Jeg er vokset op i et universitetsmiljø. Derfor har jeg, så længe jeg kan huske, lyttet til diskussioner om de seneste initiativer, man politisk ønskede indført i universitetssektoren. Et af de tidligste, jeg kan genkalde mig, var P-and-P-systemet: Publish or perish. Hvis ikke der publiceres, må man forsvinde. I grunden en fornuftig tanke. Væk med gratister og snyltere. Jeg kan dog huske, hvordan man hjemme så med skepsis på indførelsen af et sådant system, skønt min fader nu ikke havde grund til bekymring.
En forventet nobelpristager i økonomi på frokostbesøg fortalte en gang i 70’erne, hvordan systemet i USA havde ført til ulidelig reproduktion. Selve tanken om at skrive, for at arbejdet kunne tælles på en liste, gav anledning til hovedrysten. Konsekvensen har været, at mange i dag puster deres publikationslister op med ligegyldigheder som f.eks. konferenceabstracts, eller gentager de samme forblommede tanker til hudløshed. Fornuftigt?
Senere var det introduktionen af NPM-systemet: New public management. Det rystede vi også på hovedet af. Enhver kunne sige sig selv, at det hverken ville blive til gavn for uddannelse, forskning eller samfund. Helt forventeligt har det ført til, at den faglige barre løbende er blevet sænket, og at den idealisme, universitetssystemet altid har levet af og for, er ved at være en saga blot. Når al ting skal tælles, bliver mennesket ramt af talmajestætsfetischisme. Man laver ikke mere, end man skal; men man bruger megen tid på at holde øje med, at man ikke udnyttes. Fornuftigt?
Jo mere tid der går med at universitetsansatte skriver ansøgninger, desto mindre tid bruger de på det arbejde, de har fået i opdrag af samfundet, og som skatteborgerne betaler for: uddannelse og forskning.
Der er heldigvis fortsat i dansk uddannelse og forskning meget at kippe med flaget for; men der er også ting, som halter eller er grænseløst stupide. Det seneste initiativ er en hån mod skatteborgerne. Det drejer sig om hjemtagning af eksterne midler.
Det er sundt med en incitamentsstruktur, som tvinger en til at konkurrere med og mod kolleger nær og fjern. Det kan ingen være imod. Det kan der kun komme bedre uddannelse og forskning ud af. Men presset på universitetsansatte for at søge fondsmidler – såvel internationale som nationale – har nået et omfang, som er kontraproduktivt. Og det er ikke til skatteborgernes gavn og glæde. I virkeligheden er det set i et cost benefit perspektiv et simpelt regnestykke, men det er meget sjældent, det diskuteres, hvis overhovedet. Jo mere tid der går med at universitetsansatte skriver ansøgninger, desto mindre tid bruger de på det arbejde, de har fået i opdrag af samfundet, og som skatteborgerne betaler for: uddannelse og forskning. Fornuftigt?
Jeg vover et øje og hævder, at de projekter, som opnår støtte, i de fleste tilfælde er dem, som i højeste grad bekræfter tidsåndens forståelse af verden.
Man får let det indtryk, at der i en tid med begrænsede midler til universiteterne (når alle andre sektorer i samfundet skal spare, skal universiteterne selvsagt også), forsøges kompenseret for besparelserne ved at presse ansatte til at hente eksterne midler hjem. I stedet for at forske og uddanne bruger man i dag som universitetsansat en væsentlig del af sin tid på at skrive ansøgninger. Ved større fællesmøder handler en betydelig del af dagsordenen om vigtigheden af at hjemtage midler. Succesprocenten for ansøgninger ligger hos de fleste fonde et sted mellem fem og ti procent. Læg hertil, at hvis man opnår succes og henter projektmidler hjem, kan man i en typisk tre- til femårig periode ansætte et par yngre mennesker i post.doc.- eller Ph.d.-stillinger og skaffe sig selv noget frikøb. Det er jo udmærket; men når projektet løber ud, kan vi vinke farvel til de samme mennesker, og ofte er det de bedste undervisere og forskere, som frikøbes, så de studerende ikke får gavn af dem. Fornuftigt?
Jeg klandrer ikke universitetsledelserne. De agerer fornuftigt nok inden for den biotop, de befinder sig. Men jeg synes, vi har et alvorligt problem i forhold til skatteyderne. Vi betaler universitetsansatte for at bruge en stor del af deres tid – måske ti til 15 % (afhængigt af hvordan man gør regnskabet op i faktuelt anvendt tid og i tid, der går med at afspore tænkningen) – på at søge penge til det arbejde, de er ansat til at udføre. Fornuftigt?
Jeg synes, systemet er absurd både fra et samfundsmæssigt, et skatteborger- og et professoralt perspektiv. Vi har fået en ordning, der ikke fremmer original tænkning. Jeg vover et øje og hævder, at de projekter, som opnår støtte, i de fleste tilfælde er dem, som i højeste grad bekræfter tidsåndens forståelse af verden. Men al forskning viser, at store opdagelser og egentlige nybrud kommer dér, hvor man mindst venter dem. Og det er jo i grunden også, hvad skatteborgerne betaler for. Er der et alternativ til dette system? Ja, selvfølgelig.
Først og fremmest skal man sikre universiteterne en økonomi, som ikke frister dem til at gå på strandhugst eller kompensere for manglende midler ved at binde en urimelig del af skatteborgerbetalte undervisere og forskeres tid til at skrive ansøgninger. Der skal være tid til at tænke og skrive. Og det indbefatter selvsagt også tid til den læsning, som alt for ofte ofres i jagten på alt det kvantificerbare. Selvfølgelig skal der fortsat skrives ansøgninger; men de skal være velbegrundede og anderledes solidt fagligt funderede end meget af det, vi ser i dag. Universitetsansatte skal ikke måles og vejes på deres evne til at hjemtage eksterne midler. Det er resultaterne, de faglige vel at mærke, de skal dømmes på. Det sker gennem fagligt nedsatte bedømmelsesudvalg, som ved at vægte forskning og uddannelse. Alt andet er en hån mod skatteborgerne og deres villighed til fortsat at betale for gildet.
Anders Klostergaard er professor MSO ved institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet
