Dansk Industri: Politikerne skal tage ejerskab over dansk forskning

Af Mikkel Haarder, Underdirektør, Dansk Industri 

Forskningsreserven har siden 2016 været på en opadgående kurve, hvilket DEA korrekt har belyst i deres nyeste analyse. Hovedsagelig skyldes dette, at vi i Danmark har fastholdt målsætningen om, at de offentlige forskningsinvesteringer skal udgøre præcis 1,0 pct. af BNP.

Resultatet er, at når BNP stiger, stiger de offentlige forskningsinvesteringer, og dermed også forskningsreserven – en sammenhæng ofte fremhævet af diverse uddannelses- og forskningsministre siden 2016. 

Men i erhvervslivet ved vi, at årsagssammenhængen i virkeligheden er den modsatte: BNP stiger, fordi vi investerer i forskning. Forskningsinvesteringer, både offentlige og private, muliggør erhvervslivets udvikling af nye produkter og løsninger, der adresserer globale udfordringer.

Når disse nye produkter sælges til kunder – både danske og internationale – skaber det BNP-vækst og sikrer vores fælles velstand og velfærd. Som bevis på dette kan man blot se på sidste års tal for BNP-udviklingen, hvor medicinalindustrien – Danmarks mest forskningsintensive branche – var hoveddriveren for væksten. 

Hos Dansk Industri mener vi derfor, at det offentlige forskningsbudget bør øges betydeligt ud over 1,0 pct. Vi står, både nationalt og globalt, over for store udfordringer, der kun kan løses gennem forskning. Det gælder klimaudfordringer, sundheds- og sikkerhedstrusler samt den hastige teknologiske udvikling. Der er masser af udfordringer, der kræver mange svar, men forskning er en uundværlig del af dem alle. 

Læs også: Morten Meldal: Fordeling af forskningsreserven mangler grønt fokus

Alle områder er ikke lige vigtige, og det er særligt vigtigt, at vi har forskning, der adresserer de store samfundsudfordringer, vi står over for. Det er netop her, den strategiske forskning kommer ind i billedet. Strategisk forskning handler om at opbygge forsknings- og innovationskapacitet samt udvikle løsninger på konkrete udfordringer.

Det demokratiske ansvar

Som samfund er det vores pligt at få mest muligt ud af de offentlige forskningsinvesteringer, som borgerne finansierer via deres skattekroner. Det gælder også forskningsreserven. 

Der skal også være plads til forskning, der ikke er forhåndsdefineret inden for konkrete temaer, men sådan forskning skal finde sted i andre fora, f.eks. i Grundforskningsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond. 

Hvordan skal vi så prioritere den strategiske forskning? Hvilke udfordringer skal vi fokusere på? I vores demokratiske samfund bør det være de folkevalgte politikeres ret og pligt at sætte kursen for den strategiske forskning.

Læs også: David Dreyer Lassen: Forskningsreserven er blevet en vigtig spiller i dansk forskningspolitik

Det betyder ikke, at politikerne skal vælge konkrete projekter. Det skal altid ske ud fra en faglig vurdering af kvalitet og relevans af de enkelte projekter, uafhængigt af det politiske niveau. Men politikerne har en pligt til at pege på, hvilke udfordringer og mål den danske forskningsindsats skal være rettet mod.

Med retten og pligten for Folketinget følger også ansvaret. Det er urealistisk at tro, at prioriteringer kan foretages fagligt, uafhængigt af det politiske niveau. Der vil aldrig kunne laves en fordelingsnøgle, der kan fordele forskningsreservens midler baseret på rent objektive kriterier.

I sidste ende vil det altid være en politisk prioritering, om f.eks. klima skal prioriteres højere end sundhed, eller om digitalisering skal prioriteres højere end pædagogik. Det ansvar skal Folketingets politikere tage på sig. Det kan ikke overlades til en bestyrelse eller en kommission, der ikke står til politisk ansvar. 

Strategisk forskning skal være tæt på politikerne

Politikerne skal ikke prioritere i blinde. Strategiske forskningsindsatser skal baseres på solidt fagligt fundament. Som DEA påpeger, fungerede FORSK-katalogerne i en årrække  som en oversigt over forskningsområder. Men de blev brugt mindre og mindre, når forskningsreserven skulle fordeles og ved de offentlige fondes udmøntning af midler. 

En af udfordringerne var, at FORSK-katalogerne blev et selvstændigt prioriteringsgrundlag for forskning, afkoblet fra andre politiske prioriteringer, selvom de forholdt sig til de samme problemer. Derfor var det politiske ejerskab til katalogerne begrænset.

I dag er FORSK-katalogerne derfor blevet erstattet af noget andet. Det overser DEA desværre, når man konkluderer, at strategiske forskningsmidler fordeles uden klare målsætninger og uden et prioriteringsgrundlag. De fleste politisk prioriterede midler går i dag til grønne forsknings- og innovationsinitiativer.

Prioriteringen af disse midler er i høj grad baseret på den tidligere regerings grønne forskningsstrategi fra 2020. Denne strategi står på et detaljeret fagligt grundlag, og den er lige nu ved at blive opdateret. Den nuværende regering har også lavet en national kvantestrategi, og en ny strategi for rumforskning og -innovation er på vej. 

Læs også: Stinus Lindgreen: Flere og flere midler fordeles af os politikere. Det er ikke hensigtsmæssigt

Fælles for strategierne er, at de ikke er isolerede forskningspolitiske produkter, men en del af en samlet regeringspolitik på baggrund af et fagligt arbejde og inddragelse af en bred gruppe af interessenter. Den strategiske forskning komplementeres i strategierne med andre initiativer, der arbejder i samme retning, og de laves i samarbejde med forskellige ansvarlige ressortministerier.

Der er plads til forbedringer, men den overordnede model for at udvikle den strategiske forskning på den måde har mange fordele. Udfordringer opstår primært, hvor der mangler fagspecifikke forsknings- og innovationsstrategier. Det gælder f.eks. inden for det digitale område og inden for Life Science. Her mangler der en sammenhængende politik for finansieringen af strategisk forskning. Det er en opgave som både ministerier, ministre og Folketinget bør tage på sig.