Hans Bonde: Kønsbaseret selektion på danske universiteter er lovstridig og unødvendig

– Kvinders aktive deltagelse på alle niveauer i det moderne samfundsliv er et absolut gode, der kan gøre hele samfundet klogere og rigere […] Bestræbelserne for kvinders øgede engagement skal blot foregå ud fra redelige argumenter og virkemidler.

Sådan skriver Hans Bonde i det indledende afsnit i sin nye bog “Vi vil have vores fair andel! På vej mod fifty-fifty-kulturen”, som han lige har udgivet sammen med statistikkyndig epidemiolog Torsten Skov. I bogen retter de skarp kritik af de argumenter og virkemidler inden for positiv særbehandling, som forfatterne mener, universiteterne har praktiseret i en årrække.

Tvungen fifty-fifty-fordeling

– Der skabes en mistanke i det øjeblik, man kan konstatere, at kvinder ikke i samme grad som mænd er professorer. Blot ved at konstatere at resultatfordelingen ikke er 50/50, taler man om “skæve tal”. Men det er en værdi, der lægges ind i tallene, for i sig selv siger de jo intet om, at der er foregået diskrimination, eller om der er helt andre faktorer på spil – som forskellige livsvalg, siger Hans Bonde. 

Det er eksempelvis forskningsprogrammer som Lehmann, FREJA og YDUN, Hans Bonde retter kritik mod. Alle samme puljer, som er målrettede kvindelige forskere. Det er lovstridigt at selektere mænd fra ved opslag af midler, siger Hans Bonde. 

– Mænd har ikke en chance for at få stillinger eller bevillinger gennem disse programmer. Men man må ikke på forhånd selektere via køn jævnfør Ligebehandlingsloven i Danmark og EU-lovgivningen. I særlig grad ikke, når det gælder opslag af offentlige midler, uddyber han.

Lige nu er Lehmann-programmet op til debat, fordi regeringen vil femdoble programmet fra næste år trods eksperters juridiske advarsler. 

Kvindelig elitepolitik

Går man ind og kigger på progressionen fra nyansatte adjunkter til henholdsvis nyansatte lektorer og professorer, så foregår udskiftningen i det forventede tempo. Det skriver Hans Bonde i bogen. Han påpeger, at der ikke foregår diskrimination i forhold til kvinders karrieremuligheder inden for forskning. Tværtimod tyder alt på en igangværende positiv særbehandling af kvinder. Således er der i dag en næsten dobbelt så stor chance for en kvindelig ansøger for at opnå et adjunktur eller et lektorat og også en langt større chance ved professorater, argumenterer han.

– Men der ligger et problem et andet sted. Der er rigtig mange kvinder, der aldrig kommer fra ph. d til adjunktur. De risikerer at gå i ti år til en lav løn uden at vide, om de får en fast stilling. Hvis man skulle sætte ind, så skulle man måske gøre noget ved unge kvinders – og unge mænds – vilkår, siger han.

Han tilføjer, at kvinder på ph. d.-niveau ofte ender med at søge over i industrien eller den offentlige sektor med bedre jobsikkerhed og højere løn. Ultimativt er det derfor universiteterne, der taber på den svære overgangsperiode fra løst- til fastansat. 

Forskning er den sektor, der for alvor har rykket i retning af kvindefavorisering. Den er på mange måder blevet en inspirationskilde for andre sektorer

Når fokus er på at få kvinder i topstillinger på universiteterne, bliver kønskampen hurtigt fokuseret på eliten, siger Hans Bonde.

– Den moderne feminisme har på universiteterne har udviklet sig til en kvindelig elitepolitik. Man tager udgangspunkt i de trængsler, som unge kvinder har i tidligere karriereforløb, og bruger dem som rampe til at kræve professorater til kvindelige lektorer. Det er en politik, der alene gavner dem øverst i hierarkiet, uddyber han.

Universiteterne kritiseres især 

I sin nye bog dedikerer Hans Bonde kapitler til både kunst, film, ledelse og politik. Men den første og længste del omhandler forskning. 

– Forskning er den sektor, der for alvor har rykket i retning af kvindefavorisering. Den er på mange måder blevet en inspirationskilde for andre sektorer. Det er utrolig trist, at det sted, man burde søge mod søg objektivitet, er blevet det sted, der er mest ideologisk i relation til feminismen, siger han.

Det kan give dårligere serviceydelser at vælge potentielt mindre egnede kandidater, mener han. Samtidig risikerer mændene diskrimination, og kvinderne kan i sidste ende blive anset som et B-hold, som får poster kva deres køn.

– Jeg vil godt understrege, at jeg opfatter mig selv som en kvindefrigørelses-mand. Et af mine stærkeste motiver er, at jeg ønsker, at kvinder skal behandles som statsborgere og ikke som kønsvæsener i en parallelkultur, afrunder han.