Grundforskning er innovationens rygrad

Af Anne-Mette Hvas, dekan på det sundhedsvidenskabelige fakultet Health, Aarhus Universitet

Forestil dig en kvinde i et laboratorium i 1960’ernes London.

Hun arbejder alene, metodisk, med avanceret elektronmikroskopi – på jagt efter de usynlige strukturer i virus. Hun har ingen stort anlagt ansøgningspakke, intet samarbejde med industrien og ingen garanti for anvendelighed. Hendes navn er June Almeida, og hendes arbejde fører til den første identifikation af coronavirus. Hendes teknikker ændrer virologien.

Ville hun få fondsmidler i dag?

Det er svært at sige. Hun ville næppe skrive om sin forskning, at den var impactful, banebrydende eller klar til kommercialisering. Den beskrivelse kommer tit først bagefter – når gennembruddet er sket.

Sundhedsinnovation kræver dyb forståelse

Efter sommerferien overtager Danmark EU-formandskabet. Det er en oplagt mulighed for at styrke rammerne for europæisk forskning, innovation og vidensbaseret udvikling. Danmark bør især arbejde for, at grundforskningen ikke kommer under yderligere pres – hverken politisk, økonomisk eller kulturelt.

Vi taler meget om innovation. Men innovation går oftest hånd i hånd med solid
grundforskning.

I sundhedsvidenskaben er grundforskningen ikke nice to have – den er rygraden i vores viden om kroppen, sygdomme og behandling. Den har givet os antibiotika, MR-scanninger og covid-vacciner. CRISPR-teknologien, som nu revolutionerer genterapi, blev opdaget under forskning i bakteriers forsvarsmekanismer.

På Aarhus Universitet har over 15 års grundforskning i muskelelektrofysiologi ført til biotekvirksomheden NMD Pharma, som udvikler behandlinger til mennesker med neuromuskulære lidelser.

Læs også: Innovation uden ny erkendelse er som et hus uden fundament

Virksomheden fik startkapital fra bl.a. Novo og Lundbeckfonden, og derefter en milliard kroner fra internationale investeringsfonde – og den tester nu lægemidler mod frygtede sygdomme, som bl.a. gør det svært at løfte armen, tale klart eller tygge sin mad. Det kommer sandsynligvis til at ændre livet for millioner af patienter. Men det startede med forskere, som sad i Universitetsparken og fordybede sig i celletransporter.

Værdien er ikke altid umiddelbar synlig, men den er enorm

Jeg håber, at Danmark vil bruge EU-formandskabet til at arbejde for, at den langsigtede, nysgerrighedsdrevne forskning bliver prioriteret højt i EU’s fremtidige finansielle rammer.

Den meget omtalte Draghi-rapport, hvis fulde navn er ”The Future of European Competitiveness” efterlyser, at EU’s forsknings- og innovationsbudget øges betydeligt.

Rapporten peger på grundforskning som fundamentet for både teknologiske fremskridt og langsigtet konkurrenceevne – og anbefaler en fordobling af støtten til grundforskning via European Research Council (ERC).

Danmark bør arbejde for en bred europæisk opbakning til den strategi.

Den basale forskning har sin egen ret

Når en opdagelse sker, peger Draghi-rapporten også på behovet for et stærkere europæisk innovationsøkosystem, som kan geare forskningen med midler, der er nødvendige for fx at bringe et nyt lægemiddel ud til patienterne. Det kunne blandt andet ske gennem en innovations-top på forskningsbevillingerne, som kan aktiveres, hvis der er et kommercielt potentiale.

Det ville være et drømmescenarie, hvis Danmark i sit EU-formandskab kan bane vejen for mere støtte til kommercialiseringsaktiviteter på universitetsniveau, så rejsen ud af laboratoriet ikke behøver afhænge af amerikansk venturekapital.

Men det er vigtigt, at vi uafhængigt heraf støtter grundforskningen – for vi bliver nødt til at turde prioritere fundamentet. Det skal vi gøre i en bred accept af, at den er langsom, tålmodig og præcis det, som store fremskridt kræver.

Læs også: Vi har brug for en ny, stæk motorvej for innovation

Sagen er, at vi ikke aner, hvilke opdagelser der kommer til at lægge grunden for det næste store fremskridt. Vi kan ikke nøjes med en pick the winner-strategi, der kun fokuserer på enkelte områder. Det, der i dag synes abstrakt, kan vise sig at være helt afgørende viden i fremtiden.

Det virker paradoksalt, men jo mere verden brænder omkring os, jo vigtigere er det at sikre, at nutidens June Almeidas får ro og rum til at arbejde – selv hvis vi ikke helt forstår, hvad de laver. Endnu.