I en verden præget af koldkrigslogik har vi netop behov for grænseløs videnskab

Af Forskerbevægelsens bestyrelse; Ole Wæver, Professor ved Institut for Statskundskab på KU, Maria Toft, forhenværende ph.d.-studerende i Statskundskab ved Københavns Universitet, Stiig Markager, Professor ved Institut for Ecoscience – Marin biodiversitet og eksperimentel økologi på AU, Christoph Ellersgaard, Lektor ved Institut for organisation, CBS, m.fl.

Alt omkring os udspringer af en idé. Måske var vi endda selv en idé i vores forældres sind før, vi blev til i denne verden. Idéerne er derfor universelle i sin natur og har en kraft, som ikke kan spærres inde. De trodser fysiske grænser og de kan bryde igennem social og mentale skillevægge.

I en til stadighed mere begrænsende verdensorden, hvor frygtens sprog bliver brugt i en eskalerende og primitiv koldkrigsretorik fra flere sider – da er der netop behov for en brobyggende og grænseløs videnskab. 

Forskningen handler først og fremmest om at forstå og forbedre verden – på tværs af landegrænser. Historien viser, at netop samarbejde mellem nationer, selv i perioder med dybe politiske konflikter, har været afgørende for videnskabelige fremskridt. Vi kan se på afslutningen af den kolde krig, hvor amerikanske og russiske videnskabsfolk arbejdede sammen for at forhindre en nuklear katastrofe.

Vi kan se på, hvordan internationalt samarbejde har muliggjort store medicinske gennembrud og vi kan se, at langt de fleste forskningsmiljøer tager det frie internationale samarbejde nærmest fuldstændig for givet. 

Videnskab bliver et redskab

Derfor virker det så kunstigt og fuldstændigt fremmet, når forskere bliver pålagt at identificere “sikkerhedsemner” i deres forskning, at screene samarbejdspartnere og at implementere kontrolforanstaltninger. Den voksende mistillid udenfor universiteterne siver ned i forskningsmiljøerne og truer den frie (frygtløse) tænkning.

Den nylige kampagne fra PET er blot et eksempel på, hvordan mistroen til internationale forskere institutionaliseres. Det er ikke en tilfældig udvikling, men en del af en bredere tendens, hvor videnskabens universalistiske principper udfordres.

Denne sikkerhedslogik er i øvrigt ligeledes indlejret i en industri- og erhvervspolitisk dagsorden, hvor sikkerhedsliggørelsen af forskningen bliver brugt til at beskytte vestlige virksomheder fra konkurrence under dække af nationale interesser. Videnskaben bliver således til et redskab for geopolitisk magtkamp og industriel protektionisme. Heraf følger spørgsmålet, om denne videnskab i så fald er sand – eller som minimum god?

Her kan den amerikanske sociolog Robert K. Merton hjælpe os lidt på vej. Merton udviklede i 1942 nogle normative principper for god videnskab. De såkaldte CUDOS-principper indebærer, at videnskaben skal udgøre et samarbejdende fællesskab og være frit tilgængelig.

Den skal være universel, uafhængig af tid, sted og kultur. Den skal være upartisk og uafhængig af interesser. Den skal bidrage med ny viden, og endelig skal den systematisk undersøge påstande, være antiautoritær og forholde sig tvivlende. 

Læs også: Forskning er blevet et våben i den nye verdensorden

En sikkerhedsliggørelse og en ydre mistænkeliggørelse styrker tværtimod den bevægelse, som kun er blevet stærkere de seneste år på universiteterne, nemlig normsættet, som fysikeren John Ziman karakteriserede som markedsliggørelsen af videnskab kaldet ’PLACE’: Et normsæt hvor viden gøres til genstand for privat ejendomsret og ikke automatisk offentliggøres (proprietary); den fokuserer på lokale tekniske problemer, ikke forståelse; er autoritær (chefen bestemmer); man får udpeget bestemte praktiske mål (commissioned); og er ekspertorienteret mod problemknusning, ikke drevet af fri nysgerrighed.

Hemmelig forskning hører ikke til på universiteterne

Der findes selvfølgelig forskningsområder, hvor sikkerhedshensyn kan være relevante. F.eks. nuklear teknologi, avancerede AI-modeller med potentielle militære anvendelser eller bioteknologiske opdagelser, der kan misbruges.

Men vurderingen heraf er ikke forskernes opgave, og disse undtagelser skal være netop det: undtagelser. Hvis et forskningsområde ikke kan deles, bør det slet ikke være på universiteterne. Her kunne man lære af MIT eller andre internationale forskningsinstitutioner, som har adskilt disse områder fra universiteterne både fysiske og organisatorisk. 

Læs også: Mere forskning i forsvar kan blive en gave til forskerspioner

Problemet med mantraet “så åben som muligt og så lukket som nødvendigt” er, at det ikke anviser, hvordan man skal foretage afvejningen. I praksis betyder det, at frygt og forsigtighed altid vil vægte tungest. Resultatet er, at forskningsmiljøer langsomt kvæles af sikkerhedshensyn, der ofte bunder i kommercielle eller geopolitiske interesser.

Den frie forskning må aldrig vige pladsen for den strategiske forskning – forskning, der primært tjener industri- og militærpolitiske formål. Det ville være et tab for os alle.

Rigtig videnskab er grænseløs

Vi vil derfor i Forskerbevægelsen insistere på videnskabens universalitet, og vi skal være bevidste om, hvad vi mister, hvis vi forfalder til en ny koldkrigslogik, hvor vidensudveksling med bestemte lande nærmest per automatik afvises.

Vi mister ikke kun adgang til viden, vi mister også en fundamental del af det, der gør videnskaben til videnskab: dens åbenhed og dens forpligtelse til at blive delt. Forskningsverdenen har altid fungeret bedst, når den ikke kender grænser.

Det er vores opgave som forskere i fællesskab at fastholde dette ideal – ikke at lade os presse ind i en paranoid sikkerhedslogik, der truer forskningens grundlæggende værdier. Derfor opfordrer vi til en mere principiel holdning: Fri forskning skal forblive fri. Fuld åbenhed, aldrig lukkethed. Den grænseløse videnskab er et gode i sig selv. Det er sin egen forudsætning for overhovedet at kunne kaldes videnskab.

Læs også: Ny forperson i DM: Respekt om forskning, tak

Herudover vil vi imidlertid slutte af med Niels Bohrs rungende ord fra sit åbne brev til FN i 1950, som fortsat kaster ekko den dag i dag. Ord, der understreger, at den åbne videnskab ligeledes er en forudsætning for fred og for netop at skabe de forbindelser, de broer, som der er så nødvendige at skabe i en tid som denne: 

”Det ansvar, som de moderne fremskridt inden for videnskab og teknologi pålægger alle nationer, kan kun opfyldes gennem åbent samarbejde på grundlag af lighed og gensidig respekt.”