En ny rangliste evaluerer forskningen ved verdens universiteter baseret på impact og excellence samt universiteternes evne til at samarbejde internationalt, både med virksomheder og på tværs af discipliner.
På denne liste kommer DTU ind på en andenplads efter det amerikanske topuniversitet Massachusetts Insitute of Technology (MIT).
I World University Research Rankings måles universiteterne på syv indikatorer fordelt på tre kategorier, der alle er relateret til forskning: Research multi-disciplinarity, research impact og research collaborative-ness. Alle indikatorer er baseret på universiteternes publikationer i Web of Science/InCites (Clarivate Analytics) i perioden 2009-2018.
Scorer højt på tværfaglighed og samarbejder
DTU scorer især højt på kategorierne multi-disciplinarity og collaborative-ness. Og dette er netop, ifølge DTU’s prorektor Rasmus Larsen, forudsætningen for, at universitetets forskning omsættes til gavn for samfundet:
– DTU Sundhedsteknologi kan f.eks. kun lykkes med sin teknologiske topforskning i samarbejde med kliniske forskere. På samme måde skabes der banebrydende resultater på tværs af de tekniske videnskaber, når materialeforskere og elektroingeniører arbejder sammen om mikroantenner, og AI-forskere går sammen med biotek-ingeniører om at finde enzymer med nye egenskaber, udtaler prorektor Rasmus Larsen i en pressemeddelelse fra DTU og tilføjer:
– Samarbejde er i det hele taget dybt integreret i DTU’s dna. Vores mål er at skabe en bæredygtig fremtid for mennesker, og for at nå det arbejder vi sammen på tværs af fagligheder og kulturer og har altid en dør åben til samfundet. Det glæder mig, at det målrettede arbejde nu afspejler sig i den fine placering på World University Research Rankings 2020. Og vi er ekstra stolte over resultatet, fordi vores økonomiske forudsætninger adskiller sig markant fra universiteter som MIT’s., afslutter han.
Top ti i den globale konkurrence
Universitetsranglister er et vigtigt parameter i den globale konkurrence mellem universiteterne, som kæmper om at tiltrække de bedste forskere og studerende.
Af andre europæiske lande ligger også Holland, Schweiz og Frankrig højt på World University Research-ranglisten, og globalt set er også USA og Singapore en del af top ti.
1. Massachusetts Institute of Technology (MIT) (USA)
2. Technical University of Denmark (Danmark)
3. Ecole Polytechnique Federale de Lausanne (Schweiz)
4. Carnegie Mellon University (USA)
5. Eindhoven University of Technology (Holland)
6. CentraleSupelec (Frankrig)
7. Telecom ParisTech (Frankrig)
8. Wageningen University & Research (Holland)
9. ETH Zurich (Schweiz)
10. Nanyang Technological University (Singapore)
Se den fulde rangliste her.
Du finder en oversigt over, hvordan DTU i øvrigt er ranket i forskellige undersøgelser her.
