En vittighed vi hørte som børn gik som følger: En mand fik engang besøg fra sin bror, der som ung var emigreret til Amerika og havde startet landbrug derovre. Den hjemvendte dansk-amerikaner ville imponere sin tilbageblevne bror og fortalte: “når jeg sætter mig ind i min bil om morgenen og kører afsted, så vil jeg stadig om aftenen være på mine egne marker”. Hertil svarede broren: “Sådan en elendig bil har jeg også haft”. Dette blot for at sige, at man ikke nødvendigvis behøver lade sig dupere af alt, hvad de gør i USA, særligt ikke i disse tider.
Forskningsevaluering
Jacob Sherson fortæller i en kronik i Science Report om sin succes med at indhente forskningsmidler fra private Amerikanske special fonde.
DANSK PROFESSOR HENTER MILLIONER FRA AMERIKANSK SIDE
Vi ved ikke om Jacob Sherson har fået afslag på sine ansøgninger til de danske forskningsfonde, men i så fald deler han skæbne med ca. 90% af ansøgerne. Under alle omstændigheder mener han, at der er grund til at stille spørgsmålstegn ved værdien af fagfællevurdering (eller peer-review som det hedder på engelsk) som metode til fordeling af forskningsmidler. Sherson siger i artiklen:
“De offentlige fonde er bundet i en spændetrøje af peer-reviews, hvor man udelukkende kigger på videnskabelig excellence, men ikke på potentialet”
Ideen med fagfællevurdering er, at lade fagfolk undersøge nye forskningsforslag: vil projektet besvare et aktuelt og relevant spørgsmål, eller er det allerede besvaret af anden forskning? er spørgsmålet præcist formuleret og afgrænset? anvender det de mest optimale metoder til at besvare spørgsmålet? Har teamet bag projektet de nødvendige kompetencer til at løfte opgaven? Antagelsen bag fagfællevurdering er, at andre forskere er bedst egnede til at besvare sådanne spørgsmål. Fagfællevurdering er på ingen måde perfekt, men det er som demokratiet den mindst ringe løsning på et komplekst problem.
Vores hovedpointe med dette respons er, at eftersom succesraten for indhentning af forskningsmidler fra danske forskningsfonde altså kun er omkring 10%, er det tvingende nødvendigt, at ansøgninger behandles med den største grundighed og transparens – herunder naturligvis under inddragelse af faglig bedømmelse – fagfællebedømmelse – i særdeleshed for meget store bevillinger. Vi forstår ikke kritikken af peer-review: er argumentet, at fagfæller ikke er kvalificerede til at vurdere den foreslåede forskning? Et det så ikke snarere et spørgsmål om, at forskningen må forklares bedre eller, at der var bedre ansøgninger i puljen, eller måske at puljen er for lille? Står stor samfundsnytte, potentiale og videnskabelig excellence overhovedet i et modsætningsforhold til hinanden? Hvor er evidensen for den påstand?
Ofte stiller forskningsprojekter store mål i udsigt, og man må nok erkende, at forskere ofte ikke er de mest uvildige til at vurdere potentialet i deres egne forskningsprojekter. Som eksempel lover Jacob Sherson udviklingen af en“hybrid intelligence”, “democratizing the scientific process” og endda en ny “industrial revolution” (fundet i beskrivelsen af projekterne på fondenes hjemmesider). Og hvor mange gange har et forskningsprojekt ikke lovet det næste gennembrud i bekæmpelsen af kræft? Det lyder alt sammen lovende, men exceptionelle påstande kræver jo exceptionel evidens, så baren for finansiering af den slags forskning skal sættes meget højt. Efter vores mening er de bedste til at vurdere om sådanne mål kan nås netop andre forskere med relevant ekspertviden.
Der er en vigtig diskussion her: hvordan kan man stille forskere til ansvar for deres vilde løfter i forskningsansøgningerne? Hvis bevillinger blev givet på grundlag af løfter, ville incitamentet for at love vilde ting øges.
Interdisciplinær forskning
Sherson siger endvidere:
“I det offentlige forskningssystem er der alt for stive rammer, særligt når der kommer til interdisciplinaritet, altså dét at tage udgangspunkt i flere forskellige forskningsdiscipliner.”
Det er vores indtryk, at interdisciplinær forskning faktisk har særdeles gode kår, og man har i årtier talt om det særlige potentiale i netop den slags forskning. Hele nano-science feltet, som har modtaget enorme forskningsmidler, er et eksempel, klimaforskning er et andet. Ved school of science and technology ved Aarhus universitet findes adskillige programmer rettet mod interdisciplinære aktiviteter med anseelige midler tilknyttet. Interdisciplinær forskning kan være god, hvis kompetencer fra (traditionelt) forskellige discipliner går sammen om at løse eller afdække klart formulerede problemer. Vi ved som sagt ikke, omde statslige danske forskningsråd har afvist nogle af Shersons ansøgninger, men hvis det er tilfældet (og dette er ren spekulation) kan det være, at projekterne ikke var vurderet stærke nok. Det kan også være, at de faktisk var positive, men at der var andre projekter, der var endnu bedre; som nævnt slipper kun ca. 10% igennem. Hvor er evidensen for interdisciplinære projekter ikke støttes af de statslige danske forskningsråd?
I tillæg kunne man stille det spørgsmål, om det er sandt, at amerikanske fonde generelt ser mere på potentiale end videnskabelige excellence? Er der nogen yderligere evidens for dette?
Fagfællevurdering er uundværligt
Forskningsfinansiering er et vigtigt tema som ligger alle forskere meget på sinde. I vore dages universiteter kan ens forskning hurtigt blive lagt brak, når heldet svigter med ansøgningerne om forskningsmidler. Mange vigtige spørgsmål trænger sig på om tidens vilkår for forskning: Er der en rigtigt balance mellem grundforskning og anvendt forskning, mellem forskernes faste behov og midlertidige satsninger, eller mellem såkaldte “eliteforskere” og det flertal af dygtige forskere som ikke har været heldige at få dette mærkat? Er der for få frie midler? Burde der være flere basismidler på universiteterne til at støtte de ansatte forskere? Kan vi få løst problemet med manglende overhead fra private fonde? Der er nok at tage fat i, men fagfællebedømmelse bør man ikke pille ved. Alternativet er meget værre, f.eks. at mæcener, politikere eller erhvervslivet direkte kommer til at bestemme, hvad der skal forskes i på universiteterne, eller forskerne skal til at konkurrere endnu mere om hvem der komme med de vildeste løfter – Lad os da for alt i verden holde fast i fagfællevurdering som princip!
