Hvert år beslutter politikerne i Folketingets forskningsudvalg, hvordan pengene fra forskningsreserven skal fordeles det kommende år.
Sidste år kunne Uddannelses- og Forskningsministeriet meddele, at regeringen og Folketingets partier havde vedtaget, at der i 2021 ville blive fordelt 3.088,70 milliarder kroner til forskning og innovation. Heraf var 700 millioner kroner øremærket til etablering af fire grønne forsknings- og innovationspartnerskaber.
Resultaterne fra de igangværende forhandlinger om forskningsreserven for 2022 bliver offentliggjort inden for de kommende uger. Sandsynligvis med nye fokuspunkter.
Og netop det er ifølge Danske Universiteter problematisk.
– Udmøntningen af de 700 millioner kroner kommer i november, men på det tidspunkt er der sandsynligvis allerede lavet en aftale for forskningsreserven for næste år. Vi når altså ikke at evaluere de grønne missioner, før næste års aftale går i gang. Det er ærgerligt, siger prorektor for forskning på Københavns Universitet og formand for Danske Universiteters Forskningspolitisk Udvalg, David Dreyer Lassen.
Asfaltering med fuld fart
Når David Dreyer Lassen over for Science Report evaluerer universiteternes arbejde med de fire grønne missioner, bruger han ord som ”godt arbejde”, ”hårdt”, ”spændende” og ”kompleks konstruktion med missioner og partnerskaber”.
Men:
– Jeg tror roligt, at man kan sige, at der er blevet asfalteret, mens man kører, siger han videre.
Læs også: Forskningsreserven skal skubbe på grønt samspil mellem forskning og erhvervsliv
David Dreyer Lassen peger på, at arbejdet med missionerne har lagt et stort pres på universiteterne.
Først en hurtig proces for udarbejdelse af road maps. Dernæst etableringen af partnerskaber.
– Og så har vi haft udfordringen med, at alt skal ske inden for et år.
Forskningsreserven bliver forhandlet som en del af Finansloven, hvorfor det følger, at fordelingen af midler gælder for et år ad gangen.
Fokus på korte og markedsnære løsninger
Hos Danske Universiteter har de et indtryk af, at politikerne fokuserer mest på de kortsigtede og markedsnære løsninger.
– Det skaber en bekymring for, om vi kommer i mål med de store udfordringer som skitseret i 2030-målene og 2050-målene. Målene her er både store og komplekse, og derfor skal vi ikke kun fokusere på noget, der kan komme på markedet inden for kort tid.
