Så skete det igen; Trump chokerer den store omverden med meddelelsen om, at USA træder ud af Parisaftalen. Trist, men overraskende? Nej, egentlig ikke.
I sine første måneder som præsident er Trump på den indenrigspolitiske scene gået fra nederlag til nederlag, og det er måske derfor helt forudsigeligt at se dette mærkværdige og sære menneske søge sine politiske demarkationer i områder, hvor præsidentembedet har sine prærogativer. Parisaftalen er derfor blot et offer på vejen, og der vil sikkert komme flere. Man må så håbe, at det amerikanske samfund, med dets mange check and balance systemer, begrænser skadevirkningerne, også i forhold til adresseringen af klimaudfordringerne.
I Danmark har vi, som mange andre lande, opsat klimamål. Men vi mangler sammenhængende og langsigtede planer, der kan sandsynliggøre, at målene nås
Det internationale lederskab, som præsident Obama påtog sig i forbindelse med indgåelsen af Parisaftalen, er ikke tabt med Trump’s meddelelse. Det blev tabt ved det amerikanske valg. Vores vante forestillinger og tiltro til et næsten altid tilstedeværende internationalt amerikansk lederskab led for alvor skibbrud med valget – og det vil desværre sætte sig dybe spor i det internationale samarbejde langt ud over Trump’s regeringsperiode.
Og så nærmer vi os måske sagens kerne. En ting er de politiske klimamål, globale såvel som nationale. En anden ting er alle de faktiske handlinger og udviklingen af nye energiteknologier og –systemer, som skal føre til realiseringen af målene.
I Danmark har vi, som mange andre lande, opsat klimamål. Men vi mangler sammenhængende og langsigtede planer, der kan sandsynliggøre, at målene nås. Der er naturligvis ikke en snorlige vej til målet, men sandsynliggørelsen er i sig selv en første betingelse for at bevæge sig i den rigtige retning. Spørgsmålene som trænger sig på, for at vi når klimamålene er mangefacetterede; Hvordan adresseres komplekse reguleringspolitiske udfordringer? Hvorledes understøtter vi den industri og det marked, som fremmer brugen af klimavenlige energiløsninger? Hvordan animeres forbruger og borgere til valg af energivenlige produkter, boliger, transportformer m.v.? Hvordan finansierer vi forskningen, som skal berede vejen for de store forandringer i alt fra den grundlagsskabende viden til den innovative og markedsnære vidensopbygning, og jeg kunne blive ved.
Præsident Trump og hans handlinger kan med rette give anledning til bekymring i forhold til verdens klimaudfordringer. Men det kunne måske også være en passende anledning til at se os selv lidt i spejlet
Så inden vi bliver alt for bekymrede over den amerikanske exit, bør vi nok tage bestik at situationen i Danmark. I den sammenhæng kan det være lidt foruroligende, at salget af elbiler (ikke overraskende) stoppede brat med den politiske beslutning om at ensrette afgiftsstrukturen for alle biler. Man burde have taget mere hensyn til at overgangen til elbiler er en væsentlig delforudsætning for energisystemets omlægning til et fossilfrit samfund. Ligeledes er det foruroligende, at energiforskningsmidlerne er reduceret så meget, som tilfældet er. I 2010 udgjorde de ca. 1.100 mio.kr., et beløb der i 2017 er blevet reduceret til ca. 500 mio.kr. Hertil kommer, at en relativt større del allokeres gennem de såkaldte EUDP midler, hvilket indebærer, at der bliver endnu færre midler til den grundvidenskabelige og strategiske forskning omkring nye teknologier, energikonvertering, energilagringssystemer og de komplekse systemsammenhænge.
Det er på mange måder ærgerligt. Ikke alene i forhold til de klima- og energipolitiske målsætninger, men også for danske virksomheder og skabelsen af danske arbejdspladser. Der er derfor alt mulig grund til at følge Energikommissionens råd i dens nyligt afgivne rapport, hvis centrale anbefaling er, at Danmark skal fastholde og udvikle sin helt unikke styrkeposition på det energipolitiske område. Blandt andet foreslås det, at energiforskningsmidlerne forøges betragteligt til niveauet omkring 2010.
At følge kommissionens råd vil også være at sige ja til at blive en del af den globale vækst, der forventes i alternative energiteknologier. Eksempelvis inden for vindenergi hvor de danske virksomheder er største leverandør til det globale marked, som har årlige vækstrater på mere end 5 %. Alene i Europa blev der i 2016 investeret 27,5 milliarder Euro i vindkraft, som udgjorde 51 % af den ny kapacitet i Europa.
Præsident Trump og hans handlinger kan med rette give anledning til bekymring i forhold til verdens klimaudfordringer. Men det kunne måske også være en passende anledning til at se os selv lidt i spejlet. For en ting er de politisk aftalte klimamålsætninger, noget andet er de konkrete handlinger og resultater. For i sidste instans er det dem, som tæller og afgør, om målsætningerne nås. Vi må derfor håbe, at Energikommissionens anbefalinger tages alvorligt, for Danmark skulle jo meget nødigt gå i Trump’s fodspor.
Claus Nielsen har været universitetsdirektør på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, siden 2007. Endvidere er han medlem af bestyrelsen for Scion DTU samt formand for Lyngby Taarbæk Vidensby. Han er uddannet Cand.Scient.Pol. og har mangeårig erfaring fra ansættelser i og samarbejder med danske ministerier og statslige virksomheder og organisationer.
