Kunne du leve med at skulle “genansøge” dit eget job hvert andet år? Og måske ikke vide, i hvilket land dit næste job befinder sig?
Det er vilkårene for mange danske forskertalenter på både danske og udenlandske universiteter. Fælles for dem alle er, at de har en ph.d.-grad og er ansat i midlertidige forskerstillinger i måske op til 10 år. Ofte har folk en postdoc i 2-5 år, inden de avancerer videre til adjunkt-niveau i 3 – 5 år.
Først herefter kan man i mange tilfælde gøre sig fortjent til en fast stilling som lektor.
Jeg kunne tælle fastansættelser i forskergruppen, og der var ikke nødvendigvis en til mig i den nærmeste fremtid.
– Til sidst gad jeg simpelthen ikke mere. Jeg kunne tælle fastansættelser i forskergruppen, og der var ikke nødvendigvis en til mig i den nærmeste fremtid. Jeg var på min sidste midlertidige kontrakt, inden de skulle tilbyde mig en permanent stilling. Hvis ikke, fyrer de en, og så skulle jeg starte forfra på et andet universitet med postdoc-søgning for endnu en toårig periode. Jeg orkede ikke at flytte for det igen, siger Michael Westergaard. Han har en ph.d.-grad i datalogi fra Aarhus Universitet.
Efter at have arbejdet som postdoc i lidt mere end to år i Danmark, rykkede han til Eindhoven, hvor en ny postdoc-stilling ventede. Den blev efter to år ændret til en ansættelse 66 pct. af tiden i Eindhoven og den resterende tid i Moskva. Et sted han omtaler som “ikke det mest festlige i februar”.
Til sidst droppede han den offentlige forskning.
– Så var beslutningen, at det måtte blive et job i industrien i enten Eindhoven eller Aarhus, og så blev det Eindhoven, fortæller han. Nu er han konsulent i et af Hollands store softwarefirmaer.
Den beslutning er ikke enestående. Siden 2006 er den årlige ph.d.-produktion mere end fordoblet fra dengang 922 til 2.261, og meningen med den øgede produktion var netop at få flere ph.d.’er ud i industrien.
– Jeg ser folk foretage det valg ofte. Også personer som var yderst kvalificerede til en forskerkarriere. Men de har af forskellige årsager valgt at gå en anden vej. Det er heller ikke nødvendigvis lønnen i det offentlige, der lokker, siger Martin Svensson, der er institutleder for Institut for Matematik og Datalogi ved Syddansk Universitet.
Det var det heller ikke for Michael Westergaard, der oplyser, at hans løn nu ”med en jysk underdrivelse er et godt stykke over det, han fik som postdoc”, og der er også andre goder som fri telefon. Til gengæld er ferien kortere, siger han.
Familie eller forskning – du må – måske – vælge
Men hvorfor orkede Michael Westergaard ikke at flytte igen? Personligt er og var han en fri fugl uden de store forpligtelser.
Jeg var i trediverne. Jeg havde lyst til at slå mig ned og købe et hus, men det kunne jeg af gode grunde ikke, for jeg vidste ikke, om jeg havde et job om to år
– Jeg var i trediverne. Jeg havde lyst til at slå mig ned og købe et hus, men det kunne jeg af gode grunde ikke, for jeg vidste ikke, om jeg havde et job om to år. Jeg vidste end ikke, hvilket land jeg skulle bo i, siger han.
Den prioritering ser institutleder ved Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, Mads Nielsen, ofte. Særligt blandt dem, som også ønsker at stifte familie.
– Der er bestemt mange, der vælger familien først. Universiteterne har en meget kompetitiv struktur, hvor man skal kvalificere sig mange gange. Stillingsopslagene er på en måde formuleret som en konkurrence. Og det skræmmer nogle væk, og måske det er flere kvinder end mænd, vurderer han.
Derfor har flere danske universiteter, herunder DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet, indført en ordning, der kaldes Tenure Track. På KU er ordningen sådan, at man kan få en “fast” stilling i op til seks år. Det giver mere ro til at bevise sit værd.
– Men du skal selvfølgelig bevise dit værd. Men gør du det, er lektor-stillingen din, når den er der, siger Mads Nielsen.
På SDU har man ikke den ordning, og Martin Svensson kan sagtens forstå, hvis nogle vælger universitetskarrieren fra.
– Det er et enormt konkurrencepræget miljø, og lige som private virksomheder er vi tvunget til at ansætte kun de allerbedste for at klare os, siger han.
– Du skal ville et liv med forskning. Du skal have en naturlig nysgerrighed over for dit fag. Det kan du også sagtens i det private erhvervsliv, selvfølgelig. Men man ser ofte, at lønningerne der er højere. Vi kan i stedet tilbyde en større frihed i dit arbejde, siger han.
For Michael Westergaard var det ikke et spørgsmål om enten det ene eller det andet. Og han savner ikke livet i ‘academia”.
– Mange af de gode ting fra det liv har jeg også her. Friheden var måske større på universitet. Men jeg kan stadig fordybe mig. Som konsulent får man at vide, man skal videreuddanne sig, og vi får penge og tid til alle mulige kurser og træningssessioner, forklarer han.
