Hvordan er det for en forsker at tale en minister imod? Når sagen blæses op i medierne, og den tilmed ender med, at ministeren må trække sig?
– Man står alene. Kollegerne har ikke lyst til at være i samme båd. Det fortalte de mig, og det har jeg forståelse for. Men jeg fik nok lidt en åbenbaring. For sagen er, at heller ikke institutionen (Aarhus Universitet, red.) offentligt støtter en forsker, der står frem.
Ordene tilhører Jørgen E. Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet og sektionsleder for Klima og Vand ved Institut for Agroøkologi.
Han stod selv for centrale dele af de beregninger, som blev videregivet til embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet i efteråret 2015. Beregningerne skulle bruges som politisk løftestang for at få vedtaget landbrugspakken. Men sagen fik et stort politisk efterspil særligt pga. Jørgen E. Olesens kritik. Og den fik tilnavnet Gyllegate.
Kort om Gyllegate
I september 2015 underskrev Aarhus Universitet en aftale med Naturstyrelsen, hvor institutionen skulle levere nogle af beregningerne af, hvad landbrugspakken ville have af miljømæssige konsekvenser. Nogle af disse tal blev leveret af Jørgen E. Olesen.
En del af aftalen var, at forskerne ikke måtte udtale sig om sagen i perioden 1. december 2015 og frem til 2. februar 2016. I præcis den periode, hvor landbrugspakken blev fremlagt for politiske partiker og var til forhandling.
I en forskningsmæssig sammenhæng ville vi blive slået ihjel
Forskernes mundkurv var tilmed dobbelt: De måtte heller ikke udtale sig om, at de ikke måtte udtale sig.
Men da de endelige kvælstoftal blev præsenteret for offentligheden, mente mange at der var blevet “fiflet” med dem.
Det måtte Jørgen E. Olesen ikke gå ud med offentligt, og allerede 22. december 2015 nåede regeringen til enighed med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.
Men da udløbsdatoen for Jørgen E. Olesens mundkurv oprandt, blev han kontaktet af Berlingske. Og det udløste en forsidehistorie, hvor han om regeringens regnemetoder sagde: “I en forskningsmæssig sammenhæng ville vi blive slået ihjel”.
Senere blev han tilmed budt på frokost i Miljø- og Fødevareministeriet. Men det fik ham ikke til at ændre sit faglige standpunkt.
Og præcis 14 dage efter, at Jørgen E. Olesen havde udtalt sig til Berlingske, måtte Eva Kjer Hansen sande, at der ikke længere var opbakning til hendes fortsatte virke som minister, og hun trak sig.
Èn søvnløs nat
– Jeg var overvældet over den opmærksomhed, som sagen fik. Det, mener jeg, slet ikke, at den var berettiget til. Men jeg mistede ikke søvn på grund af den, siger Jørgen E. Olesen.
Først til sidst i processen kom der et indlæg i pressen, som et øjeblik fik ham til at tvivle på sig selv. Det var, da en forsker fra Københavns Universitet var ude med nye beregninger i sagen. Og disse nye tal gjorde Aarhus-professoren urolig. Men en gennemgang af tallene viste, at de var forkerte. Kort efter trak KU-forskeren sine beregninger tilbage. Og Jørgen E. Olesen var i TV2 News for at kommentere på dem, inden han havde haft tid til at regne dem efter selv.
– Det viser jo også, at man som forsker skal lade være med at skynde sig at lave nye beregninger, når denne her slags ting raser. For det kan nemt gøre det hele endnu værre.
Anonyme opkald
Kort efter forsidehistorien i Berlingske, begyndte Jørgen E. Olesen også at modtage anonyme opkald. Særligt det første husker han tydeligt. Han hustru var på arbejde, så han var alene i huset om aftenen. Ordene kan han ikke huske, men fornemmelsen bagefter står klar.
Jeg blev bl.a. fortalt, at jeg hørte til alle mulige grimme steder. Og det var i hvert fald ikke på universitetet
– Det var stærkt ubehageligt. Det er mere det, at der findes den slags personer derude, der er fuldstændig afsporede. Jeg kunne jo ikke respondere på det. Det er en slags terror i virkeligheden. Så da jeg havde lagt på, rystede jeg det vist af mig ved at gå en tur med hunden.
Han følte dog ikke behov for at få støtte fra hverken tillidsmand eller fagforeningen. Men til gengæld blev det til en snak med dekanen på Science and Technology, Niels Christian Nielsen, dagen efter, fordi han ”måske havde brug for lige at få lidt moralsk støtte”.
Senere kom de andre opkald. Men han tog ikke nærmere bestik af dem.
– Jeg blev bl.a. fortalt, at jeg hørte til alle mulige grimme steder. Og det var i hvert fald ikke på universitetet, smågriner han.
Der er gået omtrent halvandet år, siden minister Eva Kjer Hansen måtte gå af. Det har givet tid til refleksion. Derfor har han dette råd til en anden forsker, som måtte stå i samme situation.
– Man skal stole på sig selv og sin faglighed. Det er det eneste, der betyder noget. Så skal det hele nok gå.
