Akademikerne: En langsigtet strategi kan give nye perspektiver for brugen af forskningsreserven

Af Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne

Danmark er et forskningsland. Vores forskningsinstitutioner og forskere er internationalt anerkendte, virksomhederne er globale frontløbere i innovation, vidensniveauet i samfundet er højt, og befolkningen er godt uddannet. 

Det er Danmarks vinderstrategi og kilden til den høje velstand og vækst i dag. I Akademikerne synes vi derfor, at det er bekymrende, at Danmark og EU bliver ved at blive løbet over ende af USA og Kina, når det handler om forskning og innovation.

Vi skal ikke tro, at Danmark stadig ligger i toppen internationalt, når det gælder investeringer i forskning og innovation: 4 EU-lande bruger mere på forskning og udvikling end Danmark i pct. af BNP. Og i OECD lå Danmark i 2020 kun lige akkurat på gennemsnittet på 3 pct. af BNP for de samlede offentlige og private investeringer. Siden da er andelen endda faldet til 2,89 pct. af BNP i 2022.

USA og Kina satser massivt på forskning og innovation, og det skal EU, gerne med Danmark i front, kunne matche. Ellers bliver det USA og Kina – ikke EU – der skaber de innovative løsninger på de mest presserende problemer. 

Og Danmark risikerer at miste kilden til den velstand, der i dag muliggør et stærkt velfærdssamfund. Så selvom 4,2 mia. i forskningsreserven i 2024 er mange penge – og i 2025 bliver reserven endnu større – er det bare ikke tilstrækkeligt.

I Akademikerne mener vi, at der skal mere til. Ikke alene gennem mere ambitiøse offentlige investeringer, men også i måden vi prioriterer forskningsmidlerne på. Pengene skal ikke bare sluses ud efter en kendt formel. 

Der er brug for en samlet langsigtet strategi for forskningen og de offentlige forskningsinvesteringer. Og det kan også give os nye perspektiver for, hvordan vi bruger forskningsreserven.

Der er brug for et eftersyn

Vi må bygge på en analyse af, hvad vi skal leve af i fremtiden – men også være bevidste om, at det ved vi måske ikke alt om endnu. Sådan er det med både forskning og analyser. Vores forskningssystem skal skrues sammen ud fra, hvem der bedst gør hvad. Og pengene i forskningsreserven skal bruges mere systematisk og strategisk end i dag. 

Akademikerne foreslår, at der gennemføres et eftersyn af vores samlede forskningssystem. Med velunderbyggede bud på fx: Hvilke mål og pejlemærker er der brug for? Hvordan bliver der en god og tydelig rollefordeling mellem de offentlige forskningsorganer? Hvor ligger en fornuftig balance mellem basismidler og strategiske midler?

Læs også: Lif: Understøt koblingen mellem forskningen og omverdenen

Sådan en analyse kan gøre det muligt for regeringen at udarbejde en samlet forskningsstrategi i samarbejde med de centrale aktører i dansk forskning. Forskningsstrategien kan give et nyt perspektiv for brugen af forskningsreserven. Og bane vejen for flere langsigtede bevillinger.

Investeringer i forskning skal øges

En forskningsstrategi kan give større og tydeligere opbakning til forskningen – fra politikerne og befolkningen. Det bliver tydeligere, hvor vi skal hen, og hvorfor det er vigtigt.

Men vi skal ikke sætte ambitionerne på hold, indtil vi har en strategi. Allerede nu skal vi have større ambitioner for investeringer i forskningen. Der skal være flere penge både til basismidler og strategiske midler i forskningsreserven. Jo før jo bedre.

Fra Akademikerne peger vi på, at Danmark skal øge de offentlige investeringer i forskning fra de nuværende 1 pct. af BNP til 1,5 pct. Som en start kan Danmark støtte EU-kommissionens forslag om, at EU-landene skal afsætte 1,25 pct. af BNP – og selv sætte det som mål. 

Og som det allerførste skridt kan vi stoppe modregningen af EU-forskningsmidlerne. Lad os øge forskningsbevillingerne med forskellen på det, de danske forskere henter hjem fra EU, og det vi giver til EU-forskning. Det giver ca. 400 mio. kr. ekstra om året – og så er vi i gang.

Fordelingen skal ikke kun handle om partiernes mærkesager

DEA fremhæver i sin rapport om forskningsreserven, at en større og større del af de offentlige penge fordeles via reserven. Modsat udgør basismidlerne en mindre og mindre andel.

Så politikerne fordeler en meget stor andel af forskningsmidlerne og går ofte langt ned i detaljen. DEA ser en tendens til, at aftalerne om reserven indeholder flere initiativer end tidligere – og flere mindre initiativer. Det er nok ikke så overraskende.

Oftest er alle partier med i aftalerne – og alle går efter at få forskningspenge til netop deres mærkesager. Det betyder penge til mange små forskningsprojekter med en kort tidshorisont på bare ét finansår. Vi risikerer nærmest, at bevillingen løber ud, før forskergruppen er kommet ordentligt i gang og har etableret et nyt forskningsfelt.

Brug for et langsigtet perspektiv

Set fra Akademikerne skal der dog ikke herske tvivl om, at det er politikerne, som skal lægge de store linjer for brugen af de offentlige forskningsmidler. Der er tale om skattekroner og meget vigtige investeringer for samfundet. Politikerne skal både have ansvar for og stor indflydelse på den overordnede fordeling af forskningsmidlerne. 

Læs også: David Dreyer Lassen: Forskningsreserven er blevet en vigtig spiller i dansk forskningspolitik

Der er brug for både en høj grad af demokratisk legitimitet og en solid politisk opbakning til forskningen og til fordelingen af pengene. Både befolkningen og politikerne skal være trygge ved, at de mange penge til forskning gør gavn og bliver brugt fornuftigt.

Men politikernes horisont kan være kort, og de skal ikke fordele penge til konkrete forskningsprojekter. Hvis vi skal løse langsigtede udfordringer, er der også brug for et langsigtet perspektiv og for længerevarende bevillinger.