– Det går imod alt, hvad mange ville have forudsagt, siger professor Eske Willerslev fra Center for Geogenetik i en pressemeddelelse fra KU.
– Jeg tror, mange forskere har antaget, at menneskene i Sunghir var meget nært beslægtede, især de to unge fra den samme grav.
Tidligere har man haft en generel formodning om, at det moderne menneske for 30.000-40.000 år siden, da de begyndte at befolke euroasien, levede i mindre grupper bestående af personer i tæt familie. Derfor er det overraskende, når DNA-analyser af en 34.000 år gammel grav fra Sunghir, 200 km øst for Moskva, viser et andet billede.
I graven lå ud over meget velbevarede smykker, tøj og spyd, også skeletdele af 4 mennesker – to børn og to voksne.
Forskningen er udført af et internationalt forskerhold, hvor blandt andre Eske Willerslev sammen med sin gruppe har sekventeret hele genomet for alle individerne, og fundet at de højst er familierelatede, som hvis de var halvfætre. Altså så langt fra hinanden at indavl ikke udgør en stor fare.
– Det her betyder faktisk, at selv folk i øvre palæolitikum, som levede i små grupper, forstod vigtigheden af at undgå indavl, siger han.
– Det betyder, at de må have udviklet et system til dette formål. Hvis små grupper af jægere og samlere dannede partnerskaber tilfældigt, ville vi se mange flere tegn på indavl, end vi ser her.
Når graven viser et andet billede end vi førhen har troet, får det spekulationerne til at spire. For hvis ikke personerne i graven var tæt beslægtede – hvordan udvekslede de forskellige grupper, der har levet i nærheden af hinanden, men ikke sammen, så mennesker?
– Små familiegrupper har formentlig haft forbindelse til større netværk, og det har fremmet udvekslingen af individer mellem grupper, så man har opretholdt diversitet, siger professor Martin Sikora fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet, der også har deltaget i studiet.
Og professor Marta Mirazón Lahr fra Leverhulme Centre for Human Evolutionary Studies ved Cambridge Universitet, supplerer
– De fleste primatsamfund, som ikke består af mennesker, er organiseret omkring slægtninge af samme køn, hvor et af kønnene bliver boende, og det andet flytter hen til andre grupper, hvorved indavl minimeres, siger hun.
– På et tidspunkt ændrede tidlige menneskelige samfund deres parringssystem til et system, hvor et stort antal af de individer, der dannede små jæger-samler enheder, ikke var beslægtede. Resultaterne fra Sunghir viser, at mennesker i øvre palæolitikum kunne bruge avancerede kulturelle systemer til at opretholde meget små grupper ved at integrere dem i et bredt socialt netværk af andre grupper.
Når man ser på neandertalerne, som uddøde formentlig også forårsaget af det moderne menneskes fremfærd, kan de her ”partner-netværk” have været centrale. Undersøgelser af neandertalere fra blandt andet fund i Altaibjergene, tyder nemlig på at de levede i små tætbeslægtede grupper, hvor indavl var sandsynlig. Modsat det moderne menneske.
– Vi ved ikke, hvorfor neandertal-grupperne i Altai var indavlet, siger Sikora og fortsætter: Måske var de isolerede, og det var den eneste mulighed; eller måske lykkedes det dem virkelig ikke at udvikle et tilgængeligt netværk af forbindelser. Vi har brug for mere genomisk data af forskellige neandertal-befolkningsgrupper for at være sikre.
Resultatet er publiceret i Science d .5 oktober
Forsiden lige nu:

DTU-lektor om eksterne partnere: Det kan løfte forskning til nye højder
Der er ikke mange forskere tilbage, der kimser af eksterne samarbejder, mener Repræsentant for Forskningspolitisk Udvalg i DUA. Selv føler han sig tryg i de rammer, universiteterne har sat op, men bekymrer sig mere over, hvordan de kommercielle interesser fører til smallere forskning.

KU diskuterer gæsteforfatterskaber – akademisk valuta eller magtmisbrug?
Praksisudvalget havde inviteret til konference om forfatterskabstvister med et tætpakket program. Fra en bred palet af vinkler blev de omstridte gæsteforfatterskaber diskuteret som et etisk og juridisk problem i forskningsverdenen.

Queerness og kønsstudier: Forskers vej i karrieren, hvor “ingen bliver til noget af egen kraft”
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Ingen i Mons Bissenbakkers nærmeste familie havde læst på universitetet. En underviser prikkede ham på skulderen, og det har resulteret i, at han i dag er lektor i kønsforskning og leder af Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed.
Seneste artikler:

Robothænder med følelser
Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu.

Jens Lundgren: – Jeg var lægestuderende, havde kludder i mit privatliv og ønskede at tage orlov. Så fik jeg en øjenåbner
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Midt i en periode med kludder i privatlivet blev Jens Lundgren inviteret til det føderale forskningsinstitut NIH i USA. Det blev en øjenåbner for ham.

Mathias Poulsen: – Mine spørgsmål trængte sig på: Bidrager legen til samfundets demokratiske samtaler?
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Mathias Poulsen startede en international legefestival, som udviklede sig til et levende, legende fællesskab. Derfra mærkede han en længsel efter at stille store spørgsmål.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.