– Danskerne og deres vendiske allierede førte alle hære til provinsen Revele i Estland og slog lejr ved Lyndanise, som engang havde været esternes borg. Korsfarere ødelagde nu den gamle borg og begyndte at bygge en ny. Esterne samlede da en stor hær mod danskerne og sendte deres ældste til kongen (Valdemar Sejr) for med bedrageriske ord at forhandle fred med ham. Og kongen troede dem og gennemskuede ikke deres falskhed. Han gav dem gaver og biskopperne døbte dem og sendte dem tilbage til deres folk fuld af glæde. Tre dage senere ved aftenstide kom de imidlertid tilbage med hele deres hær og faldt uden varsel over danskerne fra fem forskellige sider… Danskerne blev jaget i alle retninger, og mange blev dræbt.
Således beskriver den tyske præst og krønikeforfatter, Henrik af Letland, Valdemar Sejrs store togt til Estland i 1219. En udlægning, der afviger fra andre beretninger om den danske korsfarerkonge, der omtaler Valdemar i langt mere rosende vendinger.
Krønike med tysk dagsorden
En forklaring kommer lektor Carsten Selch Jensen fra Afdeling for Kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet med i sin nyligt forsvarede doktorafhandling ”Med ord og ikke med slag. Teologi og historieskrivning i Henrik af Letlands krønike (ca.1227)”.
– De fleste korstogskrøniker er kirkepolitisk spin. Bestilleren var ofte en biskop eller anden højtstående gejstlig med en ganske bestemt dagsorden med krøniken, og beretningen blev derfor farvet fra start af. Det er også tilfældet med Henrik af Letland, der stilede imod at legitimere den tyske mission i Baltikum og skildrer den som den eneste sandfærdige. Danske, svenske og også russiske missionærer og korsfarere fremstilles som grådige, falske og i tilfældet Valdemar Sejr som en naiv og lidt ubehjælpsom hærfører, fortæller Carsten Selch Jensen med henvisning til kongen, der lod sig narre af de bedrageriske ord.
Henrik adskiller sig dog fra andre krønikeskrivere, da han selv virkede som missionær, tolk og præst i Letland fra 1205 og skrev sin krønike kort tid efter, at begivenhederne fandt sted.
– Henriks nærhed til og deltagelse i den tyske mission i Baltikum mærkes tydeligt i hans krønike, der er både levende og medrivende fortalt. Ud over sin teologiske viden havde Henrik indgående kendskab til krigsførelse, og hans beskrivelser af slagene mellem kristne og hedninge er ofte rene øjenvidneskildringer og som at læse en krigskorrespondents reportager, fortsætter Carsten Selch Jensen.
De skurkagtige danskere
Afhandlingens primære formål var en analyse af krønikens tekstmæssige opbygning – den første af sin art – og det afslører ikke alene Henrik som et historisk øjenvidne, men også som en ferm formidler:
– Henriks krønike har med sin samtidighed og detaljerigdom stået centralt i forskningen og været flittigt brugt som historisk kilde. Men selve opbygningen af teksten og Henriks måde at fortælle sin historie på er for mig ligeså interessant, for her ligger megen viden gemt. Henrik valgte at skrive i forlængelse af Bibelen, hvor de gode – tyskerne – blev fremstillet som disciple, mens alle skurkene – danskere, svenskere og russere – f.eks. blev tillagt Judas’ ord. Henrik kendte sine bibeltekster godt og brugte dem dygtigt. Jesus’ lignelse om arbejderne i en vingård bliver i hans udlægning til missionsmarken som Herrens vingård og de tyske missionærer som de sande vingårdsmænd, mens alle andre stemples som falske vingårdsmænd, der trænger uretmæssigt ind.
De tyske missionsfolk endte flere steder i konkurrence med danske og svenske præster, for ved at omvende og døbe de lokale bandt man dem i et vasallignende forhold, hvor både folk og landområder kom til at høre under de respektive missionærers respektive regenter.
Henrik beskriver, hvordan danske præster har så travlt med at underlægge sig estisk land, at de kun døber indbyggerne i få landsbyer og derefter sender tjenere videre til omkringliggende landbyer med indviet vand, så bønderne selv kunne sprinkle vievandet på deres kvinder og børn. I hast rejste man så store trækors for at markere, at området nu var kristnet og underlagt den danske konge.
Et jerntæppe gik ned
– De forskellige dele af Baltikum blev i løbet af 1200-tallet underlagt forskellige kirker, og det fik på sigt betydning for deres tilhørsforhold i Europa. Med den russisk-ortodokse kirke og de tyske og skandinaviske kirker opstod et skel ned gennem Europa, der passer med vor tids jerntæppe. Især Estland og Letland har orienteret sig imod Vesten og har f.eks. i dag lutheranske kirker, påpeger Carsten Selch Jensen.
Endnu mere aktuelt er Henriks redegørelser for hellig krig i Guds navn, og hvornår man retfærdigvis kan bruge vold til omvendelse af hedninge. Det giver ifølge Carsten Selch Jensen stærke associationer til de religiøse konflikter, vi oplever i dag, og gør Henriks 1200-tals krønike uhyggeligt aktuel.
