Brian Mikkelsen, vores kære erhvervsminister, vil udbygge forskerordningen med lav skat til højtkvalificerede udlændinge, således at de slipper med at betale 27% i skat i deres første syv år i Danmark (mod 26% i fem år i den gældende ordning). ”Det er win-win for alle”, siger Brian Mikkelsen ifølge Politiken. Og det er da også nemt at få øje på nogen der ”vinder-vinder”. F.eks. de virksomheder, der ønsker at rekruttere eller fastholde højtkvalificerede udlændinge, og som følge af ordningen, kan spare lidt på lønbudgettet. Spørgsmålet er, om der alligevel også er nogen, der ”taber-taber”. For eksempel er det værd at overveje om danske junior-forskere stilles dårligere.
Svaret er både ja og nej.
For høj løn
Svaret er ”Nej”, fordi der i første omgang ikke er grund til at tro, at forskerordningen udgør en direkte trussel mod nuværende forskere i starten af deres forskerkarrierer. I hvert fald indebærer ændringen ikke nogen større trussel end den allerede eksisterende ordning. For der er næppe grund til at frygte at en forlængelse af ordningen fra 5 til 7 år vil øge højtkvalificerede udlændinges lyst til at søge 1-årige postdoc-stillinger eller 3-årige adjunkturer i nævneværdig grad.
Vrangforestillinger
Svaret er så alligevel også ”Ja”, fordi forskerordningen er et symptom på en dybereliggende problematik, som faktisk er med til at skade yngre danske forskeres karrieremuligheder og i nogle tilfælde også dansk forskning i det hele taget. Nogen (mange?) lider tilsyneladende af den overbevisning, at blot fordi en person er udlænding, eller er uddannet i udlandet, er han eller hun bedre til at løse vigtige opgaver i danske virksomheder eller på danske forskningsinstitutioner.
…man skal huske på, at det nok i de færreste tilfælde vil være superstar-professoren fra Harvard, der lader sig lokke til Novo Nordisk eller DPU af en lav skattesats
Der findes selvfølgelig forskere, der er så excellente, at deres tilstedeværelse i en dansk virksomhed eller på et dansk institut i sig selv ville have en positiv effekt. For eksempel i form af øget opmærksomhed, tiltrækning af eksterne midler, stor interesse for samarbejder mv. Men man skal huske på, at det nok i de færreste tilfælde vil være superstar-professoren fra Harvard, der lader sig lokke til Novo Nordisk eller DPU af en lav skattesats. Det vil nok snarere være én, der har studeret under professoren eller, hvis det går højt, har arbejdet sammen med og måske endda … (trommehvirvel) … PUBLICERET sammen med professoren. Så vi kan nok godt trække (mindst) de øverste 10% af excellencehierarkiet ud af ligningen.
Ankommer uden netværk
De, der så kommer, vil i mange tilfælde ankomme uden lokalt netværk (i hvert fald uden ekstra-faglige netværk), uden indgående kendskab til lokale forhold, uden at kunne sproget, uden specifik skoling indenfor de relevante forskningstraditioner og -kulturer. Det kræver en massiv indsats over lang tid at komme over disse barrierer. Det er langt fra givet, at de gevinster det evt. måtte give at være udlænding kan opveje de ulemper, der er ved at starte fra scratch.
Forskning i hvordan viden i praksis overføres fra forsker til samfund, viser at det langt fra kun handler om at producere excellente publikationer i de fineste tidsskrifter. Selv den allermest excellente forskning er impotent uden en bred palet af kontaktflader til den ”virkelige verden”. Og det kræver igen en stor indsats over lang tid, at opbygge en sådan palet.
Hertil kommer at gode forskningsmiljøer og dygtige akademikere i vid udstrækning udvikles gennem en form for mesterlære, hvor f.eks. også introduktion til diverse kontaktflader indgår i den akademiske dannelsesproces. I en del forskningsprojekter har forskningsledere mulighed for at håndplukke medarbejdere, som man har opbygget et særdeles indgående kendskab til (f.eks. mens de var ens studerende) eller ud fra udførlige anbefalinger fra nære kolleger, hvis dømmekraft man så har et særdeles indgående kendskab til. At smide udenlandske mere eller mindre højtprofilerede forskere ind midt i sådan et system, risikerer at skade mere end det gavner. Et skinnende CV er et betydeligt tyndere grundlag at vurdere folks egnethed på, end et flerårigt multifacetteret samarbejde.
Ikke bedre at komme udefra
Så selvom selve forskerordningen næppe har stor indflydelse på de første mange år af nogen nuværende ung forskers karriere, har en del af det tankegods, som ligger bag ordningen, betydning.
For bag ved det hele ligger der en forestilling om, at det nødvendigvis må være godt at få udenlandske forskere ansat.
Og dét kan skade danske juniorforskere i ansættelsessammenhænge, fordi de, på trods af allerede at være dybt integreret i et miljø, allerede at have etableret et spirende netværk, længe at have fokuseret på lokalt relevante emner, ikke vægtes så tungt som de fortjener.
Klummen er skrevet af Rolf Hvidtfeldt, postdoc ved Aalborg Universitet
