Flere og flere virksomheder benytter sig i stigende grad af kunstig intelligens til samlebåndsarbejde, mens der i dag også findes robotter på danske sygehuse. Og i takt med, at robotterne indtager offentlige institutioner og findes i situationer og arbejdsgange, hvor de omgås mennesker, er behovet og nødvendigheden for at tillægge robotter – og kunstig intelligens i det hele taget – sociale normer og evner stigende.
Men hvor langt er forskerne, når det kommer til social kunstig intelligens, og hvordan ser fremtiden ud for det?
De spørgsmål beskæftiger Thomas Bolander, professor og forsker på DTU, sig med i ny bog. Både for at brede viden ud om netop kunstig intelligens, men også for at rette fokus mod, hvorfor og hvordan især social kunstig intelligens fremadrettet bevæger sig fremad i stedet for at stå i stampe.
– Jeg oplever stadig mange myter og misforståelser omkring, hvad kunstig intelligens kan eller ikke kan. Folk ser et eller andet, der beskriver, hvordan kunstig intelligens nu kan løse et problem, som antænder en allerede gennemgående ide om, at nu er robotter snart klogere end mennesket. Det synes jeg er noget vrøvl, så den myte vil jeg gerne mane til jorden. Og så er der brug for, at forskning i social intelligens bevæger sig i den rigtige retning, siger Thomas Bolander.
Især den sidste årsag – at forskningen skuer fremad i en fælles retning – er elementært for, at der sker gennembrud i social kunstig intelligens, fordi det er et grundvilkår for fremtidens robotter.
Det kan lyde ligetil, men sådan forholder det sig ikke ifølge Thomas Bolanders nye bog, og han påpeger derfor behovet for, at man begynder at tage forskningsområdet seriøst, og at man kombinerer de to nuværende paradigmer inden for social kunstig intelligens.
Udfordringen er dog, at forskerne fra hver lejr i lang tid har bekriget hinanden for at nå først i mål.
Paradigmekrig mellem forskerne
De to paradigmer beskriver to forskellige måder at ”efterligne” den menneskelige hjerne og menneskelige problemstilling, og de bruges som inspirationskilder til at overføre sociale evner til kunstig intelligens.
Det ene paradigme forholder og lader sig inspirere sig af de neurologiske processer i vores hjerner, mens det andet fokuserer på vores tankeprocesser og adfærd i stedet.
De er altså på mange måder hinandens modsætninger, hvilket har givet anledning til en ”paradigmekrig”, og i bogen skriver Thomas Bolander blandt andet:
“I det meste af den kunstige intelligens’ historie har de to paradigmer ligget i krig med hinanden om, hvem der havde den “rigtige” opskrift, dvs. det største potentiale for at lede til ægte intelligent adfærd”.
Ifølge Thomas Bolander skyldes det, at de to teknikker er så forskelligartede, samtidig med at kunstig intelligens gennem tiden har oplevet op- og nedture. Den kombination har i en vis grad ført til en følelse af, at ”vi gør det rigtigt, mens I gør det forkert”, som har gjort distancen større mellem forskerne fra de to paradigmer, fortæller han.
– Kunstig intelligens har været gennem en del kriser, hvor det ikke er gået så godt, eller hvor det er gået for langsomt, og hvor det ikke er blevet, som man havde forventet. I de kriser tror jeg, at de to lejre har været gode til at sige, at det primært skyldes, at den anden lejr gør det helt forkert, siger Thomas Bolander og fortsætter:
– Og så skyldes den interne bekrigelse også, at vi langt hen ad vejen ikke forstår, hvad de andre laver. Som forsker er man så meget inde i sit eget stof, at man langt bedre kan se potentialet, og hvorfor ens forskningsområde er den rigtige løsning. Der kan man måske være tilbøjelig til at tænke, at dette ikke gør sig gældende for de andre.
Thomas Bolander nævner desuden, at eftersom videnskab er en evolutionær proces, er det ikke åbenlyst, hvad den rigtige model er for at skabe intelligent adfærd. I den dynamik opstår der en konkurrence, der handler om at komme først i mål.
Anbefaling 3: Kombiner de to paradigmer
Paradigmekrigen har muligvis været med til, at social kunstig intelligens ikke er nået længere end den er i dag, men de to lejre er ved at nærme sig hinanden.
I bogen skriver Thomas Bolander, ”at de fleste forskere efterhånden heldigvis har indset, at de to paradigmer har hver deres styrker og svagheder, og at så̊ længe ingen af dem kan løse samtlige af de problemer, det andet kan, så̊ bør de hellere supplere end bekrige hinanden”.
At forskerne fra de forskellige paradigmer begynder at arbejde mere sammen på tværs, skyldes primært, at tiden er moden til det ifølge Thomas Bolander.
– Vi burde selvfølgelig have snakket sammen tidligere, men tiden har gjort det lettere, og hver dag publicereres der artikler om social kunstig intelligens, som har begge paradigmer med i spil, siger han.
Det er også derfor, at en af de tre anbefalinger, som bogen kommer med, netop handler om at kombinere de to paradigmer.
Ved at styrke samspillet mellem de to er sandsynligheden for, at vi engang oplever kunstig intelligens, der evner at omgås mennesker på et langt højere socialt niveau, større.
Hvorvidt det sker inden for den nærmest fremtid, er Thomas Bolander dog påpasselig med at svare på.
– Man skal passe på med at gisne om, hvordan fremtiden ser ud for kunstig intelligens. Vi ved ikke, hvad den næste trend er, eller hvad det næste gennembrud bliver, men jeg kan se, at der er flere og flere, der får øjnene op for, at paradigmerne skal til at snakke sammen, siger han og fortsætter:
– Der er også flere og flere, der snakker om etikken og social kunstig intelligens, så der er et helt klart et potentiale for at udvikle robotter med sociale evner.
Moderne ideer: Hvordan ser fremtiden ud med kunstig intelligens? udkommer den 31. oktober på Informations Forlag.
