Hvis du som forsker tænker på at skrive en bog, er det en god idé at rydde væggen derhjemme for familieportrætterne og give plads til stakkevis af gule post-it noter.
– Som forsker har man lyst til at fortælle alt, hvad man ved, men det er læseren meget sjældent interesseret i. Så jeg anbefaler, at man har en masse post-it noter, skriver på dem og sætter dem op på noget, hvor man har et godt overblik, som f.eks. en væg. På den måde kan man bygge sin historie op ved hjælp af små klodser, siger Louise Haslund-Christensen.
Hun har arbejdet med faglitteratur i mere end 19 år, bl.a. på Politikens Forlag og Gyldendal. I dag er hun selvstændig konsulent med virksomheden Haslund Publishing, hvor hun bla. underviser forskere i, hvordan man skriver fagbøger.
Først skal man tænke, så skal man tegne og så kan man skrive til sidst.
– Der er ofte en indbygget konflikt mellem forskeren og ønsket om at nå ud på det brede marked. I forbindelse med faglitteratur skal man ikke researche for at finde ud af det hele. Man skal i stedet styre sin historie. Det er jo ikke forskerens normale adgang til materialet, pointerer Louise Haslund-Christensen.
Post-it noter på væggen
Derfor bruger hun en del tid sammen med forskeren for at pejle sig ind på, hvad de vil med udgivelsen.
– Jeg starter tit med at tale med dem om, hvorfor de gerne vil skrive, hvem de gerne vil skrive til og hvad deres ambition er. Hvis ambitionen er at skrive noget, som man skal bruge i sin undervisning, skal man skrive på én måde. Hvis man gerne vil udkomme på et stort omnibusforlag, skal man gøre noget andet. Så man skal være ret afklaret med, hvad man vil, før man begynder at skrive.
Når det er fastlagt, hvem man vil skrive til og hvorfor, er det vigtigt at planlægge, hvordan historien skal forløbe. Og det er her, at familiebillederne på væggen derhjemme må vige pladsen for en periode.
– Først skal man tænke, så skal man tegne og så kan man skrive til sidst. Man skal dele sit arbejde ind i nogle faser, så man ved, hvad man vil, før man begynder at skrive, mener konsulenten.
Flere komponenter
Post-it noterne på væggen kan være en stor hjælp i selve skrivefasen, fordi de giver et godt overblik på historien. Det kommer til at fungere som et storyboard, hvis det er grebet an på den rigtige måde.
– Jeg har faktisk hjulpet forskere, som har haft rigtig svært ved at få struktur på historien. Men post-it noterne har skubbet dem i gang, fordi de kunne tage dem ned fra væggen, sætte sig ved computeren, starte fra en ende af noterne og begynde at skrive teksten til sedlerne, siger Louise Haslund- Christensen.
Brug detaljerne rigtigt
– Forskere arbejder med evidens og skal som oftest være meget detaljeorienterede. For mange detaljer kan dog godt være hæmmende, når den gode historie skal fortælles. Der skal man vælge sine detaljer med omhu.
Som et godt eksempel på faglitteratur, hvor læseren bliver fastholdt trods stor detaljerigdom, nævner Louise Haslund-Christensen bogen Kierkegaards København af Peter Tudvad.
– Peter Tudvad ville lave en meget sanselig oplevelse af København, og det var det, han brugte, da han valgte detaljerne. Det synes jeg, at han lykkedes rigtigt godt med, mener hun.
Bogen er formet som en vandretur gennem Københavns gader i 1800-tallet med tematisk afgrænsede kapitler, der kan læses hver for sig. Læseren får et indtryk af Kierkegaards færden i København og et tidsbillede, når forfatteren f.eks. skriver om ’kældersumpen’, hvor filosoffen boede: ”Kældersumpene sugede lige så godt uhumskheder fra latriner som vand fra undergrunden.”
Research på forlagene
Når det kommer til valg af forlag, mener Louise Haslund-Christensen, at mange forskere med fordel kan vælge noget andet end et omnibusforlag.
– Med non-fiction er det ofte en fordel at begynde med en synopsis. Med den kan man gå i dialog med forlagene. Det kan betale sig at researche på, hvilke forlag der har en udgivelsesprofil, der passer til din specifikke bog. Så er der større sandsynlig for udgivelse og et samarbejde, alle bliver glade for, påpeger Louise Haslund-Christensen.
Hun mener også, at det er en mulighed at udgive sin bog som selvudgivelse. Når det bliver trykt som print-on-demand, er startomkostningerne små, og der er mulighed for at nå ud til sin specifikke målgruppe.
Louise Haslund-Christensen anbefaler dog , at man allierer sig med professionelle undervejs i processen, f.eks. en redaktør, en korrekturlæser og nogle, der kan hjælpe med markedsføring.
