Universitetsledelser skal rustes til at tackle en farligere virkelighed

Af Arne Flåøyen, Direktør, NordForsk

Universitetsledere er ansvarlige for at gøre deres institutioner i stand til at identificere risikoen for trusler så tidligt som muligt og for at minimere omfanget af skader, når de opstår.

Med det nuværende trusselsbillede er kravene til risikoforståelse og beredskabsekspertise på universiteter og andre forskningsinstitutioner i Norden steget betydeligt.

Den akademiske verden bør arbejde mere systematisk med at forbedre sikkerhedsforståelsen og -kulturen på institutionerne, så de er bedre rustet til at møde nye trusler. Det vil være et vigtigt bidrag til at opnå en ansvarlig internationalisering af forskningssamarbejdet i Norden.

En mindre sikker virkelighed

Der er en stor krig i gang i Europa, som truer både vores fysiske sikkerhed og vores værdier. Der er øget polarisering og konkurrence mellem landene, og den nyligt tiltrådte verdensleder taler om at begrænse den internationale handel. Institutioner i både den private og den offentlige sektor oplever dagligt massive cyberangreb. Hybride trusler registreres på en række områder. Tilliden til viden er faldende i mange dele af verden, mens konspirationsteorier og falske nyheder florerer på internettet. I flere stabile demokratier i Europa vinder ekstreme partier, der ønsker at begrænse den akademiske frihed og universiteternes uafhængighed, opbakning og politisk indflydelse. Det er den virkelighed, som nutidens universitetsledere må forholde sig til.

I liberale demokratier er universiteterne kritiske infrastrukturer, som skaber og forvalter viden, uddanner borgere og bidrager til at opbygge både materielle og immaterielle værdier, som vores samfund har brug for.

Der er bred enighed i Norden om, at universiteterne skal sikres stabile rammebetingelser, uafhængighed og retten til at beskytte den akademiske frihed for at kunne opfylde deres samfundsmæssige mission. Der er ingen garanti for, at denne konsensus vil fortsætte.

Det ligger i praksis i universitetsledernes gener at beskytte den akademiske frihed, støtte internationalt samarbejde og kæmpe for institutionernes ret til at styre sig selv. I en tid med et øget og mere komplekst trusselsbillede skal universitetsledere balancere sikkerhedshensyn med ønsket om størst mulig grad af åbenhed og autonomi på en anden måde end tidligere. Det er blandt andet nødvendigt for at bevare tilliden til universiteterne og deres værdisystem.

Skade indefra

Der er mange måder at skade et universitet og dets omdømme på. Studerende og ansatte er universiteternes vigtigste ressource, men det er også dem, der kan påføre institutioner og samfund den største skade.

Folk med ondsindede hensigter, der kommer ind på universiteter, kan fysisk skade studerende og ansatte, angribe IT-systemer, ødelægge forskningsinfrastruktur og manipulere med avancerede bygningsstyringssystemer. De kan ødelægge vigtige samlinger som for eksempel biobanker og stjæle smittestoffer, der kan bruges i bioterrorangreb. De kan ødelægge eksperimenter, forfalske forskningsresultater og snyde i publikationer. De kan stjæle og dele data med udenforstående og dermed bidrage til industrispionage eller gøre det muligt for fremmede magter eller organisationer at bruge forskningsresultater ikke kun til civile, men også til militære formål (såkaldt dual-use). 

Læs også: EU er hægtet af i kritisk kapløb om teknologier

Forskere, der arbejder inden for områder, der opfattes som kontroversielle, kan blive truet og miskrediteret, så de bliver skræmt væk fra at forske og undervise eller deltage i den offentlige debat.

Universiteter, der af natur er åbne og internationalt orienterede, kan være gode skjulesteder for spioner og illegalister og dermed gode muligheder for at skaffe sig oplysninger om vigtige samfundsforhold, indgå i netværk, kortlægge kritisk infrastruktur og hverve andre til at hjælpe fremmede magter, der ikke vil os det godt.

Nordisk samarbejde

Nutidens nordiske universitetsledere har hidtil kun i begrænset omfang skullet forholde sig til alle de trusler, som institutionerne nu er udsat for. Disse trusler øger efterspørgslen efter universiteternes ekspertise i at vurdere, forebygge og begrænse trusler og skadevirkninger. Nogle er sikkert godt rustet, men mange vil have stor gavn af kurser og uddannelse i beredskab og krisestyring. 

Da de nordiske lande har ret ensartede institutioner, en lignende akademisk kultur og deler vigtige værdier som tillid og åbenhed, mener jeg, at de nordiske lande bør gå sammen om at udvikle og tilbyde uddannelse i krisehåndtering for den akademiske verden.

Læs også: Der er brug for et fælles nordisk beredskab til kriseforskning

De, der i fremtiden skal have ledende stillinger inden for forskning og uddannelse, bør opfordres til at gennemgå en sådan uddannelse. Det ville være en tilpasning til nutidens ubehagelige realiteter. Det vil bidrage til at forbedre sikkerheden på og omkring universiteterne og gøre det lettere at forebygge negative hændelser.

Det er også vigtigt, at det fremtidige nordiske samarbejde på forskningsområdet er så åbent som muligt og så lukket som nødvendigt.