Dansk forskning i verdensklasse? Det afhænger af, hvordan man tæller

Af Jesper W. Schneider, professor ved Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet

Der er noget næsten ritualiseret over rapporter om ”dansk” forskning. Konklusionen ligger ofte klar på forhånd: Danmark er i verdensklasse. Elseviers nye rapport er ingen undtagelse. Danmark placeres igen i den absolutte top, og budskabet gentages villigt i pressen og policykredse.

Inden vi ser nærmere på rapporten, er det værd at minde om, at citationsimpact ikke er det samme som forskningskvalitet. Det handler om synlighed – og den kan opnås af flere grunde. Det er også værd at stille spørgsmålet: Hvad er egentlig dansk forskning?

Vi gennemførte i 2023 en impactanalyse, som tegnede et mere komplekst billede af udviklingen i dansk forskningsperformance. Den viste blandt andet et fald i relativ impact siden omkring 2010. Analysen nævnes i Elseviers rapport, men man fornemmer et vist lettelsens suk over, at den nye analyse igen kan fastslå, at Danmark stadig er “firmly in the major league”.

Det lyder betryggende. Man kunne næsten tro, at spørgsmålet dermed var afgjort. Det er det ikke.

Verdensklasse på fuld kredit

Rapportens hovedresultater er tværsnit fra de seneste år og bygger på ét centralt mål: Field-Weighted Citation Impact (FWCI), Elseviers standardmål for citationsimpact. Det bemærkelsesværdige er ikke indikatoren i sig selv – men tællemåden og rapportens ensidige afhængighed af den.

Det er et åbent regnskab med fuld kredit – uanset bidragets størrelse

Elsevier anvender konsekvent fuldtælling. Det betyder, at en publikation tæller fuldt for alle involverede lande. En artikel med danske, amerikanske og tyske forfattere tæller som én publikation i alle tre lande – og alle citationer tilskrives tilsvarende fuldt til alle.

Konsekvensen bliver tydelig i ekstreme tilfælde: En artikel med 100 forskere fra to lande, hvor 99 er fra USA og én fra Danmark, tæller stadig som én dansk og én amerikansk publikation. Modtager artiklen 100 citationer, får begge lande 100 citationer.

Det er et åbent regnskab med fuld kredit – uanset bidragets størrelse.

Hvad måler man egentlig?

Det er ikke en teknisk detalje. Det er et valg, der bestemmer, hvad der måles.

Fuldtælling viser deltagelse i publikationer. Den viser ikke, hvor meget man bidrager med. Til det anvendes fraktioneret tælling, hvor publikationer vægtes efter landenes andel af forfatterbidraget. I eksemplet ovenfor ville Danmark bidrage med 1/100 og USA med 99/100, og den samme vægt ville blive givet til citationerne.

Konsekvenserne er velkendte, men stort set ubehandlede i rapporten.

Når publikationer og citationer tælles flere gange, får man et system, hvor mange lande samtidig kan ligge langt over verdensgennemsnittet. Forskelle mellem lande kommer i høj grad til at afspejle forskelle i medforfatterskabsmønstre frem for forskelle i egentlige bidrag til disse publikationer.

Læs også: Danmark sakker bagud. Derfor bør et nyt regeringsgrundlag indeholde en samlet forskningsstrategi 

Samtidig er det veldokumenteret, at publikationer med mange forfattere og flere lande på adresselinjen generelt modtager flere citationer. Alt andet lige er de mere synlige, cirkulerer bredere og indgår i større netværk.

Når disse publikationer tælles fuldt for alle, bliver deltagelse i internationale netværk i praksis omsat direkte til højere national impact selvom bidraget kan være minimalt.

Hvem belønnes?

Fuldtælling belønner lande med en høj andel af internationale medforfatterskaber. For Danmark er denne andel omkring 70 pct.. Det giver et strukturelt løft i impactmålinger.

Omvendt fremstår lande som USA og Kina, som tilsammen udgør mere end 50 pct. af publikationerne i databaserne, relativt svagere. Ikke fordi de nødvendigvis præsterer dårligere, men fordi en langt mindre del af deres publikationer har internationale medforfatterskaber. For Kina gælder det omkring 20 pct., for USA omkring 44 pct.

Det betyder, at sammenligningen mellem lande i høj grad bliver en sammenligning af medforfatterskabsprofiler – ikke af forskningsbidrag.

Læs også: Det kommende regeringsgrundlag bør hvile på ét princip: Uden investeringer i viden svækkes demokratiets fundament

Der er i sig selv ikke noget galt i at anvende fuldtælling. Problemet er, at den ikke bør stå alene. Metodevalg har konsekvenser. I scientometrien er det velkendt, at ingen indikator eller tællemåde kan stå alene. Derfor bør analyser belyse problemstillinger fra flere perspektiver.

Som minimum bør man også undersøge de reelle bidrag baseret på fraktioneret tælling. Som det fremgår af figur 1 reduceres indikatoren betydeligt for mindre lande med høj andel af internationale medforfatterskaber, og langt mindre for USA og Kina.

Det problematiske er, at rapporten ikke forholder sig til betydningen og konsekvenserne af entydig brug af fuldtælling.

Hvad er en “dansk” publikation?

Det fører til et mere grundlæggende spørgsmål: Hvornår er en publikation dansk? Ved fuldtælling kan mange lande samtidig gøre krav på den samme publikation, og uanset bidrag, høste samme kredit. Fraktioneret tælling forsøger at adressere dette ved at fordele bidraget – men løser ikke det principielle problem: at national tilskrivning i et stærkt internationaliseret system er en konstruktion.

Elsevier-rapporten fremhæver internationalisering som en central forklaring på Danmarks tilsyneladende høje impact. Men i rapporten reduceres “samarbejde” i praksis til medforfatterskab.

Det er en grov proxy.

Medforfatterskab dækker over alt fra tæt integrerede forskningsprojekter til løse konsortier, marginale bidrag og i nogle tilfælde rent symbolske, måske ligefrem tvivlsomme, forfatterskaber. At tælle forfattere og nationale adresser på artikler er en grov proxy for at måle samarbejde. 

Når man ser på bidrag frem for deltagelse, og når man følger udviklingen over tid, bliver billedet mindre exceptionelt.

Samtidig stiger antallet af forfattere og lande per publikation over tid. Det forstærker problemet: jo flere aktører per publikation, desto mere kredit tildeles under fuldtælling, og desto mere inflation går der i forfatterskaber og citationer. Resultatet bliver derfor en form for metodisk selvbekræftelse: jo mere internationalt medforfatterskab, desto højere impact – målt med en metode, der netop belønner internationalt medforfatterskab.

Man kan også argumentere for at et forskningssystem som det amerikanske – i hvert fald hidtil – har været meget ”internationaliseret” blot med den tilføjelse at forskere flyttede til USA og forskede der og det betyder så, at publikationerne tælles som nationale.

Et andet billede

I vores tidligere analyse anvendte vi både fuld- og fraktioneret tælling og lagde vægt på udviklingen over tid frem for øjebliksbilleder. 

Nedenstående figur opdaterer disse resultater ved brug af fraktioneret tælling og andelen af publikationer blandt de 10 % mest citerede, hvilket er en statistisk mere robust indikator end Elseviers FWCI. Det ændrer perspektivet, og det ændrer resultaterne, men det viser landenes reelle bidrag frem for kun deltagelse.

Resultatet er tydeligt: Forskellene mellem landene bliver mindre over tid. Danmark er faldtet ud af den øverste gruppe, men også disse lande oplever et generelt fald i den relative impact undtagen Singapore, som har oplevet en markant stigning i impact. Som forskningssystem er Singapore på størrelse med Norge.

Samtidig er Kinas relative impact nu højere end alle andres undtagen Singapores, mens USA’s kontinuerlige fald er bemærkelsesværdigt. Der er ikke tale om ”VM i forskning”, selv om retorikken ofte lyder sådan. Det afspejler derimod en afgørende strukturel udvikling i det globale forskningssystem. Det kinesiske system er i dag verdens største og i stigende grad selvbærende. Det har konsekvenser.

Konklusion

Elsevier-rapporten viser én side af dansk forskning: et lille land med en stor andel af internationale medforfatterskaber. Men det er kun én side.

Når man ser på bidrag frem for deltagelse, og når man følger udviklingen over tid, bliver billedet mindre exceptionelt og mere præget af konvergens.

Det afgørende er derfor ikke, om dansk forskning er i verdensklasse. Det afgørende er, hvad vi måler, når vi siger det.