Jul er hygge, familie, gran… og kød. På den måde har vi ikke fjernet os så langt fra vores forestillinger om, hvordan vores forfædre levede. Jo mere flæsk, jo større en fest. I modsætning til vores forfædre står vi imidlertid i en situation, hvor flere og flere problematiserer de mange forskellige udskæringer af gris, der præger de danske julefrokostbuffeter.
Et af de centrale spørgsmål i diskussionen er, hvornår – og om – vi etisk set kan sige god for det liv, dyrene har levet og se os selv i øjnene, mens vi spiser dem?
Det er også en diskussion, der spiller en rolle i forskningen i dyrevelfærd og et af de steder, hvor man tydeligt kan se, hvordan værdier spiller en rolle i videnskaben. Og et af de steder, hvor det bliver tydeligt, at selvom dyrevelfærdsforskningen kan gøre os klogere på dyrenes situationen, så kan vi ikke overlade til forskerne at bestemme, hvad der er dyrevelfærd – eller hvornår den er god nok. Det ansvar må vi påtage os som borgere og informeret af forskningen i fællesskab finde ud af.
Det er nemt at frame diskussionen som et opgør mellem uvidende forbrugere med romantiske forestillinger om Jens Hansens bondegård og så sagkundskaben, der faktisk ved, hvad der er bedst for dyrene.
Diskussionen om dyrevelfærdsmærkerne, der har raset de sidste par år, viser dette med al tydelighed. Her ville Miljø- og Fødevareministeriet i samarbejde med detailhandlen, dyreværnsorganisationer og andre interessenter udvikle en statslig mærkningsordning, der skulle gøre det lettere for forbrugerne at tilvælge forskellige grader af dyrevelfærd. Men uenigheder om, hvor god velfærden skal være for at være god nok til, at man smykker sig af det, var med til at forhindre enighed og forbrugerne har nu både den statslige mærkningsordning og Coop´s egen ordning at forholde sig til. Eller hvad med diskussionen om buræg, der har ført til, at de fleste danske supermarkedskæder enten har eller er ved at udfase salget af buræg af hensyn til dyrevelfærden, selvom en række forskningsresultater viser, at høns i berigede bure har bedre velfærd end fx fritgående høns.
Et spørgsmål om paradigmer
Det er nemt at frame diskussionen som et opgør mellem uvidende forbrugere med romantiske forestillinger om Jens Hansens bondegård og så sagkundskaben, der faktisk ved, hvad der er bedst for dyrene. Men dykker man lidt ned i baggrunden får man hurtigt øje på, at der snarere er tale om et sammenstød mellem forskellige paradigmer for dyrevelfærd. Paradigmer, der vel og mærke også kan findes inden for forskningen i dyrevelfærd. Den forskning, der peger på, at dyrevelfærden er bedre for høns i berigede bure end for fritgående høns, hviler ganske enkelt på en bestemt forståelse af, hvad dyrevelfærd er, der fører til resultatet.
Er velfærd at blive skånet for negative oplevelser eller handler velfærd også om at give dyret mulighed for at få positive oplevelser?
Forskerne lægger deres metode og resultater klart frem, og konklusionen er ikke urimelig. Man kan derfor ikke beklikke denne forskning for ikke at leve op til god videnskabelig praksis. Hvad man derimod skal have øje for, er at valget af parametre, som man har valgt at vurdere velfærden ud fra, ikke er et objektivt valg, men et valg, der også er informeret af en særlig forståelse af velfærd, af værdier. Når man fx mener, at det er bedre velfærd at være beskyttet mod de skader og sygdomme, som fritgående høns pådrager sig i højere grad end høns i berigede bure, end det er for hønen at kunne udfolde et langt større repertoire af sin iboende adfærd, er der tale om et valg, som ikke kan begrundes videnskabeligt, men i sidste ende er en værdidom.
Indenfor dyrevelfærdsdiskussionen er det et af de spørgsmål, som deler vandene. Er det bedst for dyret at være skånet for diverse negative oplevelser gennem at leve et beskyttet og kontrolleret liv, eller er det bedst for dyret at leve med mulighed for at udfolde sit væsen – også selvom det undertiden kan give anledning til negative oplevelser? Er velfærd at blive skånet for negative oplevelser eller handler velfærd også om at give dyret mulighed for at få positive oplevelser?
Det sidste synes der større mulighed for, jo mere man giver dyret mulighed for at udfolde sin natur, men det kommer altså med en pris – at dyret også risikerer flere negative oplevelser.
Det gode liv
Det handler i sidste ende om de dyr, der i bogstavelig forstand lægger krop til kødet. Hvilke forhold skal vi byde dem, for at det etisk set er rimeligt, at vi tager deres liv og død for at tilfredsstille vores smagspræferencer for bacon, bøf og bouillabaisse? Nogle vil allerede stå af her og sige, at diskussionen slet ikke bør handle om, hvordan dyrene har det, for uanset hvor gode liv, de har, inden de ender på middagsbordet, så har vi ingen ret til at tage deres liv med mindre det sker i selvforsvar. Som den nyligt afdøde dyrerettighedsetiker Tom Regan (1938-2017) udtrykte det: Det handler ikke om at skabe glade slaver, men om at afskaffe slaveriet.
Med mindre man har levet uden adgang til virkeligheden de senere år, er det næppe nogen hemmelighed, at kød på kort tid er gået fra at være en selvfølge til et problem.
For de fleste er det udtryk for et radikalt synspunkt, da det i sagens natur indebærer, at den eneste etisk forsvarlige måde at leve på, er som veganer. Her skal jeg ikke tage stilling til, om Regan har ret, men blot påpege, at det for de fleste er etisk set forsvarligt at udnytte dyrene til fødevarer, så længe de har haft et ordenligt liv. Spørgsmålet er så bare, hvornår de har det – og her skilles vandene.
Så hvis nogle spørger dig, om du har god samvittighed, når du sidder der med munden fuld af gris, må du se i øjnene, at du ikke kan gemme dig bag forskningen. For vores uenighed om dyrevelfærd, hvad enten det er over julemiddagen, ved forhandlingsbordet eller forskningskonferencen handler ikke kun om fakta, men også om værdier. Hvilket ikke gør tingene nemmere, men til gengæld forklarer, hvorfor det er så vigtig en diskussion. Så velbekomme og glædelig jul, hvad enten du spiser kalkun eller kikærter.
Klummen er skrevet af Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet
