Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Forside

Hvor meget kulturarv skal vi ødelægge for at forstå historien?

Ind i mellem må vi ofre uerstattelig kulturarv, men hvor går grænsen?

Dialog mellem forskellige faggrupper er altafgørende, når vi skal undersøge vigtige fund i Danmark

Koncentrationen hænger tyk i lokalet, hvor en håndfuld forskere står bøjet ind over et improviseret obduktionsbord i den mandagslukkede bronzealderafdeling på Nationalmuseet. Genstanden for alles fokus er Skrydstrupkvindens velbevarede hoved, der trods en datering til 1300 f.Kr. ligger med en imponerende hårpragt i fin fletfrisure og talrige tænder tilbage.

Strontiumisotopekspert Karin Frei skal denne formiddag udtage prøver til analyse. Til stede er konservator Irene Skals, der skal assistere og sikre korrekt håndtering af hovedet, og museumsinspektør Flemming Kaul i sin funktion af ansvarlig for Nationalmuseets bronzealdersamling. Karin Frei har også bedt professor Niels Lynnerup fra Institut for Retsmedicin deltage, da han har årelang erfaring med forhistorisk humanmateriale.

Efter prøvetagninger tre ’usynlige’ steder i Skrydstrupkvindens lange hår og udtagelsen af en løs visdomstand i mundhulen tager forskerne hul på den sidste og mere tricky del af dagens prøveudtagninger fra en af de tidlige tænder, der stadig sidder in situ.

Denne del kunne ikke planlægges på forhånd, så Karin Frei studerer indgående især 6 års tanden sammen med Niels Lynnerup og Flemming Kaul. At trække den ud er et voldsomt indgreb, men heldigvis kan Karin Frei også analysere på tandpulver. Da 6 års tanden er velbevaret med tyk emalje, lander Karin Frei og Niels Lynnerup på at bore lidt af tanden. Efter at have sikret sig det forsvarlige i forehavendet giver Flemming Kaul sin tilladelse, og Karin Frei finder et lille diamantbor frem.

Netop den ovenfor skitserede fælles drøftelse fagfolkene imellem gør forskellen på velovervejet videnskab og brutal brug af kulturarven. Det er et område danske forskere er i front på.

Opråb fra arkæologer
Formiddagen på Nationalmuseet med prøveudtagninger fra Skrydstrupkvinden står således i skærende kontrast til et opråb fra arkæologer fra universitetet i Kiel i Tyskland og University of Haifa i Israel bragt i Nature News i august.

De tyske og israelske arkæologer udtrykker bekymring for de forhistoriske knoglesamlinger med den øgede efterspørgsel på prøvemateriale fra naturvidenskabsfolk og især DNA-laboratorier.

For at dæmpe gemytterne åbnede israelerne en central institution i Haifa tidligere på året. Den nye institution skal opbevare og administrere knoglefund fra udgravninger i Israel.

Spørgsmålet er, om det er nødvendigt med så radikale tiltag? Centralisering kan ifølge andre forskere ende med at begrænse videnskaben på feltet.

Sindssygt opmærksomme kuratorer
Professor og DNA-forsker, Eske Willerslev, fra Center for Geogenetik under Statens Naturhistoriske Museum har gjort store videnskabelige landvindinger i sit arbejde med humant materiale fra forskellige perioder og i mange afkroge af verden. Han kender problematikken indgående

– Der kan selvfølgelig opstå et vist pres på de helt unikke fund, som mange gerne vil have fat i. Men der ser jeg et større problem i, at nogle forskere udtager prøver uden at have en egentlig problemstilling. De tager prøver bare for at have dem. Men det sker kun få steder og aldrig herhjemme. Jeg er også i enkelte tilfælde blevet kontaktet af en slags mellemmænd, der har tilbudt mig knoglemateriale ad uofficiel vej. Det går jeg helt udenom, siger Eske Willerslev.

Takket være den lange tradition for arkæologi og indsamling af fund i Danmark ligger vi inde med nogle af de bedste knoglesamlinger i verden

Eske Willerslev og hans folk har udført forskningsprojekter, hvor der har været andre særinteresser ind over f.eks. med indiansk knoglemateriale eller aboriginere i Australien. Men ellers handler det for ham om at trække mest muligt på fagfolk fra alle discipliner:

– Jeg prøver altid at samarbejde med arkæologer i vores projekter med forhistorisk materiale, for de kan have forsket i den her kultur og periode i et halvt eller helt liv. Det handler jo om at se sammenhænge for at forstå fortiden, så her er det interdisciplinære samarbejde helt afgørende. Arkæologer og museer skal ikke bare levere prøven, men være med til at udvælge den og siden i tolkningen af resultaterne. I dag kan vi sige meget mere, og det er mere sikkert end for bare et år siden, og det igen om 10-20 år. Så det er selvfølgelig vigtigt at gemme noget knoglemateriale til den tid. Derfor publicerer vi altid samtlige data fra vores analyser, så andre forskere kan få adgang og arbejde videre med det, påpeger Eske Willerslev.

Ønskeliste og nettoliste
På Nationalmuseet er samarbejdet med naturvidenskabsfolkene sat i system, så de alle skal udfylde en række standardformularer omkring deres projekt og formål. Herefter overvejer man fra museets side, om der kan gives tilladelse til at tage de efterspurgte prøver og har således helt styr på, hvad der tages prøver af.

Selvom Karin Frei er ansat forskningsprofessor på Nationalmuseet, skulle hun igennem samme formalia ind for sit arbejde med Skrydstrupkvinden.

Til projektbeskrivelsen udarbejder forskeren typisk en prøve-’ønskeliste’, der ender med en nettoliste. Knogler og tænder kan være for dårligt bevaret eller brugt af andre forskere til lignende formål og derfor ’fredet’.

Ifølge Karin Frei skal man som naturvidenskabsforsker nøje afveje formålet med at tage prøven og have en konkret problemstilling at besvare samt en vis sandsynlighed for et resultat. Her er dialogen med arkæologer og museumsfolk yderst vigtig, og det er vi efter Karin Freis mening gode til i Danmark. Med de mange moselig fundet herhjemme har danske museumsfolk også håndteret velbevaret humanmateriale længe og har allerede gjort sig etiske overvejelser omkring brugen af dem.

Videnskabelig fremdrift
Manden, der tager sig af mange af forespørgslerne på knogleprøver, er museumsinspektør og arkæolog Lasse Sørensen fra Nationalmuseet.

– Takket være den lange tradition for arkæologi og indsamling af fund i Danmark ligger vi inde med nogle af de bedste knoglesamlinger i verden, så vi får adskillige henvendelser fra ind- og udland årligt. Vi drøfter så fra sag til sag, om der kan gives tilladelse til de ønskede prøver. Om man skal ofre en sjælden tand eller pars petrosa knogle på den her analyse, forklarer Lasse Sørensen.

I et kommende projekt om stenalder har vi faktisk givet Center for Geogenetik lov til at bruge omkring 80 tænder og 20 pars petrosa i håb om at få nogle konkrete svar om den her vigtige periode og ikke mindst overgangen fra jæger-samlere til bondesamfund.

Pars petrosa knoglen er omtalt i opråbet i Nature News. Den lille knogle, også kaldet fjældbenet, er en del af tindingebenet nederst på kraniet og en af skelettets mest kompakte knogler. Så det er ofte her og i tænder, at forhistorisk DNA er bevaret.

– Vi skal naturligvis tænke os godt om, før vi giver tænder og pars petrosa væk. Dem er der ikke mange af. Omvendt giver analyserne af dem meget af den vigtige viden, som skaber fremdrift i vores fag. Man analyserer heller ikke kun DNA’et, men kører også strontium-, isotop- og AMS analyser på prøven. Det åbner op for en helt ny verden, så vi er glade for samarbejdet med naturvidenskabsfolkene. I et kommende projekt om stenalder har vi faktisk givet Center for Geogenetik lov til at bruge omkring 80 tænder og 20 pars petrosa i håb om at få nogle konkrete svar om den her vigtige periode og ikke mindst overgangen fra jæger-samlere til bondesamfund. Men så skal der virkelig meget til, at vi giver skelettets anden pars petrosa væk. Den skal gemmes til fremtidige forskere og endnu bedre analysemetoder, og forhåbentlig kan man til den tid klare sig med en mindre prøve af pars petrosa fremfor hele knoglen, konstaterer Lasse Sørensen.

Plasticprotese og kønsskifte
Odense Bys Museer var blandt de første herhjemme til at indføre en standardprocedure omkring prøveudtag. Her har man også et af Skandinaviens ældste skeletter, fra Koelbjerg, og det har i årevis vakt forskeres interesse og dermed lagt pres på de 10.000 år gamle knogler.

For at varetage det enestående fund og opfylde museumslovens krav om betryggende opbevaring og håndtering af museale samlinger vedtog museumsinspektør Mogens Bo Henriksen og kollegaer i 2010 en egentlig politik og mere stringent forvaltning af naturvidenskabelige undersøgelser af deres knoglemateriale, der så løbende tilpasses metodernes udvikling.

Vores samling rummer alt fra det enestående til det mere almindelige.

På daværende tidspunkt havde Koelbjerg-kvinden delvis plasticprotese på højre lårben. Efterfølgende analyser på Center for Geogenetik har i øvrigt påvist, at hun er en mand.

På VejleMuseerne valgte man i tilfældet Haraldskærkvinden at gå den anden vej og selv kontakte Center for GeoGenetik med tilbud om en pars petrosa. Efter vellykkede strontiumisotopanalyser udført af Karin Frei blev forskningsleder Mads Ravn nysgerrig på mere viden om moseliget, så DNA-forsker Peter Damgaard udførte et velplanlagt kirurgisk indgreb sammen med en konservator og tog den lille knogle med til analyser i København.

I rivende udvikling
Efter næsten 30 år på Antropologisk Laboratorium ved Institut for Retsmedicin har institutleder Niels Lynnerup arbejdet med naturvidenskabelige undersøgelser af fortidens knoglemateriale længere end de fleste, og forskningsfeltet har gennemgået en rivende udvikling:

– I begyndelsen arbejdede man mest med C14-dateringer, og dengang krævede en datering det meste af et lårben eller et halvt kranie. Vi har af samme grund flere halve stenalderkranier liggende i vores samling. Heldigvis dukkede den nye dateringsmetode, AMS (acceleratormassespektrometri), op herhjemme i starten af 1990’erne, og det kræver langt mindre knogle per datering. Den første generation af DNA analyser kom frem i 2000’erne, men her kunne vi kun analysere på en lille del af DNA’et, nemlig mitokondrie DNA. Det satte visse begrænsninger for både analyser og resultater, da den del af DNA’et kun nedarves fra mødrenes side. I dag arbejder forskerne med kerne DNA, så de har mere materiale og får mere nuancerede resultater, forklarer Niels Lynnerup.

På Antropologisk Laboratorium på Panum i København ligger landets største knoglesamling på henved 30.000 skelletter fra stenalder op til 1700-tallet. Samlingen har givet afsæt til talrige forskningsprojekter også Lynnerups egne, så han har indtaget både forsker-, rådgiver- og forvalterrollen.

– Vores samling rummer alt fra det enestående til det mere almindelige. Vores sjældne ældre stenalder-skelletter og dem fra nordbogravene i Grønland passer vi rigtig godt på. For det er typisk de samme 20-30 skeletter, som forskerne kredser om, og derfor må vi afveje benhårdt. Til gengæld har vi utallige middelalderskeletter, og nogen af dem har vi brugt til at teste nye metoder eller ligefrem til metodeudvikling. For det er jo vigtigt at vide, at de resultater, der kommer ud af analyserne af det sjældne knoglemateriale, rent faktisk også holder, fastslår Niels Lynnerup.

Så trods en rivende metodeudvikling, der langt fra er ved vejs ende, formår det danske forskermiljø at finde en balance mellem at få ny viden og værne om det fortidige skeletmateriale.

De nye afsnit af DRs ‘Historien om Danmark’ starter lørdag d. 23 september kl. 20 med Renæssancen.

Forsiden lige nu:

Mikroskopisk orm kan gøre os klogere på os selv

En 0,05mm ledorm bestående hovedsageligt af hjerne og penis kan være nøglen til at forstå nogle af evolutionens gåder – og give ledetråde til at forstå os selv. Lektor Katrine Worsaae har lagt ledormens genetiske puslespil og fundet de første svar på ’down-sizing’.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.