været. Men så kommer man udefra og tilfører systemet en ekstra konkurrence. Det skaber et enormt pres.

Jesper W. Schneider understreger, at han ikke er upartisk i den sammenhæng, da han både før, under og efter indførslen har foretaget analyser af BFI’en for Forskningsministeriet.

Kritikken omkring BFI går ofte på, at systemet især har skabt et enormt pres blandt forskere i forhold til at skulle publicere så meget som muligt og i de mest anerkendte tidsskrifter.

– Men det er bare utrolig svært at vurdere, hvor meget af dét pres, der var der forvejen. Og publiceringspres opfattes helt forskellige fra fysik til filosofi, forklarer professoren og fortsætter;

– Før BFI’en var succesparametrene inden for mange områder også publikationer og hjemtag af ekstern finansiering. Problemet kan være, at BFI’en måske har været med til at øge det her pres indenfor nogle områder.

Hele pointen med et belønningssystem er dog også, at man netop gerne vil skabe nogle bestemte incitamenter, påpeger Jesper Wiborg Schneider.

– Når belønningen er så snævert fokuseret på publicering og hjemtag af eksterne midler, er det klart, at forskere ikke fokuserer på andet. Det må jo være rationalet i sådan nogle systemer.

Belønningsystemer

Man kan så rejse det legitime spørgsmål; hvorfor ”belønner” man ved hjælp af simple indikatorer? Og hvad måler man egentligt, når man måler ”forskningskvalitet”? påpeger Jesper W. Schneider, og svarer så selv;

– ”Forskningskvalitet” er et mange facetteret begreb som opfattes forskelligt, både på tværs af forskningsområder, men ofte også indenfor for et område. Forskere peger selv på fagfællebedømmelser som den eneste reelle måde at vurdere kvalitet på, skønt den proces på ingen måde er problemfri, siger han og uddyber;

– Men sådanne processer er ressourcekrævende, og den kraftige udvidelse af uddannelses- og forskningssystemerne, specielt siden 1960erne, kombineret med en markedsliggørelse af universiteterne, har skabt et behov for at styre på en effektiv måde og her kommer indikatorerne ind i billedet.

Derfor kommer fokus til at være på særligt output, publikationer, citationer, hjemtag af midler og uddannelse af studerende.

– Spørgsmålet er bare hvad man ender med at belønne. Nogle vil sikkert kunne skimte kvalitetsdimensioner i nogle af disse indikatorer, andre bestemt ikke, påpeger Jesper W. Schneider.

Regeringen har for nylig nedsat et ekspertudvalg, blandt andet bestående af Jesper W. Schneider, der skal se på en ny model for fordelingen af universiteternes basismidler. Ræsonnementet er, at når danske universiteter i dag får tildelt basismidler, sker det hovedsageligt ud fra en model, der belønner kvantiteten af aktiviteter, frem for kvaliteten af den forskning, der udføres.

Jesper W. Schneider understreger, at det er for tidligt at fortælle noget om, hvordan udvalget vil gå til den opgave, eller hvordan en fremtidig fordelingsmodel kunne se ud. I stedet pointerer han, at;

– Man bør huske på, at med alle belønningssystemer følger der negative effekter, og belønningssystemer er sjældent effektive i en længere periode, om end de ofte får deres eget liv. Mange så sikkert gerne, at sådanne systemer helt skrottes, eller i hvert fald ændres til noget andet, men her bør man tænke på, om ikke et andet system hurtigt skaber de samme udfordringer som det gamle, siger han og tilføjer, at;

– Det gør de som regel. Og jeg har generelt svært ved at forestille mig, at man helt skrotter sådanne styringssystemer.