Vi har fået en ny regering og nye ministre – og så venter vi alle spændt på, hvad der kommer til at ske, også på universitetsområdet.
Uanset hvordan regeringen vil gribe tingene an, kommer man ikke uden om at styrke uddannelsen og forskningen på universiteterne – og dermed foretage et opgør med den tidligere regerings nedskæringspolitik.
Det er igennem forskningen og universiteternes samarbejde med de danske virksomheder, at fremtidens teknologiske løsninger skal udvikles, og det er også derigennem en række danske virksomheder ikke alene skal udvikle nye og grønne teknologier, men også på den lange bane sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling til gavn for borgerne og samfundet og værdiskabelsen i virksomhederne.
Igennem flere år er de statslige bevillingerne til universiteterne reduceret, dels som følge af omprioriteringsbidraget, dels som følge af reduktionen af de statslige forskningsrådsbevillinger, bl.a. inden for energiforskningsmidlerne.
Men handler det for den nye regerings så bare om, at finde nogle flere penge?
Nej, opgaven er meget større – for den handler også om et opgør med en finansministeriel tænkning og logik, som år efter år har søgt at legitimere bevillingsreduktioner, baseret på forestillingen om at de ikke havde konsekvenser for universitetsforskningen, og at man fortsat levede op til Barcelonamålsætningen.
Opgør med logikker på Slotsholmen
Der er behov for et opgør med den finansministerielle tænkning omkring uddannelse og forskning, herunder uviljen mod at indarbejde dynamiske effekter af forskningsinvesteringerne i de regnemodeller, der benyttes. Dette til trods for de talrige analyser som påpeger et positivt samfundsøkonomisk afkast ved forskningsinvesteringer, særligt ved den tekniske videnskab, men også mere bredt.
Spørgsmålet er, om den nye regering er parat til armbøjninger med de herskende logikker på Slotsholmen, så man ikke længere ser statens bevillinger til uddannelse og forskning som omkostninger, men derimod som investeringer med positivt afkast?
Hvis det sker, er der meget bureaukrati og meningsløshed, der kan afvikles – og vi kan bruge flere penge fornuftigt til uddannelse og forskning frem for unødig administration.
Lad mig give nogle eksempler herpå.
Man har fodret hunden med sin egen hale ved at reducere de statslige bevillinger i takt med, at de danske universiteter har haft succes med hjemtag af EU-forskningsmidler – en særegen incitamentsstruktur, modsat eksempelvis den norske regering, der præmierer hjemtag, hvilket man i øvrigt også engang gjorde i Danmark.
Man har reduceret de statslige bevillinger i takt med, at kommuner og regioner har øget deres forskning eller måske bare reklassificeret opgavetyper til forskning.
Man har skabt en ejendomsadministrationsordning, hvor der hvert år tilbageføres et milliardbeløb til staten, dels i form af udbytter, dels ved opretholdelse af en lejebetaling hvis rentekomponent er mere end det dobbelte af markedsrenten – en overrente som ville give enhver byggematador hede drømme.
Man har også indført styringslag på styringslag i kombination med langsommelige bureaukratiske processer. Finansudvalget skal godkende alle mulige slags investeringer, som i forhold til universiteternes samlede omsætning og deres driftspåvirkning er uden betydning.
Man har indført meningsløse investeringsrammer, som kun modarbejder sund driftsøkonomisk tænkning på universiteterne, og som kan stille sig hindrende i vejen for universiteternes muligheder for at forny forskningsinfrastrukturen og sikre rammer om modtagelse af private donationer og forskningsmidler.
Man har skabt bureaukratiske indberetningsprocedurer omkring universiteternes investeringer, og foregøglet prioritering og nødvendigheden heraf af hensyn til DAU-saldoen (statens drifts-, anlægs- og udlånsbudget) og byggeaktiviteten i samfundet. Intet er mere forkert; DAU-saldoen er næsten upåvirket af universiteternes investeringsaktiviteter, dels fordi der gennem huslejeordningen tilbageføres store midler til staten, ligesom universiteternes resultatdannelse og afskrivninger modregnes i saldoopgørelsen. Dels er universiteternes anlægsinvesteringer typisk specialbyggerier og forskningsinfrastrukturer, som har en anden karakter og påvirkning af byggemarkedet end eksempelvis boligbyggeriet, ligesom det volumenmæssigt i øvrigt er helt marginalt.
Så der er nok at ta’ hul på for en ny regering og minister – også på de indre linjer i statsadministrationen.
Har du lyst til at tage del i debatten om dansk forskning på ScienceReport.dk? Redaktionen modtager gerne debatindlæg eller ideer til samme på info@sciencereport.dk.
