Nobelprismodtagere: Her er universiteternes største udfordringer

Siden den første nobelprisuddeling i 1901, har knap 700 personer modtaget prisen som symbol for hæder af epokegørende videnskabelige fund og bidrag til verdenssamfundet. Ud af de 235 prismodtagere, som stadig er i live, har 50 af dem medvirket i en undersøgelse, udarbejdet af Times Higher Education (THE). Undersøgelsens temaer strækker sig fra forskningsvilkår til hvad, de opfatter som de største trusler for menneskeheden.

Til spørgsmålet om, hvad der udgør universiteternes største udfordringer, svarede 43% ikke overraskende: Mangel på penge. Næstefter problematisk økonomi listede nobelprisvinderne manglen på akademisk frihed (13%) og postfaktualitet (11%).

Og pengene er et tema, der går igen, når nobelprismodtagerne spørges ind til, om deres videnskabelige gennembrud ville have været muligt med det fondsmiljø, vi har i dag.

Biokemiker, Richard J. Roberts, modtog sammen med en forskerkollega nobelprisen i medicin i 1993. Han tvivler på, at hans gennembrud havde været muligt for ham at gennemføre i den moderne akademiske verden. Han er overbevist om, at det han ansøgte om dengang, ikke ville være blevet finansieret i dag:

– Jeg ville undersøge et meget simpelt spørgsmål, som folk troede, de allerede kendte svaret på. Men det gjorde de ikke, udtaler han til THE.

Det gør Roberts til en af de 16% af nobelprismodtagerne, der ikke tror, at deres gennembrud havde været muligt i det nuværende fondsmiljø. 47% mener, at deres fund muligvis stadig ville have været mulige, mens 37% mener, at deres gennembrud sagtens ville kunne lade sig gøre i dag også.

Richard J. Roberts finder det problematisk, at topforskere skal spilde urimelige mængder tid på fondsansøgninger, som for det meste ikke fører noget med sig. Tid, der skulle være brugt på vigtige opdagelser:

– Dygtige forskere ved, hvordan man skriver fondsansøgninger, men det du ender med at forske i, er ofte arbejde, der ikke er inkluderet i din bevilling. Når eksperimenter fejler, bliver man nødt til at undersøge hvorfor. Enten har man kludret i det, ellers prøver naturen at fortælle dig noget, siger han.

Roberts’ holdning bakkes op af flere af de øvrige deltagende nobelprisvindere, og der tegner sig et mønster i deres udtalelser, som peger på en manglende risikofrivillighed omkring forskningen. Det kan blive problematisk for fremtidige topforskere:

– Der er mangel på længerevarende stillinger og langvarig fondsfinansiering af risikable projekter, der kan lede til en nobelpris, supplerer en prisvinder med base i Tyskland.

Læs nobelprisvindernes perspektiver på resten af spørgsmålene fra undersøgelsen her.