I kølvandet på den seneste tids debat om mulige interessekonflikter og troværdighedsproblemer blandt forskere, har Science Report spurgt professor emeritus Heine Andersen, hvordan man sikrer, at offentligheden kan have tillid til forskere og de forskningsresultater, der bliver lagt frem.
Han efterlyser først og fremmest en større grad af åbenhed og villighed fra de nærmeste forskerkollegaer til at give offentlig kritik, når der opstår sager – og appellerer ikke mindst til selvjustits og efterkritik blandt forskere.
Det har i den seneste tid vakt stor opmærksomhed, at CBS-professoren Steen Thomsen i en kronik i Børsen forsvarede Danske Bank i den verserende hvidvaskningssag, uden samtidig at fortælle, at hans forskningscenter modtager støtte fra Danske Bank.
Nu får CBS-professoren igen kritik, da han i en række tilfælde har undladt at gøre opmærksom på mulige interessekonflikter i sin egen forskning.
I 2011 modtog han 8,4 mio. kr. fra ni erhvervsdrivende fonde, blandt andet Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden, til at forske i fondes samfundsmæssige betydning. I flere videnskabelige artikler, hvor forskningsresultaterne generelt forholder sig positivt til fondene, har Steen Thomsen dog undladt at oplyse om finanskilderne. Det skriver Magisterbladet.
De konkrete sager er et eksempel på, at det svækker forskeres troværdighed, når der er en stærk afhængighed af eksterne, økonomiske interesser, kombineret med tætte forbindelser til de eksterne parter, mener Heine Andersen, der forsker i forskningsfrihed.
– Tætte relationer til de eksterne parter kan være udmærket, men det kan også blive for tæt. I disse tilfælde er Steen Thomsen kommet til at varetage de eksterne parters interesse, og det svækker hans troværdighed, når han samtidig skal kunne komme med forskningsresultater omkring finanssektoren, beskriver Heine Andersen.
Universiteternes økonomi er skruet sådan sammen, at forskere er helt afhængige af at skaffe penge udefra, og det skaber nogle gråzoner, påpeger han.
– Man vil nok undgå at være alt for kritisk over for dem, man er afhængig af at få penge fra, siger Heine Andersen.
Derfor skaber det en ”negativ spiral”, at forskere er nødt til at søge penge hos de fonde og personer, der samtidig har en særlig interesse i den konkrete viden.
Kasketforvirring
Det er et stort problem, hvis den brede offentlighed mister tilliden til de resultater, forskere lægger frem, mener Andersen.
– Og jeg synes, der begynder at tegne sig et billede af, at offentligheden, politikere og medier begynder at tvivle på forskningsresultater.
Troværdighed er afgørende i mange jobs og positioner, men forskeres troværdighed har en helt særlig betydning i et demokratisk samfund.
– Forskning og videnskab skal i sidste ende være en garant for, hvad der er sandt og falskt i et oplyst samfund som vores. Er der tvivl, så læner man sig op ad forskningen, og ofte vil det være forskere, der får det sidste ord. Derfor skal man kunne stole på det, forskere siger – og derfor spiller eventuelle interessekonflikter også en stor rolle, forklarer Heine Andersen.
I et oplyst og demokratisk samfund, har forskere samtidig en særlig forpligtelse til at dele ud af den viden, de besidder, blandt andet via debatindlæg og ved at optræde i medierne. Derfor er det en svær balancegang, hvornår man kan sige hvad, erkender Heine Andersen.
– Jeg er stærk tilhænger af, at forskere kan skrive og mene, hvad de har lyst. Så skal man bare gøre sig klart, hvornår man er personlig, og hvornår man er forsker, mener Heine Andersen og fortsætter;
– I det her tilfælde, hvor Steen Thomsen underskriver sig som professor og skriver om et emne, der er inden for hans forskningsfelt, er det problematisk, fordi det var et stærkt politiserende og holdningspræget indlæg og forsvar for Danske Bank. Så er det svært at holde forskerkasketten adskilt fra privatpersonen.
Selvjustits fremfor censur
Som en direkte konsekvens af Steen Thomasens kronik og forsvar af Danske Bank, har Det Akademiske Råd på CBS nu besluttet sig for at forny universitetets retningslinjer for god forskningskommunikation.
LÆS OGSÅ: CBS LAVER NYE RETNINGSLINJER FOR FORSKNINGSKOMMUNIKATION
Over de kommende måneder skal der udvikles en ny model, så CBS fremadrettet kan samarbejde tæt med erhvervsliv, fonde og offentlige organisationer og samtidig sikre, at der ikke opstår tvivl om forskernes interesser, fortæller forskningsdekan Søren Hvidtkjær.
Heine Andersen advarer dog kraftigt imod, at ændringerne fører til nogle nye principper, som går i retning af censur eller selvcensur.
– Det ville være en katastrofe, hvis forskere på CBS fremover skulle forelægge en kronik for en institutleder, inden den kom i trykken, fordi det ville være en form for forhåndscensur, siger han.
Det bør ikke engang blive sådan, at en kollega eller fagfælle forinden skal vurdere, om der kan være en mulig interessekonflikt på spil, mener professoren:
– Nej, det bedste ville være, hvis der var en selvjustits, der også involverede en form for efterkritik. At man kollektivt diskuterer den bedste måde at kommunikere på, og hvordan det så er gået, beskriver han.
I det hele taget er Heine Andersen fortaler for, at forskere, der hører under samme felt eller institut, i højere grad kritiserer hinanden offentligt, når der opstår sager som disse, fordi det højner troværdigheden.
– Det havde været bedre, hvis én af Steen Thomsens kollegaer var rykket ud med et læserbrev og havde tilkendegivet; vi er flere forskere, der mener noget andet om Danske Bank. Andre skulle være nærmere til at kritisere ham end jeg, siger Heine Andersen, og tilføjer;
– Jeg tror, det ville styrke tilliden til forskere, hvis man stiller sig frem med åben kritik.
Det er også typisk, at sager som disse bliver afdækket af journalister og ikke af forskerne selv, som det burde være i den ideelle verden, mener Andersen.
– Problemet er også, at når der bliver stillet spørgsmålstegn ved én forskers troværdighed, smitter det af på hele den institution, vedkommende repræsenterer. Der skulle helst være en mekanisme internt, så nogen havde sagt til Steen Thomsen: husk lige at skrive, hvor du har fået penge fra. Det er en systemsvaghed, at det ikke er sket.
