Debat: Kan man måle social forandring?

Af Dan Hirslund, ph.d. i antropologi, og Michael Ulfstjerne, CEO i Emergency Architecture and Human Rights

Fonde og filantropiske foreninger i Danmark finansierer i langt højere grad end tidligere projekter, der løfter centrale samfundsmæssige udfordringer, især inden for områder som grøn omstilling, det byggede miljø, ungdom og trivsel. I 2017 overtog A.P. Møllers Støttefond for eksempel en klassisk offentlig opgave ved at donere 750 millioner kroner til socialt udsatte.

Efter svensk model indgår flere fonde som strategiske partnere med kommuner i såkaldte sociale investeringer. Her løftes indsatser på en række områder som hjemløshed, integration, ledighed, boligsociale indsatser, stress etc. I 2018 blev de ‘filantropiske fonde’ opgjort til 4.100, der tilsammen uddelte 17 milliarder årligt gennem 74.000 bevillinger. For to år siden rundede beløbet 32 milliarder.

Men hvad vil det sige at måle forandring?

Med denne vækst er der også kommet et øget fokus på, om de tildelte midler har de ønskede effekter. Bagved de imponerende tal om midler, der er ydet til ærværdige formål, gemmer der sig et utal af indviklede metoder og målinger, der søger at anskueliggøre, hvordan projektmidler skaber forandring.

Flere konsulenthuse er vokset frem, hvis opgave det er at hjælpe fondene med at forstå, hvad de laver. Men hvad vil det sige at måle forandring, og hvordan ved man, at et forandringsprojekt virker efter hensigten?

Viden i og om velfærdsstaten

For at svare på det, skal vi et lille dyk ned i videnskabshistorien for at forstå, hvorfor vi overhovedet behøver komplicerede modeller som forklaring på, hvilke effekter en given intervention har. Det var den franske historiker Michel Foucault, som mest klart formulerede en indre sammenhæng mellem politik og viden. De moderne europæiske nationalstater havde i modsætning til tidligere befolkningens velfærd som et af deres primære fokusområder.

Her lå kimen til det, vi i dag omtaler som velfærdsstaten: ideen om at statens opgave er at yde ‘velfærd’. Med det politiske skift fra enevælde til parlamentarisme, opstod der således et behov for at forstå de biologiske og sociale detaljer om borgerne, så staten kunne målrette og effektivisere dens servicefunktioner.

Læs også: Professoren der navigerer helt inde i sundhedsvæsenets magtcentrum

I dag har vi helt internaliseret denne sammenhæng mellem velfærd og viden, og en lang række specialiserede videnskabsgrene har udviklet sig til at hjælpe staten med at indsamle nyttig viden til dens daglige drift, fra den økonomiske videnskabs pulsmålinger af statens finansielle helbred til sociologiens portrættering af sammenhængskraften i samfundets dominerende institutioner.

Mange af de videnskabstraditioner, vi kender i dag, er børn af denne ‘velfærdspagt’ med staten: professionsgrenene leverer arbejdere til offentlige nøglefunktioner – skolelærere, sundhedspersonale – mens de ‘empiriske’ samfundsvidenskaber, der har specialiseret sig i at indsamle og organisere viden bliver ‘kadrer’ i statsbureaukratiet. Det er nok ikke tilfældigt, at økonomistudiet blev oprettet i 1848 under navnet ‘statsvidenskab’ eller at politstudiet, der først kom til over 100 år senere, blev kaldt ‘statskundskab’.

Liberale nybrud

Der er altså intet nyt i at videnskaberne servicerer samfundet gennem forarbejdning af viden. Faktisk har det netop været præmissen for væksten i videregående uddannelser, specielt i efterkrigstiden, hvor der opstod efterspørgsel på nye faggrupper med ekspansionen af den offentlige og private sektor. 

Alligevel er der sket et nybrud i relationen mellem politik og viden siden daværende forskningsminister Helge Sanders berygtede ‘fra forskning til faktura’ slogan i starten af 00’erne. Med universitetsreformen fra 2003 overtog staten med hjælp fra erhvervslivet den overordnede styring af universiteterne og har siden da arbejdet på at indrette dem, så de mere aktivt kan bidrage til at løse aktuelle samfundsudfordringer.

Det er på den ene side sket gennem krav om relevans for forskningsprojekter, gennem målrettet investering i specifikke vidensområder, og gennem en tættere integration mellem vidensproduktion og såkaldte ‘aftageres’ interesser i udvikling og formidling af ny viden. På den anden side stammer en stigende del af bevillingerne til forskning netop fra både fonde og firmaer, der har brug for specialistviden på deres ressortområder.

Hvordan ved vi, at den viden der udvikles til at forstå sociale interventioner er den mest relevante viden, og at den derfor bidrager til at levere løsninger?

En 2020 rapport udgivet af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viser, at midlerne fra private fonde i perioden 2008-2018 er steget med 210%.

Det er her fondenes nye rolle som problemknusere kommer ind i billedet. I forbindelse med nyliberalismens indtog er der sket en gradvis outsourcing af velfærdsydelser til civilsamfundsaktører, såsom de store fonde. Gentagne kriser i den offentlige sektor har skabt store huller i den sociale service og givet plads til alternative finansieringer, der søger at lappe disse huller med ny viden og praksisoptimering.

Læs også: Eske Willerslev: Forskningsfriheden er i krise, men det er ikke fondenes skyld

Sammen med andre private aktører har fondene også banet vejen for en ændret dokumentationspraksis af velfærden. Hvad der før kunne gemmes væk i statsadministrationens interne valideringsprocedurer er med konkurrencestaten og kontraktpolitikken blevet genstand for offentlig skue, og en markeds- og investeringslogik har banet sig vej ind i finansieringen på det sociale område.

Midler bliver i højere grad end tidligere øremærket til specifikke formål, og der forestår så en vidensopgave i at forstå en konkret indsats effekter (og udgifter): detailstyring kalder på detailviden.

Social forandringsteori

Denne historiske skildring forklarer, hvorfor vi har en række videnskabsgrene, der er specialiseret i ‘statssprog’, hvordan der er en indre sammenhæng mellem politik og viden, og hvorfor området er eksploderet i dag, så efterspørgslen på videnskonsulenter er vokset.

Men vi mangler stadigvæk at svare på det vigtigste spørgsmål: hvordan ved vi, at den viden der udvikles til at forstå sociale interventioner er den mest relevante viden, og at den derfor bidrager til at levere løsninger?

De videnskabsgrene på det sociale område, vi kender i dag, er alle børn af oplysningstiden, og har på sin vis altid haft det profylaktiske formål at hjælpe moderne stater med at udvikle sig og det frisatte menneske at tilpasse sig samfundsforandringer. På trods af deres disciplinære forskelle, så deler de det videnskabsteoretiske grundlag, at deres virke både er deskriptivt og præskriptivt; de skal kunne dokumentere eksisterende forhold – det er den metodiske komponent – og samtidig forstå kausaliteter, som baserer sig på teorier om samfundsmæssige forhold.

Læs også: Forskningsgruppen Social Complexity Lab vinder Årets Forskningsmiljøpris 2023

Social forandringsteori havde sin storhedstid i 1960’erne. De teoretiske strømninger op til denne tid havde fokus på stabilitet, og på hvordan samfund kunne bestå og være funktionelt integrerede helheder gennem opdragende institutioner og autoritative rollemodeller.

Men med generationsoprøret og de globale politiske omvæltninger, der kendetegnede dette og det følgende årti, blev socialvidenskaberne tvunget til at sætte fokus på konflikter og forandring. Nu blev de dominerende spørgsmål snarere: hvorfor er nogle grupper mere utilfredse end andre? Hvad skaber sociale konflikter? Hvordan kan samfund overhovedet bestå med store interne stridigheder?

Ud af denne teoretiske malstrøm voksede 3 hovedstrømninger frem til at forklare social forandring. Den første var aktørteorien, der fokuserede på individers behov og strategier, som grundlag for sociale dynamikker: det var summen af alle de små mellemmenneskelige handlinger, der langsomt skubbede på samfundets bærende institutioner.

Læs også: Copenhagen Impact Lab vil styrke forskning-praksis samarbejde i landets kommuner

Modsat var konklusionen fra systemteorien, at der eksisterer en række sociale systemer, der i mere eller mindre grad ‘determinerer’ menneskers hverdag inklusiv deres opfattelser; konflikter opstår så, når balancerne i disse systemer forskydes eller kan endda – som hos Marxismen – være et iboende element, og det resulterer i gentagne kriser. Den tredje strømning, der var mere midtersøgende, voksede ud af de to første og kendes i dag bedst fra den franske sociolog Pierre Bourdieus praksisteorier. Her var fokus som i aktørteorien på individers handlemuligheder men med afsæt i en forståelse af de sociale betingelser, der påvirkede sociale gruppers faktiske udfoldelsesmuligheder.

I opsummeret form er konklusionen, at problemet med at finde ‘løsninger’ på det samfundsfaglige område ikke handler særlig meget om metode, men til gengæld en hel masse om teori. Eller rettere: at det er teorien bagved metoden, der fortæller os noget om, hvad en bestemt type viden er relevant for at forstå, og derfor også hvorfor det overhovedet er interessant at vide noget om.

Det er gennem veldokumenterede antagelser om, hvordan gensidige påvirkninger udvikler sig, at konturerne til teorier om forandring opstår. Og det er især denne viden, som de mange forskellige forandringsaktører efterspørger. Men er det så også det, de får?

Individer i fokus

Markedet for viden på det samfundsmæssige område er eksploderet i takt med internettets teknologiske muligheder. Det er blevet lettere end nogensinde før at dokumentere individers adfærd, at forstå deres motivationer gennem online surveys eller ‘big data’ fra sociale medier, og at indsamle aggregerede data om befolkningens helbred, økonomiske forhold, boligsituation osv. Denne type data florerer på kryds og tværs i det offentlige rum og er relativt let at generere og at dele. Men denne ‘åbenhed’ i viden om befolkningen er ikke matchet af en tilsvarende synlighed om kulturelle og institutionelle dynamikker.

Det er meget lettere at få information om, hvorvidt en samling individer føler sig ensomme, end det er at få brugbar viden om de arbejdspladskulturer eller familiedynamikker, der måske er med til at skabe eller forstærke ensomhed. Tilsvarende kan vi lære meget om skolebørns trivsel både mentalt og fysisk uden at have nogen forståelse for, hvordan deres sociale klassestatus påvirker relationen til andre børn, eller hvad det betyder for deres selvforståelse.

Rent metodisk har det resulteret i en oversynlighed af individer på bekostning af en undersynlighed af det sociale felt. Hvad betyder det for det filantropiske arbejde? I dag er de store forandringsaktører helt afhængige af detaljeret viden om deres målgrupper, og de områder, de søger at skabe forandring på. Det gælder uanset om det er mindre NGO’er, store firmaer med en ambitiøs CSR-strategi eller de filantropiske fonde og foreninger.

Læs også: Nye bevillinger skal finde konkrete løsninger på aktuelle samfundsudfordringer

De vil gerne forstå det samfund, de opererer i, men først og fremmest ønsker de at skabe tydelige resultater, der kan kommunikeres til kunder, bestyrelser, aktionærer, vælgere. Den viden der efterspørges er derfor på samme tid både operationel og retorisk, i og med at den ikke blot skal hjælpe organisationer med at styre deres indsatser, men også med at legitimere dem. 

Dette tveæggede hensyn skaber nogle udfordringer i udvælgelsen af, hvad der er hensigtsmæssigt at vide noget om. Som det første, er der en tendens til at lægge et meget snævert fokus på et udvalgt antal individer, der skal ‘forandres’. I projektjargon refereres der til ‘headcount’ kriteriet: at en dokumentationsmetode skal kunne godtgøre, hvor mange mennesker, der rent faktisk har ændret adfærd på grund af en given indsats.

Man taler i forskningen om metodisk individualisme, når et undersøgelsesfokus på konkrete personer giver et teoretisk snit, der også skærer teorier om sociale forhold bort.

Det er derfor ikke en social situation, der er i fokus, men i stedet et udvalg af personer i en social situation. Derved glider viden om de dynamikker, der er med til at skabe eller opretholde et uønsket fænomen i baggrunden med risiko for, at det bliver meget svært at vide noget om, hvorfor nogle er havnet i den uønskede situation, og hvad forskellen er på midlertidige og langtidsholdbare forandringer.

Der opstår her et sammenfald mellem lettilgængelig data og projektlogikken ud fra forventningen om, at jo mere konkret man kan definere en indsats’s input og output, jo bedre kan man også måle på dets resultater. Man taler i forskningen om metodisk individualisme, når et undersøgelsesfokus på konkrete personer giver et teoretisk snit, der også skærer teorier om sociale forhold bort. En intervention møntet på at få flere unge ind på arbejdsmarkedet eller i længerevarende uddannelser, vil derfor potentielt vurderes som succesfuldt ud fra en simpel output beregning, hvor tre ud af fire af de unge i projektet er kommet i beskæftigelse.

Foruden ‘headcount’ kriteriet vil en sådan måling være yderst kontekst-specifik og i mindre grad bidrage til en mere nuanceret forståelse af, hvordan unges relation til arbejdsmarkedet kan være præget af for eksempel generationelle, institutionelle, eller identitetspolitiske dynamikker. Det, der bliver tilbage, er så en nøgtern observation af menneskers adfærd og en optagethed af menneskers egen forståelse for deres livssituation. Det kan der komme spændende studier ud af, men spørgsmålet er, hvor god forståelsen for social forandring er, og om det derfor er en hensigtsmæssig måde at støtte forandringsaktørernes formål på?

Viden i opbrud

Fonde med filantropiske ambitioner er i dag havnet i en slags ‘double bind’. På den ene side forventes de at kunne løfte store velfærdsudfordringer og konkurrerer med andre om at opnå de bedste resultater for pengene. På den anden side arbejder de indenfor rammerne af en projektlogik og en videnstradition, der ikke giver plads til at forstå de sociale kræfter, der udløser de problemer de ønsker at løse.

En anden måde at formulere det på er, at nutidens filantropi både er et resultat af nyliberalismens indtog – specifikt markedsdrevet socialpolitik – og bruger en nyliberal værktøjskasse med afsæt i individuelle præferencer og værdier til at levere løsninger med.

Forskningen har i nyere tid været underlagt en simplistisk relevansforståelse.

Der forestår derfor en formidabel udfordring for den filantropiske bevægelse med at få designet sociale tiltag, der formår at adressere velfærdssamfundets komplekse problematikker. Det er problematikker som ikke blot kræver nye tilgange til løsninger men som også behøver andre typer af viden, ikke mindst teoretisk viden, til at gentænke årsagssammenhænge og formulere nye metoder med.

Mange fonde er begyndt at arbejde i krydsfeltet mellem forskning og praksis for netop at tilføre klassiske professioner ny viden. Men der er desværre ingen garanti for, at forskningsdeltagelse har den store effekt, så længe ideen om løsninger er begrænset til snævre målgrupper og kortsigtede, målbare resultater.

Læs også: Her går det galt – og sådan løser vi forskningsfrihedens krise

Forskningen har i nyere tid været underlagt en simplistisk relevansforståelse, hvor forskningsresultater skal ‘oversættes’ til en praktisk virkelighed, så det kan skabe ‘innovation’. Men sådan en oversættelse kræver både en teoretisk og praktisk forståelse for social forandring, og det er et separat vidensdomæne, der ikke udspringer automatisk af hverken socialforskningen eller af velfærdsprofessionerne

Måske er fondenes fornemmeste opgave i denne proces at udvikle teoretisk forankrede forandringsværktøjer, som de kan planlægge og styre deres filantropiske virksomheder efter?