Debatindlæg af professor David Budtz Pedersen.
I forrige uge afholdtes World Science Forum i Cape Town, Sydafrika. Som en parallel til World Economic Forum er konferencen det førende mødested for repræsentanter for forskningsinstitutioner, forskningsråd og regeringer fra hele verden. I fem dage mødtes mere end 1000 forskere, beslutningstagere og videnskabelige selskaber og organisationer til en fælles debat om tidens mest presserende forskningspolitiske emner.
I år var emnet social retfærdighed. I alt for mange år har forskningen været gearet til at gøre de rigere lande endnu rigere. Forskningen har været for de få til de få. Det har været et særligt demografisk segment, primært hvide mænd, der har domineret den internationale forskningselite. Og det har primært været vestlige universiteter og virksomheder, der har haft adgang til forskningen.
Siden afslutningen på 2. verdenskrig har det dominerende forskningspolitiske dogme været den såkaldte ”lineære model”: hvis blot regeringer og stater investerer massivt i forskning af højeste kvalitet ved de bedste læreanstalter og universiteter, vil denne viden med tiden sprede sig til resten af samfundet i form af talenter, kompetencer og overførsel af viden. Men den lineære model har fejlet enormt.
Det er langt fra sådan, at viden finder vej til samfundet på nogen direkte eller lineær måde. De institutioner, nationer og regioner der har flest ressourcer i forvejen, har samtidig de bedste forudsætninger til at anvende og udnytte ny viden. Det kræver massive investeringer i uddannelse, infrastruktur og viden at opbygge tilstrækkelig kapacitet til at tilgå og udnytte ny forskning. Har man ikke de rette forudsætninger og de fornødne eksisterende ressourcer og netværk, står man, alt andet lige, dårligere i det globale kapløb om viden.
Coronakrisen gjorde den globale videnskabelige ulighed tydelig. De lande og regioner, der havde mulighed for at udvikle vacciner og sætte dem i produktion, kunne hurtigt sikre deres befolkninger imod alvorlig sygdom og død.
De lande, som skulle købe medicin og udstyr på markedet, blev efterladt bagude. For eksempel Sydafrika, hvor regeringen ikke kunne få adgang til internationale sundhedsdata og licenser til at udvikle sin egen vaccine. Man blev efterladt i teknologisk fattigdom, fordi vestlige lande ikke var villige til at dele viden og patenter.
Læs også: Fjern loftet over internationale studerende
Et andet problem ved den lineære model er den bredt accepterede tendens til udelukkende at fremlægge viden i tidsskrifter og videnskabelige publikationer. Ikke nok med at mange forlag kræver eksorbitante abonnementspriser, der skal betales af universitetsbiblioteker eller enkeltinstitutioner, så er adgangen til den underliggende viden langt fra uproblematisk.
Det er blevet påvist i adskillige studier, at datakilder i mange tilfælde ikke publiceres, og ikke publiceres i et format, så andre forskere kan udnytte studierne til produkter og løsninger. Den bedste måde at få adgang til ny viden, er gennem samarbejder, partnerskaber og aktive netværk. Man kan få viden, hvis man har viden. At læse en videnskabelig artikel er i sig selv ikke nok: det kræver investeringer, infrastruktur og talenter at omsætte viden til samfundsløsninger.
Af disse og andre grunde er der indbygget store uligheder i den globale adgang til viden. Det handler ikke kun om adgang til publikationer men om adgang til talenter, bevillinger, samarbejder og netværk. Det såkaldt ”globale syd” kæmper med at komme på omgangshøjde med vestlige videnskabelige institutioner, som holder dem nede bevidst eller ubevidst ved at koncentrere den videnskabelige kapital i få eliteinstitutioner.
Hertil kommer, at det globale videnskabelige samfund har et andet afgørende problem. Hvem bestemmer forskningsdagsordenen? Hvem inddrages, når nye forskningsprogrammer udvikles og implementeres? Hvilke interessenter inviteres til at artikulere deres vidensbehov? For det meste lytter regering, råd og fonde til de etablerede industrier, brancheforeninger og virksomheder.
Når nye investeringer i forskning tilrettelægges, er det som regel, fordi aftagerne i det private erhvervsliv kalder på mere forskning og flere kompetencer. Marginaliserede grupper og grupper, der falder uden for ”den institutionelle virkelighed”, som mange af os lever i, kan ofte ikke gøre deres stemme gældende, når der afsættes bevillinger til forskning og innovation.
For at imødekomme nogle af disse problemer var World Science Forum i år dedikeret til spørgsmålet om social retfærdighed i videnskaben. Det endte med vedtagelsen af en ambitiøs deklaration ”The Cape Town Declaration on Science For Social Justice”. Hovedlinjerne i deklarationen handler om at skabe mere ligelig og retfærdig adgang til forskning: både hvad angår resultater (publikationer, rettigheder, netværk) og hvad angår beslutninger (strategier, programmer, prioriteringer).
Med væsentlige institutioner som International Science Council, UNESCO, American Association for the Advancement of Science, The World Academy of Sciences m.fl. som medunderskrivere kan man håbe, at deklarationen, når bredt ud og kan inspirere til et andet, mere nuanceret syn på impact og inddragelse i forskningen.
For eksempel kræver deklarationen, at der kommer mere fokus på forskning i fattigdom, social mobilitet, stigmatisering, kriminalisering m.m. af sårbare og udstødte grupper og minoriteter. I sig selv har disse emner ikke stor bevågenhed blandt vestlige fonde og regeringer, men de har store sociale implikationer for verdens befolkning.
Et eksempel er HIV-epidemien: mange relevante spørgsmål i bekæmpelsen af HIV handler ikke om medicinalprodukter eller sundhedsfremme men om adfærd, kultur, lovgivning, social udstødelse, uddannelse osv. som kræver en ambitiøs forskningsindsats, hvis der skal skabes holdbare løsninger.
Et andet eksempel er forskning i brug af tobak, alkohol og narkotika. I flere lande er der voldsomme epidemier med misbrug, som ikke tiltrækker nok opmærksomhed i den internationale forskning.
Læs også: Norden har brug for en fond til beredskabsforskning
Mange vestlige og ikke-vestlige regeringer handler som om tobak, alkohol og narkotika kan reguleres ved hjælp af lovgivning og kriminalisering. Faktum er, at der er tale om langt mere komplekse socioøkonomiske problemer, hvor evidens og forskning kan være med til at skabe større bevidsthed, indlevelse og medfølelse for de påvirkede befolkningsgrupper.
Det er forskning, som konkret kan bidrage til at skabe bedre levevilkår og livsbetingelser – men som ikke kan kommercialiseres ved hjælp af patenter og som ikke fejres ved uddelingen af nobelpriser. Social impact er en overset indikator for videnskabens rolle i det globale samfund.
Man kan selvfølgelig blive træt og opgivende, når man lytter til den slags diskussioner. Men i stedet er der grund til optimisme. Julebudskabet er, at forskere og vidensinstitutioner kan gøre en stor forskel.
Det hjælper faktisk, når man inddrager sårbare grupper i forskningen; når man formidler sin forskning på en åben og inkluderende måde; når man samarbejder med lande i det globale syd, eller når man bekæmper social uretfærdighed i videnskabens egen verden. Forandring starter et sted.
Tiden er moden til at vi stopper med at fokusere på ’key performance indicators’ (som publikationer, patenter og startups) og i stedet udvikler et sæt af globale ’key progression indicators’ som kan hjælpe med at måle, om kommer vi i hus med de store samfundsudfordringer. Læser man The Cape Town Declaration står det klart, at vi har brug for et paradigmeskift imod social impact – som rettesnor for fremtidens forskning og innovation.
David Budtz Pedersen er professor på Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet, og medforfatter til The Cape Town Declaration, som blev offentliggjort ved World Science Forum 5.-9. december 2022.
