debat

Forskerne har (heller) ikke patent på den absolutte sandhed

Vi skal blive bedre til at fortælle om videnskabens vilkår for at imødegå den postmoderne fakta-forstoppelse, mener dekan på Aarhus Universitet

Af - 7. november
Lars Bo Nielsen

Signalerer det mistro over for den etablerede lægevidenskab, når tusinder af piger og deres forældre fravælger vaccination mod HPV-virus? Og det er den samme mistro, der får forældre til at droppe MFR-vaccine sammen med komælk og gluten? Eller er det i virkeligheden forskerne, som ikke kommunikerer klart nok?

Vi lever i en postmoderne tidsalder, hvor fakta og videnskab ikke nødvendigvis trumfer.

Alligevel skal vi stå ved, at den forskningsviden vi fremlægger er den mest sandsynlige – men ikke absolutte – sandhed.

Fejlkilder er der rigeligt af
Vi har som forskere ikke længere et ophøjet patent på sandheden. I befolkningens øjne. Forskerne selv har nemlig altid vidst, at videnskab kun sjældent giver ultimative sandheder. Forskningens natur er at udfordre og efterprøve gamle ’sandheder’ og nye vilde ideer. Fejlkilder er der rigeligt af i denne proces.

der findes næppe den forsker, som ikke har prøvet at tage fejl

Det ved alle forskere, og der findes næppe den forsker, som ikke har prøvet at tage fejl. Oveni kommer kravet om at publicere resultater hurtigt og ofte, som også øger risikoen for fejl. Tilmed er forskningens kvalitetssikringssystem, hvor anonyme eksperter vurderer studierne og resultaterne før publicering, under pres.

Der er opstået en myriade af nye elektroniske tidsskifter, som mod betaling tilbyder publicering, hvor incitamentet snarere er profit end videnskabelig kvalitetssikring. Derfor er forskere nok mere end nogensinde forsigtige med at udtale sig om ’sandheden’, som vi ofte kun kender konturerne af.

Grøntsager mod autisme
Den brede befolkning har – hjulpet godt på vej af informationsteknologien – adgang til mængder af alternativ viden, der udfordrer videnskaben. Den antiautoritære bevægelse, der får befolkningen til at sætte spørgsmålstegn ved tingenes traditionelle orden, rammer naturligvis også sundhedsvidenskaben.

Det får dele af befolkningen til at fravælge evidensbaserede budskaber fra eksempelvis Sundhedsstyrelsen og i stedet vælge de – nogle gange mere sexede og simple – budskaber fra selvudnævnte sundhedsguruer, der mener at kunne helbrede autisme med grøntsager eller kræft med numerologi.

Det får dele af befolkningen til at fravælge evidensbaserede budskaber

Problemet med videnskabelig evidens er, at den meget sjældent er fuldstændig. Evidensbaserede budskaber har derfor som grundvilkår et element af tvivl og baserer sig på sandsynligheder snarere end absolutte sandheder.

Vi har en opgave
Både informationsteknologien og skepsissen er kommet for at blive, og vi forskere ændrer intet ved at isolere os i et elfenbenstårn. Der er heller ikke noget quickfix, kun det lange seje træk, hvor vi vedholdende producerer solid forskning, som både er bæredygtig og langtidsholdbar. Vi skal også erkende, at vi er en del af samfundet og skal deltage i debatten på en seriøs måde, hvor vi konstant gør rede for, hvorfor vi siger, som vi gør.

Forskningens essens er netop, at den udfordrer og afviser gamle sandheder. Vi skal stå ved, at det vi forstår som sandheden, ikke er den absolutte, men den mest sandsynlige, og at dagens sandhed derfor kan være modificeret i morgen. Men vi skal også kigge indad og alvorligt forholde os til, om publiceringspres og for mange foreløbige forskningsresultater, der skaber sensationelle overskrifter, hvor tvivl og forbehold er fraværende, er med til at udhule videnskabens troværdighed.

Derfor skal vi øve os i at fortælle omverdenen, at vi forbeholder os ret til forbehold – og til at udfordre den sandhed, som vi kender og selv tror på i dag.

De sundhedsvidenskabelige forskeres pligt er at skabe viden til gavn for uddannelse, borgernes sundhed og samfundets velfærd. I takt med informationssamfundets udvikling producerer vi forskning til en befolkning, som ikke længere blot er modtagere af viden, men også er kritiske forbrugere, som kræver dialog og forklaringer.

Derfor skal vi øve os i at fortælle omverdenen, at vi forbeholder os ret til forbehold – og til at udfordre den sandhed, som vi kender og selv tror på i dag. Også selv når vi oplever vores faglighed blive overhalet af kampagnejournalistik og populistiske meningsdannere, når det kommer til spørgsmål om konkrete behandlingsmetoder eller medicin.. Kun på den måde kan vi medvirke til, at folk vælger videnskab over tro, og fx får deres døtre HPV-vaccineret.

Klummen er skrevet af Lars Bo Nielsen, sundhedsvidenskabelig dekan ved Aarhus Universitet