debat

Sundhedsforsker: Her er de bedste råd til at arbejde hjemme

To teknikker kan gøre dit hjemmearbejde under corona-karantænen mere effektivt, selvom distraktionerne hober sig op.

Af - 25. marts 2020

Foto: iStock.

Effektivitetseksperten Christina Schnohr er den mest vindende danske atletikudøver med 38 danske senior-mesterskaber og ca. 75. junior-og ungdomsmesterskaber. Siden hun lagde landsholdskarrieren på hylden har hun gennemført flere ultramaratonløb op til 100 km.

Hun er uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab, har en ph.d. i sundhedsvidenskab og er MPE (Mastercoach i Personlig Effektivitet). Læs mere her.

EKSPERTKLUMME: Den primære grund til at mennesker er ineffektive (hvadenten de arbejder hjemme eller på deres arbejdsplads) er, at man ikke evner at bevare fokus på de opgaver, man løser. Til daglig oplever alle medarbejdere både indre og ydre forstyrrelser, fx træthed, sult eller manglende motivation (indre) eller notifikationer fra mobiltelefonen eller afbrydelser fra kolleger (ydre).

Derfor har jeg to simple (men ikke lette!) råd til de hjemmearbejdende i disse dage, som er blandt de mest anvendte værktøjer til at forbedre din personlige effektivitet; to do-listen og Pomodoro-teknikken.

For mange er to do-listen en liste, som blot bliver længere, mens man knokler derudaf. Og Pomodoro? Ja, det betyder tomat på italiensk og hentyder til den italienske version af æggeuret, som man typisk bruger som alarm i køkkenet, når man laver mad. Tricket er nemlig at arbejde intensivt men i korte perioder ad gangen.

Mennesker arbejder bedst i intervaller

Alle undersøgelser af effektivitet viser nemlig, at mennesker arbejder bedst i intervaller. Derfor kan det ligefrem være, at din hjemmearbejdsperiode vil gøre dig endnu mere effektiv fordi du må krydre din arbejdsdag med frokost med familien eller andre opgaver, som hjemmepasning af børn eller lektiehjælp til skolebørn. For de afbrydelser kræver, at du bliver nødt til at fokusere al din opmærksomhed på en opgave ad gangen i korte tidsrum.

Hvis du laver en to do-liste som du overholder med Pomodoro-teknikken, vil du få struktur på din hjemmearbejdsdag.

Og så får du et lille bonus-tip, som vil give dig en god følelse til din hjemme-arbejdsdag.

To do-listen
To do-listen bruges af mange; det er en simpel liste over de opgaver, man ønsker at lave. Hver dag laver du en liste over de ting du vil nå dagen efter. Det er vigtigt at listen både består af ”nemme” og ”svære” opgaver. Det er også vigtigt at du splitter de opgaver op, som tager over 1 time. Alle dine opgaver skal løses på max. ½ time. Hvis en opgave tager fx tre timer, skal du definere del-opgaver, som kan løses på ca. ½ time hver (eller mindre). Udarbejdelsen af din to do-liste vil på den måde blive din plan for dagen.

Når listen er udarbejdet er det næste at du overholder den

OBS! Eftersom du overvejer hvor lang tid du bruger på hver opgave, er det vigtigt at den samlede arbejdstid ikke overstiger den tid du har til rådighed. Og et godt tip er at trække 20-30 pct. fra, dvs. hvis du arbejder mellem 9 og 15, så planlæg max 5 timers arbejde på din to do-liste.

Når listen er udarbejdet er det næste at du overholder den. Hvis du kommer i tanker om en opgave i dagens løb som du også vil løse, så skriv den på en ”brutto-to do-liste” til dagen efter, eller overvej i hvert fald hvor vigtig den pågældende opgave er lige nu.

Pomodoro-teknikken
Teknikken er en af verdens mest kendte teknikker i at arbejde fokuseret. Den kaldes Pomodoro-teknikken fra det klassiske tomat-køkken-ur, man drejer. Teknikken består i at sætte en timer på 25 minutter – hvorefter man holder 5 minutters pause. Teknikken er UTROLIG simpel og som yderst effektiv. Men ikke let at gennemføre i praksis.

Du kan Google Pomodoro-teknik og se en mere udførlig beskrivelse, men i al sin enkelthed er teknikken 25+5, dvs. 25 minutter med fokus på én specifik opgave, og 5 minutters ”pause” indtil den næste opgave (der også må tage 25 minutter).

Sørg for at du kun arbejder på den ene opgave, og læg mærke til hvor ofte du gerne vil afbryde dig selv undervejs i de 25 minutter. Forbered hver opgave og sørg for at du har et glas vand, din kop kaffe/te og ikke ”pludselig” skal på wc undervejs.

Hvis du får en tanke undervejs, så skriv det på en PostIt ved siden af dig – og hold fokus på din opgave i de 25 minutter! Det er immervæk kun 25 minutter…

Det er naturligvis en særlig udfordring at løse komplicerede opgaver med familien hjemme. Omvendt kan situationen være med til at lære dig at arbejde fokuseret 25 minutter ad gangen, og du vil hurtigt opdage at du når langt mere på 25 minutter med fokus, end du når på 2 timer uden at tænke over hvilken opgave du løser og hvor lang tid du bruger på den.

Hent en app eller brug timeren i din telefon (naturligvis en telefon i flight-mode!). Og som nævnt under to do-listen; hvis du ikke bliver helt færdig kan du – efter en 5 minutters pause – fortsætte med en anden del af opgaven i 25 minutter mere.

Et lille bonusråd som er et af mine personlige yndlingsværktøjer er også at lave en ”done-liste”. Sørg for at din to do-liste har et format hvor du kan følge med i hvor meget du når, dvs. skriv den gerne på et stykke papir hvor du kan strege opgaven over, når en opgave er løst. Det giver en lykkefølelse at strege en opgave ud, og den kan give motivation og arbejdsglade dagen igennem – og til næste arbejdsdag. Undervurdér ikke effekten af en done-liste, prøv det af og mærk selv hvordan arbejdsglæden får et nøk opad.

Rigtig god hjemmearbejdsdag!

Årets modtager af Skou-prisen er fundet

Den fornemme talentpris går i år til ung kræftforsker, der samarbejder med internationale topforskere. Ifølge tidligere Skou-modtager gør prisen blandt andet vejen til ekstern funding lettere.