Villum Fonden: Fælles retning skal sikre maksimalt udbytte af Forskningsreserven

Af Thomas Bjørnholm, Forskningsdirektør og professor, Villum Fonden

Hvordan retningen skal udstikkes, og hvad der skal justeres på, skal hovedaktørerne i forsknings- og innovationsøkosystemet blive enige om i en tæt dialog om roller og ansvar.

Men hvordan griber man en sådan proces an? Hvordan sikrer man en ramme, der giver plads til nysgerrighedsdreven og nyskabende forskning, er demokratisk og fagligt forankret, og kan tiltrække de eksterne midler, der er så vigtige for at sikre den nødvendige volumen og kvalitet?

Spørgsmålet hænger i vores optik tæt sammen med en helt grundlæggende problemstilling, nemlig at de mest nyskabende og banebrydende opdagelser er uforudsigelige og drevet af forskernes egne ideer. Kun forskerne kan åbne døre til nye vidensrum.

Udfordringen er derfor at skabe sammenhæng i et system, der starter med vilde ideer uden retning, men som skal hjælpe os med at løse meget konkrete udfordringer, som fx grøn omstilling. Der er med andre ord brug for at styrke den strategiske ramme, uden at hæmme kreativiteten.

Fra idékatalog til veldefinerede strategiske styrkepositioner

I mange år har det manglende bindeled mellem de to ender af systemet været strategisk (politisk) udmøntning af forskningsreserven. Her har FORSK 2020 og 2025 katalogerne været med til at sætte nogen retning for de strategiske midlers rejse fra forskningsreserven gennem det Strategiske Forskningsråd eller Innovationsfonden til universiteter og virksomheder.

Læs også: Stinus Lindgreen: Flere og flere forskningsmidler fordeles af os politikere. Det er ikke hensigtsmæssigt

Katalogerne indeholder, som navnet indikerer, et bredt udpluk af ideer. De er tiltænkt som viden-, inspirations- og prioriteringsgrundlag for forskningsinvesteringer i en lang række sammenhænge. Men de anviser ikke, hvordan man skaber en koordineret, strategisk tilgang på tværs af indsatsområder og aktører og opnår den synergieffekt, der karakteriserer nogle af de ypperste forskningsmiljøer i verden: MIT, Harvard, Cambridge…

Den hollandske model

Hvordan kan vi gøre det bedre i Danmark?

Måske blæser svaret i vinden fra Holland. Her har man gennem mange år arbejdet ud fra en national strategisk plan for, hvilke vidensområder Holland i særlig grad skal mestre for at kunne løfte de store overordnede udfordringer, samfundet står overfor.

Hollænderne kalder det “the sectoral approach”. Tilgangen består i en tæt kurateret proces, hvor regeringen, universiteterne og den private sektor arbejder sammen om at opbygge nationale styrkepositioner inden for nogle overordnede indsatsområder, der anses for at være af vital betydning for landet.

Det hollandske eksempel viser imidlertid, at det er muligt at skabe en ramme, der kobler aktører, ideer og kapital sammen i et dynamisk system.

Den hollandske model, som udgør et alternativ til konkurrenceudsatte opslag, startede for snart 20 år siden, hvor man som noget af det første gav de videnskabelige grundfag et internationalt løft. I dag henter Holland 30% flere midler til grundfagene gennem det Europæiske Forskningsråd end Danmark.

Noget tyder altså på, at vi med fordel kunne lade os inspirere af det hollandske eksempel.

Sammenkobling af aktører, ideer og kapital

Første skridt i den proces er at etablere en klar rollefordeling i samarbejdet mellem de forskellige aktører.

Statens rolle er at udstikke den strategiske retning – de overordnede vitale indsatsområder – og bestemme balancen mellem de forskellige måder at understøtte forskning på, fx gennem regulering af forholdet mellem basisbevillinger og konkurrenceudsatte bevillinger.

Læs også: Camilla Gregersen: Skru op for basismidler til forskningen

Universiteterne fungerer som de tidlige ideers arnested og uddanner næste generation med den mest aktuelle viden. Det er også universiteterne, der i fællesskab kan definere de forskningsfronter og temaer, som er nødvendige for at opbygge strategiske styrkepositioner.

Endelig bidrager de private forskningsfinansierende fonde, med afsæt i deres respektive fundatser, til at skabe ekstraordinære muligheder for forskningen, mens venturefonde investerer kapital i de mest skalerbare ideer og hermed støtter dem på rejsen mod praktiske anvendelser.

En vekselvirkning

På papiret ser det enkelt ud, men i realiteten er det naturligvis en kompleks øvelse. Det hollandske eksempel viser imidlertid, at det er muligt at skabe en ramme, der kobler aktører, ideer og kapital sammen i et dynamisk system.

Et system, der skaber vekselvirkning mellem forskningsmæssig divergens og konvergens omkring fælles samfundsmæssige prioriteter og mål. Nøglen er at nære kvalitet og kritisk masse hele vejen gennem forsknings- og innovationsøkosystemet ved at lade aktørerne selv fokusere på deres individuelle styrkepositioner og samtidig sikre et dynamisk samarbejde mellem aktørerne.

Læs også: Charlotte Rønhof: Tænk teknologistrategi tværgående

Næste gang forskningsreserven på omkring 4 milliarder årligt skal uddeles, kunne det ske på baggrund af en samlet vision for Danmark og efter inspiration fra Holland. I det 16. århundrede inviterede Christian II hollænderne til Danmark for at lære os at dyrke grøntsager.

Måske kan vi ved at tage ved lære af hollænderne i dag skabe grobund for et endnu mere frugtbart forsknings- og innovationsmiljø.