Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Andre skriver

RUC henter ny dekan fra Københavns Universitet

Fra 1. februar 2021 bliver det nuværende professor og prodekan ved Københavns Universitet Andreas de Neergaard, der skal styre slagets gang på RUC’s største institut.

Den nye dekan er optaget af tværfaglighed og brænder for forskning, der gør en forskel, fx inden for områder som ulighed og bæredygtighed.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at starte på RUC. Jeg er dybt engageret i problembaseret, feltbaseret og tværfaglig uddannelse, som jeg har arbejdet meget med, så RUC og jeg er på mange måder et oplagt match,” siger Andreas de Neergaard og uddyber:

– Institut for Mennesker og Teknologi fokuserer bl.a. på tre områder, som står mit hjerte meget nært: Læring, social lighed og bæredygtig omstilling. Derudover har instituttet kernekompetencer inden for bl.a. datalogi, byplanlægning, sundhed og arbejdsliv, så der er helt unikke muligheder for at levere forskning og uddannelser til tidens udfordringer.

Visionær leder og dygtig kommunikatør 

Som dekan kommer Andreas de Neergaard til at varetage instituttets daglige ledelse og være ansvarlig for kvalitet og sammenhæng i instituttets forskning og undervisning. Han vil referere direkte til rektor Hanne Leth Andersen, som ser frem til samarbejdet med den nye dekan:

– Institut for Mennesker og Teknologi skal besvare nogle af de vigtigste samfundsspørgsmål, vi står over for i årene fremover, og har allerede opnået flotte resultater. Andreas de Neergaard er den helt rigtige til at fortsætte den udvikling.

– Han er en dygtig forsker og erfaren leder med stor indsigt i forskningens værdi og impact og i uddannelse og læring. Derudover er han visionær og handlekraftig, og så er han en dygtig kommunikator, der kan sætte instituttets forskning på dagsordenen, siger Hanne Leth Andersen.

Andreas de Neergaard kommer fra en stilling som professor og prodekan for uddannelse ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han har en ph.d.-grad i agroøkologi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Sammen med de tre øvrige dekaner og rektoratet kommer han til at udgøre den øverste ledelse af RUC.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:


Ung historiker vinder talent-pris

Gry Jexen har demonstreret en imponerende fremsynethed i sin måde at formidle på, lyder det i begrundelsen.



Podcast: CSR-kommunikation med Line Schmeltz Dam

Tidligere fortalte virksomheder sjældent om CSR og samfundsansvar. I dag er virkeligheden en anden, fortæller Line Schmeltz Dam i denne udgave af ’Bæredygtig Business’.


Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.