Af Sysser Agergaard Ærtebjerg, direktør for Atrium.
Danmark har sat sig for at være en global life science-nation. Staten investerer milliarder i forskning, hospitaler og innovationsmiljøer. Men midt i ambitionerne overser vi en af de vigtigste forudsætninger for, at investeringerne skaber værdi: de kompetencer i virksomhederne, der skal omsætte regulering og klinisk viden til konkrete sundhedsløsninger.
Når kompetencebehov ændrer sig i en branche som life science, kan virksomheder ikke vente årevis på nye uddannelsesforløb. Medarbejdere skal kunne løfte de nye opgaver næsten med det samme. Videnskabelig udvikling, stærke regulatoriske krav som løbende udvikles, teknologisk kompleksitet kombineret med accelererende innovation, og digitalisering lægger pres på den løbende kompetenceudvikling.
Investeringer i forskning og innovation kan ikke stå alene.
I dag er store dele af efteruddannelsessystemet indrettet efter en klassisk universitetslogik med længere forløb og akademisk progression.
Det giver god mening i mange sammenhænge. Men i en branche som life science opstår kompetencebehov ofte løbende.
Derfor har virksomheder ikke brug for undervisning “just in case”, men for opkvalificering “just in time” i form af blandt andet praksisnære forløb, hvor medarbejdere hurtigt kan tilegne sig den viden, der er nødvendig for at løse en konkret opgave.
Behov for hurtig opkvalificering
Alligevel afspejler prioriteringen af offentlige midler ikke dette behov. Ifølge Danmarks Statistik brugte Danmark omkring 75 milliarder kroner på korte, mellemlange og lange videregående uddannelser i 2024.
Størstedelen af de offentlige uddannelsesmidler går dermed til de mere klassiske uddannelsessystemer, mens praksisnær efteruddannelse fylder langt mindre. Resultatet er et system, der i højere grad er indrettet til lange uddannelsesforløb end til den hurtige opkvalificering, som virksomheder i en reguleret og innovationsdrevet branche har brug for.
Kompetenceflaskehalsen opstår i virksomhederne
Konsekvensen er ikke bare et teoretisk mismatch i uddannelsessystemet. Den mærkes i virksomhedernes hverdag. Life science er en stærkt reguleret branche, hvor krav til dokumentation, lovkrav, kvalitet og klinisk evidens løbende ændrer sig. Nye regler skal hurtigt omsættes til konkrete processer og arbejdsgange.
Her opstår flaskehalsen. Ikke fordi Danmark mangler forskning eller talent, men fordi de nødvendige kompetencer ikke altid når hurtigt nok ud til de medarbejdere, der skal anvende den – fra QA-specialister til Medical Advisors, Market Access professionals og Clinical Project Managers.
Læs også: Selv ikoniske studier kan tage fejl: Derfor bør reproducerbarhed være kernen i forskningspolitik
I sådanne situationer er det afgørende, at medarbejdere kan blive opkvalificeret hurtigt og målrettet. Det kræver korte forløb udviklet i tæt dialog med industrien og undervist af specialister med praktisk erfaring.
Midlerne bør følge behovet
Hvis Danmark vil fastholde sin position som en førende life science-nation, kræver det, at kompetenceudvikling tænkes langt mere strategisk. Det handler ikke om at nedprioritere universiteterne, men om at supplere det eksisterende system med flere muligheder for praksisnær og hurtig opkvalificering.
Der er flere risici for, om Danmark får realiseret det fulde potentiale i life science
Offentlige midler til efter- og videreuddannelse bør i højere grad følge virksomhedernes behov frem for automatisk at blive kanaliseret gennem de traditionelle uddannelsesinstitutioner. I en branche, hvor krav og standarder ændrer sig hurtigt, er der brug for et uddannelsesøkosystem, hvor også agile aktører tæt på industrien kan bidrage med forløb, der kan etableres agilt og omsættes direkte i virksomhedernes arbejde.
Kompetenceudvikling i fokus
Danmark har de senere år satset massivt på life science som en af landets vigtigste vækstmotorer. Det er en klog prioritering. Men investeringer i forskning og innovation kan ikke stå alene. Hvis den viden, der skabes, ikke hurtigt kan omsættes til handlinger og forandringer i virksomhederne, opstår flaskehalsen dér, hvor værdien ellers skulle realiseres.
Derfor bør den praksisnære opkvalificering fylde langt mere i den erhvervs- og uddannelsespolitiske tænkning.
Læs også: Danmark sakker bagud. Derfor bør et nyt regeringsgrundlag indeholde en samlet forskningsstrategi
Der er flere risici for, om Danmark får realiseret det fulde potentiale i life science – fra regulering og data governance til nye finansieringsmodeller. Men en af de mest afgørende er, om vi har de rette kompetencer og talenter i virksomhederne.
For uden de mennesker, der kan omsætte innovation til konkrete løsninger, bliver investeringerne ikke til vækst, men til uudnyttet potentiale.
