Lektor, overlæge og dr. med. Søren Nielsen fra Institut for Klinisk Medicin får over en femårig periode knap fem mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til sin forskning i øget hjerte-kar-risiko og hjertesvigt hos overvægtige og patienter med type 2-diabetes, skriver Aarhus Universitet.
Søren Nielsen vil med sin bevilling fra Novo Nordisk Fonden undersøge, om og hvordan det er muligt at identificere tegn på tidlige ændringer i hjertets forbrændingsevne, der kan give såvel patienter og sundhedspersonale et forvarsel om potentielt hjertesvigt. Undersøgelserne skal gennemføres ved hjælp af innovative og non-invasive sporstof-analyser som PET-scanning og stabile isotoper.
