Ny forskningsstrategi bør have øje for bredde og nysgerrighed i forskningen

Af Brian Arly Jacobsen, forperson for DM Universitet

Det var nok de færreste danskere, der havde hørt om professor og epidemiolog Lone Simonsen, inden coronapandemien brød ud og gjorde viden om epidemier til et af de vigtigste emner for hele samfundet.

Heldigvis var der løbende, og lang tid inden pandemien, blevet forsket i virologi, epidemiologi, vaccineteknologi, folkesundhed, adfærdspsykologi, historie, kommunikation og andre områder, som politikerne og resten af samfundet kunne trække og bygge videre på for at komme igennem en af vor tids største kriser. 

Ingen af os ved med sikkerhed, hvilke udfordringer vi skal håndtere i morgen. En ny geopolitisk situation? En ny finanskrise? En miljøkatastrofe? En krig? Eller noget helt femte? Af samme grund er det svært at forudse, hvilke forskningsområder vi særligt får brug for i fremtiden. 

Viden udvikles over mange år. Og for at kunne udvikles kræver det ikke bare tilstrækkeligt med midler, men også varige, frie midler, der kan sikre sunde forskningsmiljøer, bredde og nysgerrighed i forskningen.

I øjeblikket gøder Socialdemokratiet jorden for en ny national forskningsstrategi. Det er positivt. For i dag er der flere udfordringer på forskningsområdet, der kræver handling.

Magtfulde fonde skævvrider forskningen

Fx ser vi en stigende ubalance i dansk forskning, hvor de store private fonde i stigende grad finansierer dansk forskning.  

I 2022 udgjorde andelen af eksterne forskningsmidler 46 pct., mens de finanslovssikrede basismidler udgjorde 54 pct. Det viser tal fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR).

Det er positivt, at de private fonde vil støtte forskningen, men den private finansiering indebærer desværre også en skævvridning, hvor visse områder modtager massiv støtte, imens andre ikke gør. Fx har samfundsvidenskab, humaniora og dele af naturvidenskab generelt sværere ved at tiltrække fondsmidler end andre områder, og vi hører fra forskere, at de frie midler på universiteterne især går til områder, der i forvejen er gode til at tiltrække eksterne midler.

Det er et problem, for hvem ved, om den næste store krise kommer til at kræve dybdegående viden om et felt, som er blevet skåret helt ind til benet – eller værre – lukket, fordi der ikke var adgang til midler. 

Vi har brug for et stærkt beredskab af viden inden for alle felter, hvis vi vil være beredte på morgendagens udfordringer – hvad enten det er den grønne omstilling, krigen i Ukraine eller noget, vi endnu ikke har set komme. 

Et sådant beredskab kræver, at vi skruer op for de frie forskningsmidler, som hverken er styret af politiske eller kommercielle interesser, men derimod sikrer bredde og nysgerrighed i forskningen. Derfor er det helt nødvendigt, at der kanaliseres flere basismidler ud til landets universiteter fra forskningsreserven.

Vi skal stå vagt om forskningsfriheden

Et bredt og solidt forskningsberedskab på alle områder kræver desuden, at dem, der er tættest på forskningen – nemlig forskerne selv – har mulighed for at dyrke deres nysgerrighed og kritiske sans uden utidig indblanding. Det er sådan, vi som samfund bliver klogere og opnår ny viden af høj kvalitet på alle områder. 

Derfor er det afgørende, at den forskningsfrihed, som der er bred enighed om, at forskerne bør have, er intakt, og at de hegnspæle, vi har sat op omkring forskningsfriheden, styrkes yderligere. Forskernes uafhængighed er helt uvurderlig og afgørende for vores demokrati. 

Læs også: Akademikerne: En langsigtet strategi kan give nye perspektiver for brugen af forskningsreserven

Men desværre har vi udfordringer på området, der kræver opmærksomhed og handling. Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) (2023) mener 18 pct. af forskerne, at forskningsfriheden er under pres på deres institut. Mellem 5 og 7 pct. af forskerne er inden for de seneste to år blevet presset til at udsætte offentliggørelsen, udelade eller ændre dele af resultaterne eller helt at undlade at publicere resultater.

Selvfølgelig skal forskningens metoder og resultater til en hver tid kunne modsiges og diskuteres. Men det må aldrig lykkes for eksterne aktører at fordreje forskningens resultater eller tilbageholde viden af hensyn til egne interesser. Det forplumrer forskningen og forhindrer forskerne i at opnå deres fulde potentiale. Det er både et tab for samfundet og for demokratiet.

Den samme undersøgelse viser, at hver 4. danske forsker beskæftiger sig med eller overvejer at beskæftige sig med kontroversielle emner, men for 71 pct. af dem gælder det, at de frygter, er blevet truet eller udsat for repressalier. 

Det er meget bekymrende, for vi har brug for viden og vigtige nuancer på alle forskningsområder – ikke mindst på de områder, hvor der jævnligt opstår sprængfarlige konflikter med mange følelser og polariserede holdninger. Det er helt uholdbart, hvis vidensudviklingen går i stå på bestemte områder, fordi forskerne ikke føler sig trygge ved bestemte forskningsfelter. 

Ny strategi skal følges op af midler

Jeg håber, en ny national forskningsstrategi vil prioritere bredden og nysgerrigheden i dansk forskning. Helt konkret foreslår jeg, at regeringen styrker de kollegiale organer på universiteterne. Det vil give forskerne mere indflydelse på strategiske og faglige beslutninger og mere medbestemmelse ift. forskningens indhold.

Samtidig bør forskerne få bedre rammer og redskaber til at modstå pres fra opdragsgivere. Og regeringen bør sikre klarere principper for armslængde ude på universiteterne, så eksterne interessenter ikke har samme muligheder for at påvirke forskningen. 

Læs også: Der er brug for et fælles nordisk beredskab til kriseforskning

Sidst er det som nævnt afgørende, at der kanaliseres flere frie midler ud til universiteterne. Det vil forbedre forskernes mulighed for at være nysgerrige og alsidige – også når det indebærer forskning i kontroversielle emner eller emner, som eksterne aktører ikke har en særlig interesse i. 

Ved sidste års forhandlinger om forskningsreserven, blev der sikret flere basismidler. Det er positivt og et skridt i den rigtige retning, men midlerne er kun midlertidige – og der er behov for at sikre en mere permanent løsning. 

Det er helt nødvendigt. For forskningsfriheden. Demokratiet. Samfundsudviklingen. Og vores evne til at stå imod morgendagens udfordringer.