Af Brian Arly Jacobsen, forperson for DM Universitet og lektor i religionssociologi, KU
Midt i en valgkamp, hvor forskningspolitik normalt står i skyggen af de store dagsordener, er det fristende at gøre universiteterne til en nem slagmark.
Det er den bevægelse, vi ser, når DF’s forskningsordfører Alex Ahrendtsen vil skære i grøn forskning, fredsforskning og bestemte samfunds- og humanistiske felter og samtidig udpeger dele af forskningen som “useriøs” eller “ideologisk”.
Der er intet galt i at diskutere prioriteringer. Danmark skal selvfølgelig også investere i kvantefysik og kunstig intelligens. Men det bliver et problem, når valgkampens behov for skarpe markeringer bliver til politisk sortering i, hvad der tæller som “rigtig” forskning.
For så flytter vi os fra legitim prioritering til politisk bedømmelse af faglighed.
Grøn forskning er en forudsætning – ikke et luksusfelt
Når Ahrendtsen kalder store dele af den grønne omstilling for mindre seriøs, rammer han ikke kun enkelte projekter. Han rammer et helt felt, som i praksis leverer viden, teknologi og løsninger, der allerede bruges og efterspørges.
Grøn forskning handler ikke kun om at finde “den næste energikilde”. Den handler også om at gøre energisystemer mere stabile og robuste, om at reducere spild, om at udvikle materialer og processer, der bruger færre ressourcer, og om at skabe den viden, der gør, at virksomheder og offentlige myndigheder kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Den grønne omstilling er ikke bare et teknisk projekt. Det er også et samfundsprojekt
Særligt forskningen i landbrug, fødevarer og natur – som Ahrendtsen blandt andet prikker til med begreber som “planteforskning” – er helt central for den grønne omstilling. Det er her, vi udvikler og afprøver nye dyrkningsmetoder, mere robuste afgrøder og bedre forståelse af jord, vand og økosystemer.
Det er også her, vi bliver klogere på, hvordan vi reducerer udledninger uden at smadre produktivitet eller naturgrundlag. Hvis man vil have en grøn omstilling, der faktisk kan gennemføres i virkeligheden, kræver det præcis den type forskning. Det er ikke et ideologisk luksusfelt. Det er en forudsætning for, at omstillingen kan lykkes. Modstanden overfor denne forskning er derimod ideologisk betinget og irrationel.
Læs også: SF vil sætte forskningen fri fra politisk detailstyring
Derudover overser kritikken af “grøn forskning” ofte, at den grønne omstilling ikke bare er et teknisk projekt. Det er også et samfundsprojekt. Man kan have nok så gode teknologier på hylden, men hvis man ikke forstår adfærd, incitamenter, arbejdsmarked, fordelingseffekter og lokal forankring, så går implementeringen i stå.
Her leverer samfundsvidenskab og humaniora afgørende bidrag: viden om, hvordan man designer virkemidler, så de virker; hvordan man undgår at skabe unødig modstand; hvordan man kommunikerer troværdigt; og hvordan man sikrer, at omstillingen ikke bliver oplevet som noget, der pålægges folk udefra. Det er den slags viden, der får store reformer til enten at lykkes eller mislykkes.
At afvise hele forskningsfelter er en glidebane
Når Ahrendtsen går videre og udpeger forskning i køn og identitet som “politik klædt som forskning”, er vi igen ude i en politisk genvej, der ikke klæder en seriøs forskningsdebat. Man kan være uenig i konklusioner eller perspektiver, og man kan diskutere metoder. Men at afvise et helt felt som ikke-forskning er en glidebane.
For forskning i køn og identitet handler i praksis også om meget konkrete samfundsforhold: hvordan mennesker trives i uddannelsessystemet, hvordan sundhedsvæsenet møder forskellige grupper, hvordan diskrimination og marginalisering påvirker livschancer, underprioriteringen af forskning i kvinders sundhed og hvordan vi skaber arbejdspladser og institutioner, hvor mennesker faktisk kan fungere.
Kernen her er, at vi allerede har et system, der håndterer spørgsmål om kvalitet og videnskabelighed.
Det er viden, som både offentlige myndigheder, uddannelser og arbejdspladser bruger, uanset om man kan lide feltets teorier eller ej.
Freds- og konfliktforskning bliver i samme åndedrag reduceret til noget, der kan “fjernes”. Det er også kortsigtet, særligt i en tid hvor sikkerhedspolitik, hybride trusler og internationale spændinger fylder mere og mere.
Læs også: Danske Universiteter: Troværdig viden kræver frihed
Kernen her er, at vi allerede har et system, der håndterer spørgsmål om kvalitet og videnskabelighed. Forskning bliver løbende prøvet af, kritiseret og forbedret gennem fagfællebedømmelse, konferencer, publicering og intern faglig debat.
Det er netop sådan, videnskab fungerer. Når politiske aktører i en valgkamp forsøger at overtage dommerrollen og udpege “de rigtige” og “de forkerte” emner, svækker de den mekanisme, de påstår at ville styrke.
Dansk forskning står stærkt
Påstanden om, at dansk forskning sakker bagud, har heller ikke meget med virkeligheden at gøre. En ny international analyse, Denmark as a Science Nation, viser tværtimod, at Danmark er blandt verdens absolut stærkeste forskningsnationer.
Målt på citationsimpact ligger Danmark nummer to i verden blandt lande med over 50.000 årlige publikationer, kun overgået af Hongkong og Singapore. Samtidig har 67 % af danske forskningspublikationer internationale medforfattere, langt over EU-gennemsnittet, og danske forskningsresultater citeres i politiske dokumenter næsten dobbelt så ofte som EU-gennemsnittet.
Læs også: Forskere til fonde og universiteter: Samfundsrelevans kræver mere end gode intentioner
Kort sagt: Danmark producerer forskning af meget høj kvalitet med stor international gennemslagskraft. At fremstille dansk forskning som svag eller uvidenskabelig er derfor ikke bare en politisk holdning – det er ganske enkelt i modstrid med fakta.
Og konsekvenserne er ikke abstrakte. Når politikere gør bestemte forskningsfelter til skydeskiver og taler om “useriøs” forskning som noget, der skal ryddes af vejen, så skaber det usikkerhed i miljøerne. Det øger risikoen for selvcensur. Ikke fordi forskere ikke kan tåle kritik, men fordi magtbalancen er åbenlys: Folketinget bestemmer rammerne og pengene.
Forskningens kvalitet og lødighed skal afgøres af forskningen selv.
Hvis signalet bliver, at bestemte emner er politisk uønskede, så vil nogle forskere – især dem med usikre ansættelser – naturligt tænke sig om en ekstra gang. Det er en dårlig idé, hvis man ønsker modig, nysgerrig og banebrydende forskning.
Hvis vi vil have en seriøs forskningspolitisk valgkamp, bør den handle om de store linjer: hvordan vi skaber langsigtede investeringer, stabile karriereveje og et finansieringssystem, der både giver plads til fri forskning og målrettede satsninger. Og den bør starte med en grundlæggende respekt for, at Danmark har brug for flere fagligheder, ikke færre.
Læs også: Ny international rapport: Dansk forskning er i verdensklasse
Kvante og AI er vigtige. Grøn omstilling er vigtig. Og viden om samfund, kultur, adfærd og konflikt er vigtig, hvis vi vil have teknologierne til at virke i praksis, og hvis vi vil have et bæredygtigt samfund.
Valgkampe kommer og går. Men hvis vi gør forskningsfrihed til en kampplads og forskningsfelter til symboler, kan skaden vare ved længe efter, plakaterne er taget ned. Forskningens kvalitet og lødighed skal afgøres af forskningen selv. Politikere bør diskutere rammer og prioriteringer – og tage et særligt ansvar for tonen, når de taler om mennesker og miljøer, der ikke har en plads på Christiansborg.
