sustain

Her er vinderne af Sustain Awards 2020

Ved en kombineret konference og prisoverrækkelse blev fem vindere af Sustain Awards 2020 fundet torsdag 8. oktober.

Af - 9. oktober 2020

Sustain Awards in Copenhagen 2020

Vinderne af Sustain Awards 2020 blev offentliggjort torsdag aften ved en prisoverrækkelse på Langelinie Pavillonen i København.

Foran knap 100 deltagere blev det afsløret, hvilke af de i alt 17 virksomheder på shortlisten som løb af med aftenens priser.

Sustain Awards, der finder sted for første gang i år, sætter spotlys på de erhvervsledere, virksomheder og sustainability-professionelle, som er forrest i kapløbet om at fremme den grønne og bæredygtige omstilling.

Ud over at hylde de shortlistede kandidater og ikke mindst vinderne, delte en stjernerække af stærke sustainability-profiler ud af deres viden og indsigter i, hvad en grøn og bæredygtig omstilling af dansk erhvervsliv kræver i fremtiden.

Det gælder Lise Kingo, bestyrelsesmedlem og tidl. CEO for UN Global Compact, Caroline Søeborg Ahlefeldt, CEO for TOMORROW og bestyrelsesmedlem, Rolf Kjærgaard, adm. direktør for Vækstfonden samt Torben Möger Pedersen, adm. direktør for PensionDanmark, i sin egenskab af formand for Klimapartnerskabet for finans. Infomedia bidrog desuden med et datadrevet bud på, hvordan det går med omtalen af verdensmål og virksomheder.

På baggrund af en række bidrag fra brancheeksperter er listen af mulige kandidater sammensat Redaktionen har allieret sig med en yderst kompetent jury for at lande på vinderne ud af de i alt 17 shortlistede kandidater.

Juryen bestod af:

● Torben Möger Pedersen, adm. direktør, PensionDanmark
● Susanne Stormer, Chief Sustainability Advisor, Vice President, Novo Nordisk
● Rasmus Stuhr Jakobsen, adm. direktør og generalsekretær for Care
● Stine Wind, Head of Public Affairs, Nordea Danmark
● Tine Brødegaard Hansen, redaktør for Sustain Report

Se alle vinderne af Sustain Awards 2020

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør for Dansk Industri (DI), takkede for prisen, som han fik overrakt prisen af Caroline Søeborg Ahlefeldt. Foto: Mikkel Vigholt.

Vinder af Årets Sustainability Leder – Sustain Awards 2020 er Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør, Dansk Industri (DI)

Læs juryens begrundelser her:

Med sin rolle som adm. direktør i sin organisation har vinderen mulighed for at have stor impact, og den bruger han til at sætte en grøn retning for landets største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation.
Hans stærke kommunikation og personlige engagement i den bredere bæredygtighedsdagsorden, såsom øremærket barsel til mænd, er prisværdig og et eksempel til efterfølgelse for andre erhvervsledere.

Trods coronakrisen har vinderen og hans organisation fastholdt opbakningen til den grønne dagsorden. Med prisen ønsker juryen både at give vinderen et skulderklap og at opfordre ham til at fortsætte det gode – og nødvendige – arbejde.

På vegne af over 100 kollegaer modtog Ingrid Reumert, VP, Global Communications, Sustainability & Public Affairs i Velux Gruppen, prisen som Årets Omstilling ved Sustain Awards 2020. Foto: Mikkel Vigholt.

Vinder af Årets Omstilling – Sustain Awards 2020 er VELUX Gruppen

Læs juryens begrundelser her:

Denne virksomhed vinder prisen for Årets Omstilling for initiativet Lifetime Carbon Neutral, som sætter en ny standard for virksomheders ansvar for deres historiske CO2-udledninger. Det 20-årige partnerskab med WWF, som indgår i planen, fortjener ligeledes ros.

Samtidig sætter gruppen ambitiøse mål på tværs af hele koncernens værdikæde i overensstemmelse med Paris-aftalens mest ambitiøse 1,5-graders scenarie.

Juryen fremhæver desuden virksomhedens skarpe kommunikation om en kompleks plan, som viser, at andre virksomheder også kan gå den vej.

 

Prisen til Anna Pattis for Årets Sustainability Håb blev modtaget af Janda Campos, Director for Sustainability Engagement i Grundfos. Foto: Mikkel Vigholt.

Vinder af Årets Sustainability Håb – Sustain Awards 2020 er Anna Pattis, Lead Product Sustainability Specialist, Grundfos

Læs juryens begrundelser her:

Vinderen har opnået et målbart og vigtigt resultat i form af en plan for fuld konvertering af alle firmabiler globalt til elbiler inden 2025 i sin virksomhed.

Hun sikrer desuden at hele virksomhedens produkters livscyklus tænkes ind, allerede fra de tidlige designprocesser, for de mest bæredygtige løsninger. Derudover formår hun konstant at udfordre sine kollegaer til at tænke mere bæredygtigt.

Gareth Scheerder, Environment & Climate Manager i Pandora, modtager prisen som Årets Sustainability Håb. Foto: Mikkel Vigholt.

 

Vinder af Årets Sustainability Håb – Sustain Awards 2020 er Gareth Scheerder, Environment & Climate Manager, Pandora

Læs juryens begrundelser her:

Vinderen får prisen som Årets Sustainability Håb for i en ung alder at have udarbejdet sin virksomheds globale dekarboniseringsmål. Det gælder både virksomhedens egne operationer som for hele den tilknyttede værdikæde. Han leder desuden arbejdet med at nå disse mål og deler gladeligt ud af sin viden undervejs.

Martin Slipsager Frandsen, Senior Portfolio Manager & Co-lead på Global Sustainable Future i Danske Bank, modtager prisen som Årets Sustainability Håb. Foto: Mikkel Vigholt.

Vinder af Årets Sustainability Håb -Sustain Awards 2020 er Martin Slipsager Frandsen, Senior Portfolio Manager & Co-lead på Global Sustainable Future, Danske Bank

Læs juryens begrundelser her:

Vinderen får prisen for sit arbejde med at vise, hvordan den finansielle sektor kan tage ansvar for en mere bæredygtig verden. Han har spillet en fundamental rolle i udviklingen af sin virksomheds første aktive bæredygtighedsaktiefond.

Han spillede desuden en central rolle i at definere virksomhedens proces for at evaluere og skubbe selskaber i en mere bæredygtig retning.