Dansk EU-formandskab skal drive en længe ventet kulturændring i forskningsverdenen

David Budtz Pedersen, Kathrine Bjerg Bennike og Poul Meier Melchiorsen er ansat ved Aalborg Universitet og værter for EU-konferencen “Reforming Research Assessment”, som er arrangeret i samarbejde med EU Kommissionen, Danmarks Frie Forskningsfond, Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og en række internationale fonde og universiteter. 

Europa har brug for en stærk vidensøkonomi. Sådan skrev Mario Draghi i sin rapport til Europa Kommissionen,hvori han understregede behovet for forskning og innovation som drivkraft for fremtidens europæiske økonomi.

Draghi-rapporten foreslår en dobbeltstrategi, nemlig at de europæiske lande fastholder og styrker verdens bedste grundforskningsmiljøer og samtidig bringe viden langt mere aktivt i anvendelse i samfundet. 

I tråd med Draghi-rapporten har den danske regering i november vedtaget en ny forsknings- og innovationsstrategi for perioden 2026-2029. I den danske strategi tildeler regeringen universiteterne en særlig rolle, hvad angår fremtidens konkurrence- og innovationskraft.

Kun ved at fremme vidensmiljøer, der skaber banebrydende forskning og samtidig gør viden anvendelig i samfundet, kan Danmark sikre sin velfærd, sikkerhed og fremgang.  

Incitamenter former forskningskulturen

Men hvordan skaber man dynamiske vidensmiljøer, der både leverer høj kvalitet og skaber viden med samfundsmæssig gennemslagskraft? Det kan lyde tørt og kedeligt, men en vigtig del af svaret ligger i bedre incitamentsstrukturerer og en mere divers og differentieret forskningskultur på europæiske universiteter. Anerkendelse og belønning gør en stor forskel, når man skal indrette fremtidens vidensinstitutioner.  

Læs også: Modregningsmodel spænder ben for dansk og europæisk forskning

Hvordan forskere bliver bedømt og belønnet har stor betydning for hvilke opgaver, kompetencer og bidrag, de anser som vigtige. Hidtil har publikationer i førende internationale tidsskrifter været den mest toneangivende faktor i bedømmelsen af forskere.

Antallet af publikationer – og antallet af citeringer som disse publikationer modtager –  har været bestemmende for karriereveje, videnskabelige priser og tildeling af bevillinger og stillinger ved universiteterne. 

Når publikationer bliver et for snævert mål

Men der er i stigende grad opstået en erkendelse af, at denne målestok er for smal, når det kommer til at skabe innovative vidensmiljøer. Skal videnskabelige miljøer drive nye gennembrud og samtidig omsætte ny viden til løsninger og forandring, kræver det, at bedømmere ser bredere på de bidrag og kompetencer, som udgør et velfungerende forskningsmiljø.

Her kan man ikke blot se på antallet af publikationer, men er nødt til at inddrage faktorer som kultur, samarbejde, netværk, lederskab, arbejdsdeling og sammensætning af teams. 

Ikke alle på et forskerteam skal gøre det samme, og vigtigheden af at bidrage til den samlede forsknings- og innovationsproces kan hverken afløses på 1. forfatterskaber eller citeringer, men kræver en bredere, holistisk og kvalitativ evaluering. Det samme gælder de kompetencer, som er nødvendige for at bedrive forskning. 

Diversitet som drivkraft for stærke vidensmiljøer

Traditionelt har fonde og universiteter antaget, at forskere skal konkurrere med hinanden på sammenlignelige kriterier, således at man udvælger de “bedste” talenter til stillinger og bevillinger. Men undersøgelser viser, at de mest succesfulde forskningsmiljøer oftest er kendetegnet af en høj diversitet med hensyn til metoder, discipliner, kvalifikationer, køn og endda personlighedstyper. 

Hvis man alene sammenligner forskere på ensartede og standardiserede kriterier, går man glip af talent og innovation. 

Læs også: Innovation uden ny erkendelse er som et hus uden fundament

Argumentet kan virke ulogisk. En god fysiker burde være en god fysiker uanset hvor hun eller han arbejder. Men det er ikke tilfældet. Hvorvidt man er god eller dårlig til at udføre sit arbejde afhænger i høj grad af kontekst. Og hvilke opgaver, man skal varetage i en større gruppe.

En fysiker, der arbejder med kvanteteknologi skal kunne noget andet end en fysiker, der arbejder med klimamålinger. En læringsforsker, der arbejder med udsatte børn i folkeskolen, skal kunne oversætte sine resultater til praktisk anvendelse, imens en sociolog, der arbejder med magtbegrebet i det 18. århundrede skal orientere sig i arkiver og kunne syntetisere store mængder litteratur.

Helhedssyn og kulturforandring i forskningen 

Man kan ikke blot antage at disse forskelligeartede roller – samt de forskelligartede typer værdi som de er med til at skabe – kan aflæses ved hjælp af simple standardiserede metrikker. Det kræver derimod, at fonde og bedømmere sætter sig ind i konteksten, og forstår målet med forskningen og hvad forskergruppen prøver at opnå.

Det er mere tidskrævende og ligger mere pres på bedømmerne for at udføre kvalitative vurderinger. Men det er nødvendigt, hvis man skal finde og støtte den innovative og kreative frontforskning. 

Det kræver, at man tager et helhedsorienteret syn på den gruppe, der søger om midler, eller den kultur, en ny medarbejder skal indgå i. Amerikanske NASA er godt et eksempel. Her har ledelsen vedtaget en række principper for åbenhed og vidensdeling. Det er ikke nok blot at fremlægge sine resultater i specialiserede videnskabelige tidsskrifter.

Forskerne forventes at bidrage til at gøre viden tilgængelig, bl.a. ved at dele resultater og sikre gennemsigtighed og adgang til data. Sådanne “ekstra” opgaver er netop ikke sekundære, men skal belønnes på lige vilkår med publicering. 

Konference tager spørgsmålet op

Netop dette spørgsmål er på dagsordenen under det danske EU-formandsskab. I starten af december mødes 300 eksperter fra internationale råd, fonde og universiteter for at drøfte kulturforandring i forskningsverdenen. Formandsskabet er en vigtig brik i et større puslespil. EU er i fuld gang med at udvikle de programmer og investeringer, der skal sikre fremtidens vidensbaserede samfund. 

En bred koalition af 800 fonde og råd, står bag opfordringen til at ændre belønnings- og bedømmelseskriterierne. Også uden for EUs grænser er denne dagsorden på vej frem. Fra Japan til Sydafrika. Fra Boston til Buenos Aires.

Overalt er der eksperimenter i gang, der skal skabe mere samfundsrelevante og banebrydende vidensmiljøer drevet af et ønsket om at udvide forskernes profiler og bidrag.