Efter professor i antropologi og hyppigt tv-optrædende Rane Willerslev blev direktør for Nationalmuseet, har der været kedsomhedsknapper, Jim Lyngvild og flere ’wow’-forestillinger at finde.
Han mener nemlig, at vi skal turde tage flere chancer og gøre op med, at det hele skal være perfekt. Og så skal vi huske, at det er alle, der betaler for Nationalmuseet, derfor må der gerne være underholdning på programmet. Det udfordrer og giver penge i kassen.
Det hele handler egentlig om, at vi skal definere os under et mere moderne dannelsesbegreb – og det har Rane Willerslev skrevet en bog om.
– Det, man kan blive rystet over, når man laver et eksperimenterende greb, er at møde ordet ’tivolisering’. Det forstår jeg simpelthen ikke. Man skal jo tillade, at der både er plads til, at der er succeser, og at der fejles, siger Rane Willerslev.
Det er ingen hemmelighed, at Nationalmuseets budget er stramt. Meget stramt endda. Det er også et af emnerne i Willerslevs bog, og han mener, at den smalle økonomiske ramme faktisk kan hjælpe kreativiteten.
– Pengeelementet har tvunget museet til at tage seriøst, at det skal møde befolkningen i øjenhøjde. Det er derfor, at det eksisterer. Det er ikke noget, der skrider imod museets DNA, at det skal tjene penge på publikum. Det kan faktisk betyde, at man kan lege mere med tankegangen, siger han.
Det er ikke alle, der deler den tankegang. Og det er netop Willerslevs eget forskerbagland, der kritiserer, at der sættes ”wow”-faktor på flere tusinde års historie.
– Nationalmuseet er ikke til for at forskere kan lave udstillinger til hinanden. Kritikken om tivolisering kommer ofte fra dem, der er specialiseret. De siger, at det er underlødigt at skabe det til folk. Men det kan jeg ikke se. Hvis man vil snakke forsker til forsker, så har man jo de videnskabelige publiceringer, siger Willerslev og uddyber:
– Jeg kommer selv fra den verden, og forskerne burde være de mest åbne for nytænkning. Så det er et misforstået dannelsesbegreb. Her er man ikke åben for at lade sig destabilisere, siger han.
Jim Lyngvild og de omdiskuterede vikinger
Det var, da offentligheden skulle ”møde vikingerne” med Jim Lyngvild for første gang, at der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved Willerslevs måde at være direktør på.
– Målet med Jim Lyngvilds udstilling er ikke at give et mere udtømmende billede. Det er at skabe viden og nysgerrig. Det har den formået, og det har vi måling på. Vi kan godt lave kan ’blingbling’, og samtidig levere noget, der er meningsfyldt, siger han.
Det var dog ikke meget, Willerslev kendte til den kontroversielle designer, da han i sin tid sagde ja til udstillingen. Det interesserede ham ikke, siger han, men ’det burde det nok have gjort’. I det mindste, så han var forberedt.
– Det var hans evner som designer, der interesserede mig. Hvor folk står politisk, eller hvordan de gebærder sig, skal ikke afgøre det. Havde jeg vidst, hvor kontroversiel, han er som person, havde det måske formet min beslutning. Så jeg er måske glad for, at jeg ikke vidste det, siger han.
Jim Lyngvild udarbejdede udstillingen i samarbejde med adskillige forskere. Derfor er fakta i orden, selvom der er meget, som er overladt til egen refleksion hos den besøgende. Og det er netop spændet mellem fantasi og videnskab, som han gerne vil fremelske.
– Hvis børn lærer igennem leg, så sidder det fast. Mange tænker, at hvis børn har det sjovt, så lærer de ikke noget. Men det er simpelthen helt forkert. Udstillingen tvinger den besøgende til at reflektere over forbindelsen mellem fantasi og fakta, og det er en erkendelse af, at det ikke står i modsætning til hinanden, siger Willerslev, og uddyber:
– Hvis du ikke havde fantasi i videnskab, ville videnskaben være sat 100 år tilbage til en meget ufleksibel og mekanisk forståelse af verden, som vi har erkendt, er forkert, siger han.
Det hele skal ikke være så korrekt
Willerslev er ikke bange for at indrømme, at han begår fejl engang i mellem – især i sit stadig nye job som direktør for Nationalmuseet. Og ’fejlkulturen’ bør være en større del af vores moderne dannelseskultur, mener han.
– Der er ingen sammenhæng mellem at skabe innovative borgere i et innovationssamfund, og så have et skolesystem der måler ting på korrekthed. Man må starte med at opgive det karaktersystem. Man skal væk fra at tro, at vi kan kvantificere performance. Det er ikke fordi, karakterer ikke skal være en del af det, men de skal gives på baggrund af kreativitet og elevens evne til at tænke ud af boksen, siger Willerslev.
At motivere børn og unge til at bruge fantasien så de bliver klogere, ligger ham meget nært. Det er en af grundene til, at der bliver eksperimenteret på museet, og det er sådan, han mener, at vi skaber innovation.
– Vi skal begynde at tale om, at man skal evaluere elever på andre måder. De unge mennesker bliver jo syge af det her. De føler, at hele livet afhænger af en karakter. Man kunne udvide det med evalueringer eller anbefalinger – så karakterer passer på noget andet end korrekthed. Det skaber også et mere holistisk billede af en person, siger han.
Meget af svaret ligger for Willerslev også ligge i at omfavne den frembrusende teknologiske udvikling i både vores skolesystem, men også som mennesker.
– Vi skal omfavne den her teknologi og se muligheder i stedet for at holde fast i en eksamensform og måde at lære på, som hører det forrige århundrede til. Det kan frisætte os på en måde, som er helt utrolig. Alt det, der kan kvantificeres, bliver overtaget af maskiner. Så hvis du kan stave eller regne rigtigt, betyder det ikke, at du er fremtidssikret. Du skal kunne lege med viden, siger han.
Moderne dannelse er respekt og udsyn
Som direktør for en af landets største dannelsesinstitutioner beskæftiger Willerslev sig hele tiden med begrebet ’dannelse’. Det var også derfor, at han følte, at det var nødvendigt at få gjort det moderne og forståeligt. Ligesom med udstillingerne på museet.
– Der er to ting, der skal være til stede, før at vi kan tale om dannelse. Det ene handler om, at man er optaget af en faglig tradition, som man fordyber sig i og har respekt for. Det kan både være en håndværks- eller boglig tradition. En del af ens erkendelse er, at man står på ryggen af viden, som er blevet skabt igennem tiden. Før det er blevet til etableret viden, har det måtte igennem en lang proces. Det er det, jeg kalder rygrad, siger han.
Rane Willerslevs bog hedder ”Rygrad og rummelighed” – men desto mere er det udsynet og destabiliseringen, der fylder som del i dannelsen.
– Det er lige så vigtigt, at du igennem livet er åben for at få dit verdensbillede destabiliseret i mødet med ny viden. Og måske også tillader, at dit verdensbillede kollapser nogle gange. Det er vigtigt, at vi er nysgerrige på at opsøge viden, der kan destabilisere os. Det smukke er, at det nye verdensbillede vil være mere rummeligt og større end det, vi forlod, siger Willerslev.
