Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Vidnesbyrd om forskningstyveri

  1. Mit speciale var meget specifikt og samtidig rimeligt revolutionerende inden for mit felt. Og professoren har udgivet et kapitel i en bog, som er en total kopi 1:1. Det værste af det hele? Professoren miskrediterede min afhandling og gav mig en lav karakter – hvor mine andre fagfæller havde givet den gode bedømmelser. Kulturen og ledelsen på universitetet er forfærdelig – og seniorforskerne burde blive fyrede. Efter at have været udvekslingsstuderende i Danmark er jeg blevet chokeret over universitetets inkompetence, forfærdelige ledelse, hasarderede administration og det faktum, at når man klager, så forværrer de blot situationen endnu mere. Gud ske tak og lov, at jeg er væk fra det sted!
  2. Da det nærmede sig, at vi skulle indsende min anden videnskabelige artikel, syntes han [vejleder, red.] at det var bedst hvis vi tilføjede fem medforfattere. På den måde ville vores resultater fremstå vigtigere (ved at have relation til flere videnskabelige autoriteter), og det ville helt bestemt være godt for hans netværk. I sidste ende åbnede tre af de nye medforfattere aldrig dokumentet, én kommenterede det aldrig og én skrev en email om mindre grammatiske fejl. På den måde blev mit eget forfatterskab relativt mindre værd (mit navn stod gemt blandt de seniores navne). Jeg har senere erfaret at ikke alle vejledere overtager deres studerendes resultater – jeg har senere hen fået meget hjælp og feedback fra vejledere. Men jeg minder om, at det kan være enormt svært at trodse ens vejleder. Vejlederen er din mentor, din lærer, nogle gange din ven og én du ser op til. Magtasymmetrien er utrolig skæv; de har erfaring og et vidtstrakt (og magtfuldt) netværk. Du har brug for deres anbefaling i forbindelse med fremtidige ansøgninger og for at kunne fremme din karriere. Den dag i dag kan jeg ikke konfrontere min første vejleder – jeg har stadig brug for hans netværk for at avancere inden for forskningsverdenen, men (for nu) kan jeg trods alt finde trøst i at skrive denne anonyme, frustrerende beretning.
  3. Min professor siger tit, at han gerne vil være medforfatter på artikler, som jeg har skrevet og udarbejdet fuldstændig selvstændigt – og som ikke har at gøre med det oprindelige projekt. Han bidrager kun med mindre tilføjelser (som fx stavning og grammatik).
  4. Den overordnede forsker er medforfatter på hver eneste videnskabelige artikel, der udgår fra vores afdeling, uden at vedkommende lever op til Vancouver guidelines. Bidrager ikke med noget af betydning. Bare dét at være leder af afdelingen berettiger medforfatterskab.
  5. Jeg har været vidne til at projektindstillinger og -idéer blev udarbejdet af yngre forskere, mens al ære tilfaldt seniorforskere. I ét tilfælde blev den yngre forsker ikke ansat på det projekt, hun havde udviklet og planlagt.
  6. “Aftale” om: hvis jeg tilføjer dit navn på min artikel, så tager jeg dit navn på min artikel. Win-win løsning?
  7. Gæsteforfatterskab er ekstremt almindeligt og tilbydes både til andre seniore forskere, som man gerne vil være på god fod med, og til ansatte, som man gerne vil favorisere på bekostning af andre.
  8. Jeg skrev et review sammen med en anden studerende. Det var meningen, at jeg skulle være andenforfatter. Da en post. doc. i gruppen på et tidspunkt søgte nyt job, blev det besluttet at hun også skulle være med til at lave reviewet. På trods af, at hendes bidrag bare var at gennemlæse manuskriptet og foreslå tilføjelse af et par ekstra referencer, endte det med at hun blev andenforfatter for at fremme hendes jobsøgning.
  9. Emnet for et af projekterne i min ph.d. blev pludselig emnet for en kandidatstuderendes speciale. Det blev jeg ikke informeret om og jeg blev ikke vejleder på specialet.
  10. Spøgelsesforfatterskaber eller gæsteforfatterskab har ingen konsekvenser fra ledelsesside, eftersom de seniorforskere er ledelsen. Hvis jeg nævner Vancouver guidelines, får jeg at vide, at der ALTID leves op til dem og, at jeg bare ikke forstår i hvor høj grad de [medforfattere, red.] tog del i idéudviklingen af projekterne.
  11. For et år siden blev jeg inviteret med til at skrive en stor projektansøgning sammen med 3 andre professorer (fantastisk team og sikker en ære at blive inkluderet og spurgt). Jeg fik et råt udkast af litteratur-reviewet, som den ene af professorerne havde liggende, samt en beskrivelse af kvantitativ del, og så gik jeg i gang med at udforme vores ansøgning, forskningsspørgsmål, argumenter og den kvalitative del af undersøgelsen. Jeg endte med at sidde med hele ansøgningen, inkl. budgettet, lægmandsbeskrivelsen, osv. Ansøgningen blev efterfølgende sendt til to fonde med min chef som PI. Men da ansøgningen for nylig skulle sendes af sted, så var der plads kun til tre medansøgere og så blev jeg pludselig fjernet som medansøger fra projektet, på trods af, at det er mig der er hovedforfatter på ansøgningen, og med en følgende begrundelse “Der lå på ingen måde hverken manglende anerkendelse af dit store arbejde eller den store andel som det etnografiske udgør. Det handlede primært om, at få de medansøgere på, der har mest forskningserfaring (inkl. forskningsledelse) – i håb om at øge ansøgningens muligheder opnår støtte. Og jeg tænkte faktisk ikke, at det havde nogen praktisk betydning for dig.” Problemet er jo bare, at står mit navn ikke på projektet som medansøger, så har jeg ingen krav på at få pengene (og det gør min uddannelsesinstitution heller ikke), da alle pengene vil gå til den påfaldende professor. Så skulle jeg være så heldig at få ansættelse andetsteds i mellemtiden, kan hun hapse hele puljen. Grundlæggende set er det jo et systemisk problem, som i høj grad hænger sammen med de krav som fondene stiller, samt den absolut syge konkurrence, som der er på universiteterne i dag. Desuden kan du som post.doc. ofte ikke være hovedansøger på projekterne, da der er et krav om fastansættelse. Min direkte leder blev enormt bekymret, da jeg fortalte ham om hændelsen. Ansøgningen skulle netop sikre min ansættelse på hans center, men i og med jeg ikke var medansøger, havde vores institution ingen krav på funding, skulle projektet gå igennem. Han bad mig om at sende hele korrespondancen til ham. Sagen er endnu ikke afsluttet.
  12. Jeg har flere vejledere; halvdelen af dem laver meget lidt og svarer fx ikke på emails. Alligevel forventer de at blive inkluderet om medforfattere, selvom de ikke opfylder Vancouver-guidelines for medforfatterskab.
  13. Det ser jeg meget: at forfatterskaber gives for forskellige tjenester. For mig virker det til, at det at vejlede ph.d.-studerende er en nem måde at få sit navn på videnskabelige artikler og fremstå produktiv på. Eksempelvis burde en statistiker, som du betaler for at hjælpe med statistiske beregninger, ikke indgå som medforfatter.
  14. På min kandidatuddannelse var jeg med i en gruppe af studerende, som udviklede et diagnostisk værktøj i forbindelse med et særligt projektkursus. Vi havde lovende resultater og nævnte for vores vejleder, at vi gerne ville videreudvikle værktøjet efter kurset var slut. Hun tilbød at undersøge muligheder for at søge bevillinger. Det endte med, at hun søgte om og fik en stor bevilling, men ingen af os studerende var en del af ansøgningen eller bevillingen. På baggrund heraf fortsatte hun så selv forskningen uden at inddrage nogen fra den oprindelige gruppe af studerende. Hun endte med at ansøge om patentering – igen uden at ville inddrage nogen af de studerende, der stod bag opfindelsen. Men jeg og andre fra den oprindelige gruppe har gjort krav på at være medopfindere. Det har været en meget belastende oplevelse, og som studerende følte jeg mig udnyttet.
  15. Teoretiske idéer, der deles, bliver stjålet uden tilladelse.
  16. I starten af min ph.d. arbejdede jeg i en gruppe, hvor de ikke lige vidste, hvad jeg skulle lave, så de satte mig til at udvikle og planlægge et antal projekter. Jeg skiftede til en anden gruppe kort efter og kom aldrig til at arbejde på de projekter, som jeg havde udtænkt og planlagt. Men min oprindelige gruppe fremlagde dem som mulige ph.d.-projekter for fremtidige studerende. Med andre ord er der i dag to ph.d.-studerende i dén gruppe, der arbejder på projekter, som jeg har udtænkt og designet.
  17. Jeg har fem medvejledere på mit ph.d.-projekt. De forventer alle at blive medforfattere på alle videnskabelige artikler selvom nogle af dem overhovedet ikke deltager [i arbejdet på artiklerne, red.].
  18. En seniorforsker i gruppen tilføjer alle medlemmer af gruppen som medforfattere på alle videnskabelige artikler for at booste citationer og H-index selv hvis det enkelte gruppemedlem slet ikke spilede en rolle i det givne forskningsprojekt.
  19. Generelt er ‘ghost authoring’ et problem på centeret [på universitet A, red.] men de har også mange andre problemer – sandsynligvis fordi stort set ingen af dé med fornemme ledelsesstillinger faktisk bor i Danmark eller kommer forbi mere end en eller to gange om året. Så til spørgsmålet om hvordan ledelsen håndterer de her problemer [om ‘ghost authoring’, red.] er svaret: Dårligt. Jeg har fået lavet en aftale med ledelsen om, at jeg kan færdiggøre min ph.d. på universitet B frem for universitet A, fordi jeg har en bevilling, der ikke et knyttet til en institution. Men jeg møder stadig de her problemer, fordi jeg fortsat er indskrevet ved ph.d.-skolen på universitet A.
  20. Min vejleder klagede over at jeg skrev en artikel han ikke var med på, da han ikke havde bidraget til arbejdet. Hans eneste argument var “det foregik i mit laboratorie”. Jeg har en lydoptagelse af dette.
  21. Min medvejleder forsøgte at presse mig til at tilføje hendes overlæge til en artikel, “da hun har søgt mange fonde inden for området”, og at jeg skulle sørge for at hun kom med (jeg har lydoptagelse af dette).
  22. Jeg betalte en laborant for almindeligt laboratoriearbejde (at skære vævssnit fra en paraffinblok til histologisk undersøgelse). Lederen af det pågældende laboratorie krævede medforfatterskab.
  23. Jeg har skiftet gruppe, men problemerne fortsatte. I den nye gruppe brugte min nye vejleder mit forslag til ph.d.-projekt som ansøgning til en bevilling i hans navn uden at spørge mig først. Vejlederen endte med at blive fyret fra centret af en række årsager – dog ikke for måden han behandlede sine studerende på.
  24. Min vejleder vil have at hans øvrige ph.d.-studerende er medforfattere på alle mine videnskabelige artikler selvom de ikke på nogen måde er en del af projektet.
  25. Jeg har hørt historier fra andre ph.d.-studerende, der har oplevet at få “stjålet” akademisk arbejde eller er blevet presset til at give medforfatterskab til artikler af professorer, der ikke havde lavet noget i forbindelse med arbejdet. Sådanne historier har jeg både hørt på institut A, institut B og institut C på universitet D. Jeg har været vidne til dette på forskellige tidspunkter og på forskellige fakulteter.
  26. Jeg kontaktede en forsker på et andet universitet for at anmode om data, der lå til grund for en af hans publikationer. Han svarede, at jeg kunne få data, hvis jeg inkluderede ham som medforfatter på en eventuel fremtidig videnskabelig artikel, hvor data blev brugt. Jeg spurgte min vejleder hvordan jeg skulle forholde mig til den forespørgsel og min vejleder svarede, at det skulle jeg acceptere, fordi det er normal praksis. Det på trods af, at den eksterne forsker alene overdrog data (som allerede er beskrevet i en tidligere publikation) og ikke bidrog yderligere til mit studie. Jeg er ikke færdig med artiklen endnu, så jeg kender ikke reaktionerne når jeg beder om feedback på manuskriptet.
  27. De data, jeg indsamlede i forbindelse med mit speciale, er blevet suppleret med lignende eksperimenter med henblik på at kunne fortælle en “high-impact” historie og min del i arbejdet er ikke blevet anerkendt. Jeg har gentagne gange (efter specialeperioden) spurgt min vejleder om der var noget jeg kunne gøre og sagt at han måtte sige til, når de gik i gang med at skrive artiklen – han er ikke vendt tilbage på mine henvendelser.
  28. Mine vejledere tog et projekt, hvor jeg skulle være førsteforfatter, og udgav det som hhv. første- og sidsteforfatter. Jeg var med som andenforfatter, men det forhindrede mig i at færdiggøre min ph.d. i tide, fordi jeg så var nødt til at starte op på et helt nyt projekt i det andet år af min ph.d. Den daværende forskningsleder stolede på alt hvad mine vejledere sagde; jeg følte at jeg ikke havde nogen at tale med eller spørge om hjælp. (For ikke at nævne, at jeg blev presset til at arbejde nærmest 24/7 og til at acceptere deres fejlagtige resultater samt sexistiske kommentarer og mobning.)
  29. Jeg har selv oplevet at blive inviteret af en professor til at deltage i et projekt, hvor jeg på baggrund af data udarbejdede et færdigt manuskript inklusiv udvikling af centrale idéer, litteraturgennemgang, dataanalyse og sammenskrivning. Da manuskriptet var færdigt tilbød professoren en anden senior professor at være medforfatter uden min viden eller accept. Da artiklen blev afvist af det første videnskabelige tidsskrift, indsendte de to professorer den selv igen og udelukkede mig fra at arbejde på manuskriptet, idéerne i det eller dataanalysen bag det. Således står jeg tilbage uden nogen dokumentation for 1,5 års arbejde.
  30. Til en ny artikel har min vejleder bare kopieret og indsat flere afsnit fra nogle af mine tidligere artikler, så han ikke var nødt til at skrive afsnit om fx hvordan data blev indsamlet. Jeg er kun blevet anerkendt som andenforfatter.
  31. Jeg sendte en fondsansøgning afsted til en person, jeg gerne ville have til at sidde i mit ekspertpanel og håbede på en positiv respons så ansøgningen stod stærkere. Desværre fik jeg ikke fondsmidlerne, men jeg så tre mdr. senere, at en kollega fra en anden forskningsinstitution fik fondsmidler til et projekt med en identisk ide, identisk problemformulering, metode etc. Den kollega var rigtig gode venner med personen fra ekspertpanelet jeg sendte ansøgningen til. Jeg gik til min leder og talte med ham om det, men han sagde, at vi ikke kunne bevise noget, så vi skulle ikke gøre mere ved det.
  32. Min idé til en specifik måde at behandle data på blev stjålet via en bachelorstuderende. De skrev en videnskabelig artikel og blev berømte og min nærmeste leder spurgte bare den ansvarlige forskningsleder noget i stil med “kopierede du ham?”, hvilket han selvfølgelig benægtede. Der skete ikke andet og jeg føler mig som den skyldige. Dette på trods af, at jeg har fysisk bevis på, at de ikke vidste noget om den præcise metode og brugen af den i den specifikke sammenhæng før jeg nævnte det for den bachelorstuderende.
  33. En forsker omskrev et speciale skrevet af en af dennes kandidatstuderende til en videnskabelig artikel. Den studerende blev kun nævnt i ‘Acknowledgements’-afsnittet og fik ikke et medforfatterskab på trods af hendes betydelige bidrag til arbejdet.
  34. Det [‘ghost authorship’/gæsteforfatterskab] sker alle steder; fx til læger, der skaffer patientprøver, men ikke bidrager på anden vis.
  35. Jeg var nødt til at skrive min ph.d.-afhandling om. Jeg havde ellers publiceret flere fagfællebedømte artikler under min ph.d.-tid, men det ansås ikke som “nok” til at forsvare den teoretiske skole, jeg havde arbejdet med – og som hele mit udvalg åbenbart var stærkt kritiske over for. Min vejleder var ved afleveringen ikke i tvivl om, at mit arbejde var mere end godt nok – men så snart udvalget meldte “omskrivning”, ændrerede hendes tone sig markant… Jeg så ingen anden mulighed end at bukke under for udvalgets kritik, især fordi jeg jo godt kunne følge flere af deres kritikpunkter – imens andre ikke rigtig handlede om mit arbejde, men om den teoretiske skole, jeg lænede mig op af… Jeg valgte helt at gå fra disse oprindelige tanker og fandt en anden vej. Omskrivningen endte med at tage et år og jeg var ikke i kontakt med det akademiske miljø i størstedelen af den periode. Jeg endte dog med at få et tilbud fra et andet fakultet på universitetet: Jeg var midlertidigt ansat indtil jeg fik min grad og kunne blive post. doc. På den måde kom jeg tilbage i miljøet ad andre veje – og begyndte derfor at læse op på andre grene af feltet end blot det, der skulle til, for at jeg kunne få min grad. Jeg blev ærlig talt ret chokeret: De teoretiske sammensætninger, mit udvalg helt havde afvist, var udgivet i en artikel med min vejleders navn på – præcis de samme sammensætninger af præcis de samme teoretiske tekster. Skrevet med hendes ord, brugt til at analysere et andet eksempel, men der var ikke noget at tage fejl af… Da jeg forundret delte oplevelsen med en af hendes andre ph.d.-studerende, fik jeg henslængt at vide, at det vist ikke var første gang, hun havde lavet den finte. Ingen tør dog lægge sig ud med hende: Hun er professor og MEGET vedholdende, når noget ikke går hendes vej. Hun kan formentlig ikke ødelægge min karriere nu, da jeg er gået en anden retning, men jeg er ærlig talt stadig bange for, hvad hun kunne finde på, hvis jeg offentligt delte historien…
  36. Jeg er blevet bedt om at inkludere medforfattere på mine artikler, som ikke har bidraget på nogen måde i hverken indhold eller form. De har ikke kommenteret andet end på stavningen af deres eget navn og universitetstilknytning – så de har nok ikke engang læst artiklen. Det var min vejleder, som bedte mig om dette, da “det er måden, vi gør tingene på. Hvis du vælger ikke at gøre det, vil det være et meget stærkt signal at sende” og vil “brænde broer”. Jeg blev tildelt en af medforfatterne som min bi-vejleder, men vedkommende har ikke bidraget med noget substantielt til min ph.d.-uddannelse. Det var ikke noget, som bare skete for mig. Det var i sandhed ”måden at gøre tingene” og er desværre stadigvæk sådan. Det sker hele tiden – alle vegne. Jeg skal stadigvæk inkludere samme medforfatter i alt mit arbejde så længe, jeg er ph.d.-studerende, da de angiveligt ”bidrog til at jeg overhovedet kunne blive ph.d.”. Men de bidrog ikke med noget. Hjalp mig ikke. Vejledte mig ikke. Besvarede ingen spørgsmål. Ingenting. De er i sandhed blot navne på et papir. Jeg har kritiseret denne praksis i begyndelsen, men fornemmede kraftigt, at jeg bare skulle rette ind. Som ph.d.-studerende er jeg nederst i fødekæden og det klogeste, jeg kan gøre er at gøre seniorforskerne glade og gøre mit arbejde færdigt. Efter jeg afslutter min ph.d. kan jeg vælge ikke at fortsætte den praksis.
  37. Jeg har været vidne til adskillige eksempler, hvor yngre forskere (ph.d.-studerende, postdoc’er og lektorer) har indsamlet data som del af deres projekt, hvor deres vejledere forventer og/eller kræver at være medforfattere på ALLE udgivne artikler baseret på dataene – selvom de ikke har bidraget med noget som helst i de forskellige individuelle artikler.
  38. Hele mit institut er råddent. Forskere bliver ikke tilladt at være med på artikler, selvom de lever op til alle krav.
  39. På et førsteforfatter-projekt prøvede min vejleder at tage mig af styringen på projektet, da jeg sagde fra overfor den sexchikane og sexisme, der prægede stedet. Jeg var dybt chokeret og dybt demotiveret – også pga. ligegyldigheden fra forskningslederen (han må have kendt til sexchikanen, der fandt sted på det tidspunkt) og andre passive vidner blandt ledelsen og senioransatte. Ydermere blev mit harddrive med data for projektet ‘fjernet’ fra mit kontorbord. Ingen blandt de senioransatte inklusiv forskningslederen talte med mig om denne forfærdelige handling (hvilket tydeligvis var ren og skær mobning). Jeg mistede næsten al motivation til at fortsætte arbejde på projektet og den dag i dag, er jeg fortsat bange for at vejlederen vil fratage mig førsteforfatterrollen (da jeg ikke er ansat i laboratoriet mere og dermed ikke arbejder på projektet). Jeg føler, at jeg har ingen, som jeg kan spørge om hjælp lige nu. For at færdiggøre min ph.d.-uddannelse, blev jeg nødt til hurtigt at starte på et tredje førsteforfatterprojekt og som resultat af det, udviklede jeg akut overbelastning og mistede al min motivation til at forske.
  40. Under et forskningsseminar blev vi af lederen af vores forskningsgruppe bedt om at komme med idéer til publikationer vi kunne udvikle sammen i gruppen. Jeg kom med en idé om at skrive en metode-baseret kritisk artikel i højt rangerede management tidsskrifter. Jeg var ph.d.-studerende på det pågældende tidspunkt. Jeg har set, at lederen af forskningsgruppen for nyligt har udgivet en artikel sammen med en anden kollega fra gruppen, hvor min idé indgår.
  41. Min største fejl som førsteårs-ph.d.-studerende var at skrive medforfatterne på øverst i mine artikler hver gang jeg begyndte på en ny artikel. På den måde var alle mine tre vejledere altid skrevet på som medforfattere. Denne fejl var inspireret af noget, min hovedvejleder havde sagt i løbet af de første dage af min ph.d.; “Vi skriver altid sammen”. Jeg havde fejlagtigt taget dette som et løfte om at bidrage og lære mig at skrive. Her står vi så, tidligt i min ph.d. hvor jeg dedikerede flere måneder til at skrive min første artikel til en konference. Da det første udkast var klar, sendte jeg det rundt til mine vejledere og dermed medforfattere. Den første sagde ærligt, at det ikke er hans spidskompetence, men gjorde sit bedste for at komme med et bidrag. Den anden rettede nogle få stavefejl. Den tredje skrev “Tak!”. På konferencen modtog jeg en pris for den selvsamme artikel. Men det er ikke enden på historien. Omtrent et halvt år efter konferencen kom min hovedvejlederv til mig for at lykønske mig med artiklen. Han havde lige læst den og var nødt til at fortælle mig, at jeg havde lavet et rigtig godt stykke arbejde. Til og med i dag er min første artikel til den konference den mest citerede artikel (500+ GS citationer) for både min hovedvejleder (som var storsindet nok til at rette nogle få stavefejl) og min ex (tredje) medvejleder, som var så venlig at udtrykke sin taknemlighed for mit hårde arbejde over flere måneder.
  42. Min specialvejleder og medvejleder har plagieret mit speciale og Uddannelses- og Forskningsministeriet under Danmarks regering fejer sagen ind under gulvtæppet.
  43. (Jeg har, red.) helt klart (oplevet dette, red.), på min sidste artikel er der seks forfattere. To af dem er professorer, der ikke aner noget som helst om, hvad der blev beskrevet i artiklen, de skulle bare være med fordi de var med i den forskningsbevilling, jeg var ansat på. En anden medforfatter nævnte en dag en generel matematisk proces, som måske kunne hjælpe, og blev tilføjet som medforfatter, selvom han var fraværende under hele processen indtil han sagde op, og han har faktisk aldrig gennemlæst et udkast til artiklen. Efter artiklen var færdigskrevet og indsendt til tidsskriftet, men ikke i sin endelige version, besluttede min vejleder, at vi var nødt til at anerkende en studerende som havde repliceret modellen (ikke bidraget med noget til det indsendte projekt) til et projekt. Generelt har jeg haft en dårlig dynamik med min professor omkring at rose folk ud fra interesse og mestendels nedgøre mit arbejde.
  44. På min nuværende arbejdsplads er gæsteforfatterskab understøttet af ledelsen og direkte tilskyndet til for eksempel på arbejdsgruppemøder og andre møder med funktionærer på arbejdspladsen. Gæsteforfatterskab er i høj grad en del af almindelig praksis på instituttet og italesættes åbent som og anses som en almindelig del af konventionel forskning på et generelt niveau. Yderligere anses gæsteforfatterskab som en slags “akademisk valuta”, som kan handles med for at inkludere (eller lokke) akademiske pinger/kapaciteter/”big shots” i/til fremtidigt samarbejde.
  45. Jeg har været vidne til projekter hvor en række perifere senior aktører/professorer, som ikke var direkte involverede i den pågældende forskning, blev lovet medforfatterskaber på videnskabelige publikationer/artikler til gengæld for deres deltagelse i møder, overordnede drøftelser og lignende.
  46. Mit personlige hovedbudskab er, at “idé-kampe” kan have stærkt negativ påvirkning på moral, især hvis folk bruger sladder, latterliggørelse (hvad der nu er kendt som “gaslighting”) og andre taktikker for at få tingene på deres måde. Jeg forstod også, at den person, som forsøgte at tage idéen – som deraf aldrig blev publiceret, var bange for, at de ikke kunne finde på deres egen ph.d.-emne/idé. Det var en reaktion ud af frygt, som forvandlede sig til vrede og spredte sig til andre kollegaer som en skævvredet mentalitet. Delvist begrundet i, at vejlederen, på trods af gentagne indsatser, ikke forstod problemet og i stedet tillod en “den stærkeste (mest sladrende) overlever”-kultur at finde sted. Vi kunne alle have gjort mere for at løse situationen, men det føles som om alle ville drage fordel af et kursus om problemet.
  47. At bruge færdiguddannede ph.d.’ers idéer og resultater, og ansøge om patenter med få ændringer uden at akkreditere dem.
  48. Hvis en artikel eller bog i min forskningsgruppe er baseret på et datasæt, som skal beskrives (f.eks. i form af beskrivelser af hvert enkelt datapunkt), så er de mennesker, som har indsamlet og beskrevet data (ofte forskningsassistenter) ikke medforfattere eller editorer, selvom de har bidraget massivt til artiklen eller bogen. Uden deres arbejde ville artiklen eller bogen slet ikke være skrevet og store dele af teksten er beskrivelserne af datasættet (siden præmissen for artiklen eller bogen ofte er publikation af datasættet).
  49. Jeg har været ansat som forskningsassistent for en professor. Jobbet indeholdt at skrive tekster for hendes konsulentfirma. Der var ikke nævnt noget om at være en spøgelsesforfatter eller at frasige mig mit forfatterskab i min kontrakt. Udover aldrig at citere mit navn i alle de tekster, som jeg har skrevet for hende, kunne jeg også se store dele af mine tekster optræde i en af hendes videnskabelige artikler. Da jeg spurgte hende til dette, svarede hun mig ved at sige, at hun havde været nødt til at omskrive teksterne (hvilket ikke var sandt), og oplyste mig om, at det at konfrontere hende med dette og fortælle om situationen til andre, kunne sætte min ansættelsesproces hos et andet universitet i alvorlig fare, da hun let kunne tale med nogle venner af venner, som arbejdede der, og fortælle dem, at jeg var svær at arbejde sammen med. Jeg var i en sårbar situation og ville ikke løbe denne risiko. Da jeg begyndte mit arbejde på det andet universitet, fandt jeg heldigvis ud af, at hun ikke havde nogen forbindelser til dette universitet, men bare var en ven af en ven, som kendte nogen, der var involveret i ansættelsesprocessen.
  50. Jeg har oplevet, at det empiriske materiale, som jeg vedhæftede en tidligere ph.d.-ansøgning, blev brugt af en professor på mit institut uden at akkreditere mig eller bede om min tilladelse. Jeg opdagede det, da hans ph.d.-studerende bad mig om hjælp til at få adgang til det feltarbejde, jeg havde lavet. Jeg nævnte det for min projektleder, men vi indsendte ikke en klage.
  51. Jeg har oplevet, at en forsker tog en idé fra en bacheloropgave og udgav en artikel baseret på den uden at akkreditere eller bede om tilladelse fra den nu kandidatstuderende. Den studerende indsendte ikke en klage.
  52. Mit speciale blev omskrevet af min vejleder til en artikel, som blev udgivet i et videnskabeligt tidsskrift. Han lovede, at jeg ville blive inkluderet på forfatterlisten, men da artiklen udkom, opdagede jeg, at jeg kun var inkluderet i reference-afsnittet med et kort tak. Jeg lavede cirka 50% af databehandlingen. Oplevelsen blev ikke håndteret.
  53. Forskningsgruppelederen var inkluderet i artiklen, men lavede ikke noget. I stedet lavede hans ph.d.-studerende og samarbejdspartnere analysearbejdet og udviklede metoden.
  54. Som ph.d.-studerende blev jeg tildelt en hovedvejleder af sektionslederen. Jeg gjorde opmærksom på, at min hovedvejleder ikke var ekspert på mit interesseområde, men hun tildelte ham alligevel. Når det kommer til at udgive artikler, kan han ikke gøre mere end at rette stavefejl og formalia. Jeg ser ikke dette som hans fejl, men som ledelsens fejl.
  55. Forskningslederen tog mit data, dataanalyse og resultater mens jeg var på barsel og inkorporerede det i sin egen artikel – ham som førsteforfatter og mig som andenforfatter. En artikel, som vi havde aftalt, at jeg skulle skrive efter endt barsel.
  56. Særdeles relevant tematik; kan bidrage med at jeg har oplevet at komme med forskningsideen, skrive protokollen og sikre størstedelen af bevillingen for derefter at blive udeladt som medforfatter fordi jeg senere hen ikke længere var fastansat – et eksempel ud af mange på en kultur der bør ændres.
  57. Jeg har omkring tre gange været vidne til, at en senior professor forventede at være medforfatter på en artikel, fordi vedkommende havde enten a) fået forskningmidlerne til det overordnede projekt eller b) grundet vejledning. I alle tilfælde var idéen til artiklen selvstændigt arbejde fra en ph.d.-studerende og en postdoc, og vejledningen var begrænset til at tilføje nogle få kommentarer og forslag til argumentet.
  58. Jeg var førsteforfatter og co-corresponding (kontaktperson, red.) forfatter på en artikel, som var vendt tilbage efter fagfællebedømmelse. Min vejleder var den anden co-corresponding (kontaktperson, red.) forfatter og faciliterede indsendelsesprocessen. Da min vejleder genindsendte artiklen, tilføjede vedkommende en medforfatter, som absolut intet havde at gøre med projektet på nogen måde (havde ikke engang læst det!). Da jeg konfronterede min vejleder, sagde vedkommende, at det var af “politiske årsager”. Ud over at være komplet uetisk og umoralsk, følte jeg mig dybt forrådt og såret.’
  59. Jeg har flere gange været vidne til, at ph.d.-studerende bliver presset ud over rimelighedens grænser til at levere artikler, hvor senior ansatte skal være medforfattere (f.eks. under barsel eller sygeorlov grundet det stressende arbejdsmiljø).
  60. Senior ansatte, der rutinemæssigt bruger deres stilling til at få medforfatterskaber på artikler, som de ikke har bidraget til ud over at stille deres navn og tilhørsforhold til rådighed.
  61. I tre artikler over det seneste år har jeg bidraget med hoveddelen af arbejdet; emnet var givet af min medforfatter (som har forskningsmidlerne), men strukturen og selve indholdet var udviklet af mig, og al forskning til artiklen var udført af mig. Kommentarerne fra min medforfatter var begrænset til rettelser af sprogfejl og kommentarer om, hvor der skal skæres eller uddybes i indholdet. Det var derfor mere en feedback end aktiv deltagelse i skrivningen af artiklen. På trods af det står mit navn som nummer to på hver artikel, da vi arrangerer forfattere alfabetisk. Det er aldrig blevet italesat, hvorfor vi gør dette, og der er ingen note i artiklerne, som beskriver, at forfatterne er nævnt i alfabetisk orden, eller hvem der har bidraget med hvad til artiklen.
  62. Medicinstuderende, som får forfatterskab som “betaling” i stedet for penge for at bidrage med patienter, men som ikke bidrager tilstrækkeligt til at møde Vancouver-bestemmelserne.
  63. Under min ph.d. var jeg ude for en ulykke, som gjorde, at jeg var sygemeldt i over et år. Min kontrakt med universitetet udløb mens jeg var syg. En artikel, som min vejleder ikke var medforfatter på eller bidrog til, blev godkendt til blive udgivet i løbet af denne periode. Det var hun ikke glad for. For at vende tilbage til min afhandling skulle jeg have en forlængelse af min ph.d. grundet sygdom, og min vejleder skulle underskrive dette skema. Hun nægtede at skrive under med mindre jeg indvilligede i en række krav, inklusiv at hendes navn blev inkluderet i de andre artikler, som jeg allerede havde skrevet og kun skulle finpudse. Selv i dag er jeg ret sikker på, at hun ikke engang har læst nogen af artiklerne.
  64. Jeg udførte nogle eksperimenter, som jeg senere ikke blev akkrediteret for, da resultaterne blev publiceret. Jeg fandt mine figurer og billeder i artiklen ved et tilfælde, da jeg ikke længere var i forskningsgruppen på det tidspunkt, og ingen havde informeret mig om en sådan publikation. Jeg ville have forventet i det mindste at blive nævnt i takkelisten, hvilket ikke var tilfældet, så jeg følte mig brugt. Jeg har stadig ikke fundet en måde at håndtere dette på, der er ikke mange ressourcer tilgængelige for studerende, og det er meget uklart hvad der opfattes som krediterbart i nogle forskningsgrupper, så nogle af os kender ikke vores rettigheder, især når noget allerede er publiceret.
  65. Jeg arbejdede på et forskningsprojekt, hvori jeg havde bidraget til design og inddragelse af data sammen med to andre kollegaer. Ud fra det indsamlede data, planlagde jeg at skrive en artikel over det videnskabelige emne, som jeg havde diskuteret med min vejleder. Min vejleder tog føringen og blev førsteforfatter på denne artikel uden at kommunikere det med mig. I artiklen var jeg inkluderet som medforfatter. En anden kollega var blevet inkluderet som andenforfatter uden at have haft noget med artiklen at gøre eller i så fald kun i meget begrænset omfang havde bidraget til artiklen.
  66. Jeg skrev en artikel med en PhD-kollega og min egen vejleder. Idéen til artiklen var min og jeg inviterede de andre med. Efter at have indsendt artiklen, gik det op for min PhD-kollegas vejleder, at min vejleder var med på forfatterlisten og vedkommende ikke var, og forlangte derfor at blive skrevet på. Dette til trods for, at vedkommende slet ikke havde bidraget til den udover den vejledning, der blev ydet over for min PhD-kollega (vejledninger som jeg ikke var en del af og som var generelle og ikke kun handlede om artiklen). Jeg endte med at skulle afvise vejlederen. Det var en meget ubehagelig situation for mig, og ikke mindst min PhD-kollega, at stå i.
  67. Jeg fik stjålet ti års arbejde uden at blive krediteret for det.
  68. Min vejleder brugte data, som jeg havde indsamlet og skrev en artikel omkring det uden at informere mig om, at han ville gøre det.
  69. Jeg var vidne til andre tilfælde af gæsteforfatterskaber i det samme laboratorium.
  70. Ud fra mit ph.d.-projekt er der udtaget er patent med min vejleder og en virksomheds repræsentant. Ikke at det nogensinde kom i brug, men bestemte omstændigheder gjorde at jeg blev skrevet af forfatterlisten. Jeg fik det såmænd også at vide, men var på det tidspunkt ikke klar over at det også gjorde, at jeg ikke fik publiceret i hele patenteringsperioden om emnet. Efterfølgende har jeg fundet ud af at dette nok var i det meget mørkegrå område af hvad der er i orden, og selvom der var åbenhed om det var det næppe i orden.
  71. Igennem en periode på 10-12 år skete der mange tilfælde af gæsteforfatterskaber/spøgelsesforfatterskaber. Det sidste tilfælde skete, da en bedømmer tog min idé og brugte den senere i sin egen artikel, til trods for at tidsskriftet var bekendt med mit arbejde.
  72. 12 år senere efter mit speciale tog en underviser mit powerpoint og præsenterede den på en konference uden at spørge mig.
  73. ghost authoring er dybt frustrerende, men at få stjålet 10 års arbejde, data og bearbejdning af data, det er som at miste lysten til livet, så er ens kvalifikationer for at søge arbejde små – men det er også det, der er ønsket fra dem, der tager data, de har tidligere plagieret dem, uden at blive dømt. Alt det har startede mens jeg var ph.d.-stipendiat, men det er fortsat længe efter, der er gået mange år, jeg bliver stadig chikaneret. Jeg har talt med så mange mennesker om det her, fagforeninger, fællestillidsmand, politiske partier, forskellige medier, advokater, forskerne i udlandet, jeg arbejdede med vidste, det skete, internationale forskere meget højt placeret internationalt opponere, intet skete, intet. Jeg fik fri proces til at føre en principiel sag om kønsdiskrimination, men da det hele skulle gå i gang trak fagforeningen og fællestillidsmanden sig, fordi det gik op for dem, hvad de selv risikerede. Mit liv er ødelagt. Min kæreste var også forsker ved et universitet. Vores liv er ødelagt, min karriere er ødelagt. Jeg har aldrig fået et job. Mændene har magten, de tager data og gør hvad der passer dem, alle tror på dem, ingen tør gøre noget. Skide med loven, hvis man har de rigtige venner i DK.
  74. Under min ph.d. fik jeg to idéer, som var relaterede til mit ph.d.-projekt, men klart forskellige fra det oprindelige projekt. Dermed var de ikke en del af den oprindelige projektidé, som var udviklet af mine vejledere. Jeg spurgte mine vejledere, om jeg kunne arbejde på disse idéer under min ph.d., og inviterede dem til at tage del i arbejdet. Jeg blev tilladt at arbejde på idéerne, men de involverede sig overhovedet ikke. Min vejleder, “A”, som jeg inviterede med på idé “1”, svarede ikke på min invitation om at deltage i arbejdet, og spurgte i løbet af mere end et år ikke én eneste gang, hvordan arbejdet gik. Idéen viste sig at være en succes, og da artiklen var klar til udgivelse, argumenterede han for, at hans navn skulle være på artiklen, da han var min vejleder. Jeg spurgte min vejleder “B” (hovedvejleder) om at læse udkastet til manuskriptet på idé “2”, fordi jeg var usikker på, om det var relevant at publicere. Tre måneder senere vendte hun tilbage og sagde, at hun ikke var sikker på, om det kunne publiceres. Det var den eneste kommentar jeg nogensinde fik fra hende. Vejleder “A”, som var leder af forskningsgruppen, hævdede at vejleder “B” burde være med på artiklen fordi hun var min hovedvejleder. I begge tilfælde nægtede jeg at inkludere dem og udgav mit arbejde sammen med andre samarbejdspartnere og fik artiklerne udgivet i højtrangerede tidsskrifter. Til gengæld blev vejleder “A” sur på mig og det gode arbejdsmiljø blev aldrig genoprettet.
  75. Efter min ph.d. udgav mine vejledere “A” og “B” en artikel, som introducerede en ny facilitet og alle dens egenskaber. Den var den facilitet, som jeg havde brugt og udviklet i løbet af min ph.d. Den oprindelige idé var deres, men jeg havde været den primære udvikler af mange af de centrale egenskaber ved denne facilitet. Nogle egenskaber havde jeg endda udviklet modsat deres råd fordi de var sikre på, at det ikke ville virke. Jeg fik det til at virke! De inviterede mig ikke med som medforfatter på artiklen. Artiklen indeholdt otte fotografier, hvoraf jeg havde taget seks. De spurgte mig aldrig, om de kunne bruge billederne og nævnte ikke, at jeg var fotografen. Da jeg konfronterede dem med, at de ikke havde ret til at udgive mine billeder, hævdede de, at de havde lov til at bruge dem, fordi jeg tog dem under min ph.d. Dette er ikke korrekt. Sektionslederen bakkede mig ikke op, selvom universitetets advokater mente, at min sag var klar. Sektionslederen rådede mig til ikke at gøre en stor sag ud af det og bad aldrig mine vejledere om at undskylde.
  76. At dele og ændre data fra min rapport fra et kandidatkursus af en professor og hans ph.d.-studerende. Dataen (input, resultater, design, billeder) endte i en publikation uden akkreditering af mig, og dele af input data var fabrikeret, men mine resultater blev brugt med de fabrikerede data.
  77. En kollega nægtede at akkreditere mig for mit arbejde på et projekt (forsøgsdesign, fabrikation af prøver, tests, revision af data) og stjal essentielt størstedelen af projektet. Indtil udkastet til artiklen dukkede op, skjulte denne kollega ønsket om at udgive arbejdet, og insisterede på, selv direkte adspurgt, at lyve og sige, at de havde droppet disse resultater. Jeg var ph.d.-studerende på daværende tidspunkt, denne person var en postdoc.
  78. Professor tog data fra mit postdoc projekt og skrev artiklen – under store protester. Nu er han interviewet om projektet og nævner ikke mig – jeg fik da en tak for at have i startet data i et online datasystem og at have fået en mio. kr. til projektet.
  79. Jeg er blevet råbt af og skældt ud af min leder, fordi jeg ikke vil afgive min artikel, som JEG har skrevet 90 procent af, til min kvindelige studerende. Hun vil have sit navn først på mit arbejde og opfører sig helt hysterisk. Nu sparker de mig ud og kalder det et “generationsskifte”, men alle og enhver kan se, at det er aldersdiskrimination og hysteri.
  80. Jeg blev presset til at inkludere medforfattere, som var samarbejdspartnere til min vejleder, selvom de ikke havde bidraget med noget til forskningen og skriveprocessen, for at lette deres fremtidige samarbejder.
  81. Jeg blev bogstavelig talt fortalt, at jeg forventedes at være spøgelsesforfatter på en eller flere artikler ved at lede arbejdet i praksis, men kun blive tildelt medforfatterskab på det skrevne arbejde. I begge tilfælde informerede jeg ledelsen, men uden svar så vidt jeg ved.
  82. Tidligere, som ph.d.-studerende, var jeg nødt til at inkludere nogle medforfattere på min artikel, som ikke opfyldt kriterierne for forfatterskab ved at bidrage betydeligt til arbejdet. Jeg følte, at jeg var nødt til at inkludere dem for at bevare et godt forhold, og i håbet om, at de ville være villige til at hjælpe med at udvikle mit næste projekt.
  83. Som postdoc har jeg udarbejdet et prospektivt studie, og var i færd med at ansøge om etisk godkendelse og at introducere det til forskningsholdet. Jeg havde flere kollegaer, som desværre ikke ville samarbejde siden de var i gang med et konkurrerende studie. Derudover modsatte de sig åbent lanceringen af studiet i gruppen på trods af etik- og institutgodkendelser og andre kolleger, som var villige til at samarbejde. Jeg har skrevet et manuskript over studiets protokol til udgivelse. Alle forfattere, som er inkluderet, er dem, som bidrog til protokollet og sagde ja til at gennemføre studiet i gruppen. På et tidspunkt blev jeg af en senior manager bedt om at inkludere de kolleager, som modsatte sig studiet, som medforfattere, for at bibeholde et godt samarbejdsforhold og samarbejde på andre projekter, som de laver sammen.
  84. Jeg udførte min forskning ved en institution ved en velkendt, venlig, respekteret professor. Desværre udpegede han en yngre ph.d.-kollega til at være medvejleder. I løbet af det ene års forskning præsentede denne medvejleder flere gange mine idéer og proces for professoren som sine egne, og implicerede før møder med professoren, at han skulle føre ordet frem for mig. Jeg sendte professoren emails ved flere lejligheder i løbet af året for at bede om et møde uden medvejledern. Denne forespørgsel blev aldrig imødekommet… Da arbejdet skulle udgives, meddelte medvejlederen, at han ville sørge for indsendelsen. Først efter det blev publiceret, blev jeg gjort opmærksom på, at mit arbejde var publiceret med delt førsteforfatterskab mellem min medvejleder og jeg. Dette var i stærk kontrast til før jeg gik i gang med forskningsåret, hvor det blev gjort klart for mig, at jeg ville være den eneste førsteforfatter på nogen udgivelser i løbet af året.. Ud over os og professoren, var tre yderligere, ældre mandlige kolleager nævnt som medforfattere – ingen af dem deltog i arbejdet efter min mening. En af dem var en anden professor fra instituttet, som ved flere vejledere ikke engang vidste, hvad jeg hed, eller at jeg arbejdede på dette projekt…
  85. Min erfaring er, at det aldrig er i ond meninge, at vejledere stjæler eller tilegner sig andres forskning. Set fra deres eget perspektiv er det altid retfærdiggjort. Min første vejleder er et rart menneske, og jeg anser ham som en ven. Til alle mine første artikler udført jeg hele analysen og arbejdede på alle figurer, men min vejleder tog stadig førsteforfatterskabet. Han fortalte mig, at resultaterne ville nå ud til et større publikum hvis hans navn stod først – og selvfølgelig ville jeg bare have, at så mange som muligt så mit arbejde.
  86. I den spæde start af mit ph.d.-studie var jeg til et vejledningsmøde. Efter vejledningen spurgte min vejleder, hvad jeg gerne ville arbejde med efter færdiggørelse af min afhandling. Jeg havde i en del år før mit ph.d.-studie udviklet et forsknings- og bogprojekt, som jeg gerne ville søge penge til at arbejde med efter min ph.d.-grad. Jeg fortalte ham om idéen: titlen, dispositionen og tidsangivelser med mere. Han lyste helt op af begejstring og sagde, at det ville han gerne være med på. Nogle måneder senere kom jeg ind på hans kontor lidt tilfældigt – og så op på hans white-board. Hele projektet stod skrevet på tavlen – med en afslutningsvis note om en bestemt fond og et spørgsmålstegn. Jeg pegede lidt paf på tavlen og spurgte ”hvad er det for noget?”. Han virkede lidt nervøs – men besluttede at lade som ingenting og som om jeg aldrig havde fortalt ham det. Så sagde han med et stort smil ”ja, det skal jo være kronen på værket!”. Jeg var mundlam og tænkte ”altså dit værk?”. Siden hen er jeg kommet på andre og bedre idéer – men han arbejder nu videre med min idé.
  87. Under min ph.d. var jeg heldig nok til at få en specifik idé, som blev patenteret af universitetet. En af mine medvejledere (en ældre professor), som aldrig hjalp mig med noget ud over at øge min angst hele tiden, besluttede sig for at træde til og, da arbejdet var blevet udvalgt til en innovationspris i USA, bekendtgjorde han, at han burde tage afsted for at “repræsentere universitetet” grundet det “kommercielle potentiale bag patentet”. Fordi mit stipendium var opbrugt på daværende tidspunkt, var jeg nødt til at insistere og tage afsted for egen regning – sammen med ham-, for at være den, der præsenterede arbejdet, så jeg ikke blev udelukket fra det. Heldigvis fik opfindelsen prisen, og universitetet refunderede mine udgifter, men flere problemer opstod derefter. Efter at have vundet prisen gav universitetet mig flere midler til at udvikle yderligere på idéen, hvilket også hjalp med at finansiere resten af min ph.d. I løbet af de 9 måneder bad jeg min hovedvejleder og forskningsgruppeleder om kun at arbejde sammen med dem (mine medforfattere), for at undgå yderligere problemer med denne person. En anden patentansøgning blev derefter indsendt to år senere med en ny idé/tilføjelse med kun os tre, men arbejdet er endnu ikke færdiggjort.
  88. Denne situation opstod for flere år siden og er blevet trukket ud indtil nu. Jeg forsøger i øjeblikket at få en artikel af denne tidligere ph.d.-medvejler tilbagetrukket fra et velkendt tidsskrift. Ikke nok med, at han burger en prototype, som jeg allerede har bygget uden han (som er beskyttet af et patent, men artiklen er endnu ikke færdig), han bruger den også forkert. Artiklen er blevet udgivet online for nyligt. Lige op til at jeg skulle færdiggøre min ph.d., sendte denne person, som jeg havde været nødt til at inkludere som medforfatter på en artikel omkring mekanismen og idéen bag patent #1, en e-mail med en medforfattererklæring til underskrivelse til hans ansøgning om at blive fuld professor på instituttet. Til min overraskelse stod der ikke noget i erklæringen om, at det var min idé, og efter mange afvisninger af at underskrive dokumentet (hvor vedkommende kom med mange undskyldninger såsom “de andre har allerede skrevet under”, “jeg foretrækker teksten sådan her”, “du kan lave en anden udgave til din afhandling hvor du har det ekstra afsnit med”), ændrede han endelig dokumentet. Få dage derefter havde jeg brug for hans underskrift på min færdig ph.d.-afhandling, og han tvang mig til at komme ind på hans kontor, hvor han spurgte: “Hvor meget forsinket kan din ph.d.-aflevering blive nu, hvis jeg også beslutter mig for ikke at underskrive det her?”. Sidste år skrev nogle af hans studerende en mail til mig omkring den prototype, jeg har bygget af patent #2. Og for nyligt fandt jeg så ud af, at disse studerende og denne person har udgivet en artikel i et velkendt tidsskrift, hvor de bruger den prototype (endda forkert!), uden overhovedet at citere patentet (eftersom det er det eneste offentligt tilgængelige dokument). Jeg venter i øjeblikket på svar fra redaktøren for tidsskriftet.
  89. Min historie strækker sig over mere end et årti og begyndte med “opdagelsen” af et naturligt fænomen i havet (en artikel i et højtrangeret tidsskrift) og de mikrober, der forårsager det (en anden artikel udgivet i et højtrangeret tidsskrift). I begge artikler har jeg lavet det meste af det eksperimentelle og intellektuelle arbejde, men blev tvunget af kolleger til at opgive min ære og acceptere flere gæsteforfattere (venner til førsteforfatteren på den første artikel). Mit eget forsøg på at fortsætte forskning inden for feltet er gentagne gange blevet invaderet eller ødelagt, og jeg har flere gange oplevet forsøg på at udelukke mit forfatterskab fra artikler baseret på arbejde, jeg har startet. Senest også med viden og støtte fra ledelsen af instituttet. Dette inkluderer endda arbejde baseret på mine egne forskningsmidler. Den slående ting omkring hele historien er, at det overordnede projekt har fået støtte i form af meget store mængder forskningsmidler. Senest gennem en meget stor bevilling fra en specifik fond, som strækker sig over flere år (jeg var medansøger på denne ansøgning, men blev tvunget ud sammen med to andre ansøgere). Indtil videre er der kommet så godt som ingenting af videnskabelig værdi ud af disse skattekroner fra de nuværende projektledere: Publikationsraten er ekstremt lav og ikke på linje med det, der blev lovet til fonden. Faktisk er de fleste af dem blevet udført af andre forskningsgrupper uden for universitetet og uden for Danmark. Alt dette bliver ignoreret af ledelsen.
  90. I forbindelse med min ph.d. var jeg med til at udgive 9 artikler. På en af disse artikler står et forfatternavn, som jeg den dag i dag ikke ved, hvem er. Jeg har naturligvis googlet hende og kan læse, at hun er ”en af Danmarks fremadstormende yngre professorer”, men jeg mødte hende aldrig under skabelsen af artiklen, og til min viden bidrog hun aldrig til arbejdet. Da jeg spurgte artiklens anden hovedforfatter, hvem hun var, og gjorde det klart, at jeg syntes, vi skulle gå i medierne med sagen, var svaret, at det ikke var muligt, da hovedforfatterens næste stilling stod og faldt med at please denne professor.
  91. At stjæle kandidatstuderendes arbejde uden at akkreditere dem.
  92. At skrive ansøgninger til/få forskningsmidler ud fra ph.d.-studerendes uudgivne idéer/arbejde/resultater uden at få deres samtykke inden de dimitterede.
  93. Overlæge på et hospital fik forfatterskab ved at lade os inkludere patienter fra hans afdeling. Han gjorde intet andet end at give os tilladelse til at spørge patienter på hans afdeling om at deltage i studiet.
  94. At tilføje ekstra navne på en artikel alene fordi disse mennesker kom med en teknologi til forskningsgruppen (klø dem på ryggen, så klør de projektlederen på ryggen i fremtiden-mentalitet)
  95. For et par år siden blev jeg af min kollega bedt om at indsende en ansøgning til en stilling, hvor hun opfodrede mig at sende den projektbeskrivelse med, som vi fornyligt havde talt om. Man vidste på forhånd, hvem stillingen var slået op til, og min daværende chef mente, at jeg i det hele taget skulle lade være med at søge. Men jeg blev jo opfordret af selveste formanden for bedømmelsesudvalget. Jeg søgte stillingen med det projekt, jeg blev opfordret til at søge med og fik afslag. 5 mdr. efter fandt jeg ud af, at vedkommende søgte penge hos en bestemt fond til et projekt med næsten samme navn, som det jeg sendte hende, og fik pengene, mens vores fik afslag.
  96. Jeg har oplevet, at en professor tog en af de artikler, som jeg havde skrevet, men han var medforfatter på, som var indsendt og under bedømmelse hos et prestigefyldt tidsskrift. Han indsendte den til en konference uden mit vidende eller samtykke. Jeg var skrevet på som førsteforfatter, men han præsenterede den på konferencen og tilføjede en anden medforfatter, som ikke havde bidraget med noget til artiklen. Ud over at bryde reglerne for processen for indsendelse af artikler til tidsskrifter (man må ikke indsende værket andre steder mens det bliver bedømt) I MIT NAVN, så registrerede han denne konference i universitetets forskningsportal, hvilket betød, at det kunne ses på min Orcid og Google Scholar konto, igen uden mit vidende eller samtykke.
  97. Sidst, men ikke mindst, (indsender har bidraget med mere end 1 historie, red.) har jeg oplevet 2 gange, og i forskellige sammenhænge, at en professor eller museumsinspektør kræver, at hendes familiemedlem bliver medforfatter på en artikel, som andre har skrevet, og hvor hun/han ikke bidrager. I det ene tilfælde havde vedkommende ikke en gang læst udkastet inden det blev sendt til tidsskriftet, med den begrundelse, at det har hun ikke tid til, og at hun ikke har noget at bidrage med.
  98. Se min professors navn på en udgivelse som intet har at gøre med vedkommendes felt på universitetet.
  99. Min tidligere kollega skrev og udarbejdede et forskningsprojekt så hans professor kunne ansøge om forskningsmidler. Han blev lovet en postdoc som belønning for det projekt. Men da det kom til stykket og midlerne blev bevilget, ansatte de bare en anden.
  100. Jeg var udenlandsk postdoc på et dansk universitet. Jeg lavede forskning, skrev det første hele udkast til en forskningsartikel og sendte den til min vejleder for at få kommentarer. I stedet for at kommentere fjernede min vejleder mig fra min egen forskning og sagde, at jeg ikke havde udført noget arbejde. Da jeg protesterede og skrev til sektionslederen, blev jeg truet. Sektionslederen (ven med min vejleder) ignorerede sagen. Jeg skrev til “named person” på instituttet og derudover institutlederen. Vejlederen truede med at smadre min karriere og sendte tre negative anbefalinger til potentielle arbejdsgivere, som jeg havde jobsamtaler med. Jeg mistede to job som resultat. Jeg skriver til praksiskomitéen, som siger, at intet forkert har fundet sted siden, der ikke var nogen forfatterskabsaftale, så vejlederen har ret til at “overtage forskningen”. Vejlederen kontakter mine tidligere arbejdspladser for at true mig (jeg får beskeder om, at sorte og brune mennesker ikke hører til i de hvides land Europa). Dette bliver til sidst anmeldt til rektor, som afviser sagen. Ingen konsekvenser for vejleder. Som en udenlandsk postdoc har jeg ikke rettigheder til at blive boende og penge til at kæmpe en dyr juridisk kamp i Danmark.
  101. En ældre professor betalte open-access gebyret med en gratis kupon og ville have medforfatterskab til gengæld. Vedkommende havde ikke vejledt den ph.d.-studerende, som skrev artiklen, og havde ingen relation til eller forståelse for emnet.
  102. En professor fik en kandidatstuderende til at skrive en forskningsartikel baseret på kandidatspecialet. I sidste øjeblik inden artiklen blev indsendt til fagfællebedømmelse stjal professoren værket ved at gøre sig selv til førsteforfatter på artiklen.
  103. Der er en stille accept af gæsteforfatterskaber, som ingen på ledelsesniveau er villige til at tale om. Universiteterne får penge, rangeringer og prestige, mens professorer får h-index og forfremmelse. Nogle professorer baserer deres karrierer på og får flere prestigefyldte priser ved at være gæsteforfattere.
  104. Jeg var lige begyndt min ph.d. og havde været så heldig, at et en udenlandsk forsker med et stort navn inden for mit forskningsområde havde indvilget i at være bivejleder nummer to og stå på min ansøgning. Det var en kendt forsker med masser af forskning og publikationer bag sig; ofte én, der var med på den nyeste udvikling. Jeg kendte ikke denne forsker personligt, men min danske vejleder havde været en smule i kontakt med ham i forbindelse med konferencer og havde formidlet kontakten. Jeg var rigtig glad, da jeg begyndte mit ph.d.-projekt og lagde ud med at skrive et teoretisk baseret forskningsoverblik, hvor jeg samtidig skrev min egen nye vinkel frem. Noget, der var tænkt som grundarbejdet til et kapitel i min færdige ph.d. og skulle lægge op til mit bidrag til forskningen. Overblikket sendte jeg til min danske vejleder, min første bivejleder og også til den udenlandske forsker, selv om jeg ikke kendte ham. Kort tid efter snakkede jeg med en ældre fastansat kollega på mit universitet. Hun kommer fra samme land og forskningsområde som den pågældende forsker. Da min kollega hørte, at jeg havde ham som bivejleder, og at jeg havde sendt et kapiteludkast, advarede hun mig med det samme. Hun har ikke selv arbejdet sammen med den pågældende forsker, men kender folk, der har skrevet deres ph.d. under ham og også flere etablerede forskere, der har arbejdet sammen med ham på projekter. Alle havde de haft en dårlig oplevelse med det. Hun advarede mig om, at forskeren skulle være kendt for at tage æren for sine ph.d.-studerendes arbejde, få sig selv skrevet på som medforfatter på deres publikationer og også simpelthen tage de ph.d.-studerendes idéer. Min kollega advarede mig på det kraftigste imod nogensinde at sende forskeren noget, jeg ikke i forvejen havde publiceret under mit eget navn. Det var lidt for sent; udkastet var sendt. Der gik noget tid, og mit projekt tog fart. Jeg hørte ikke fra forskeren, men gjorde efter advarslen heller ikke mere for at komme i kontakt med ham. Jeg havde i forvejen min første bivejleder, så jeg klarede mig uden forskeren og havde næsten glemt historien, da jeg en dag i min indbakke fik en email fra siden academia om, at den pågældende forsker nu havde udgivet en ny artikel. Titlen gav mig bange anelser, som desværre blev bekræftet, da jeg læste artiklen. Forskeren havde simpelthen kopieret min vinkel og måde at sammenstille litteratur på, men omskrevet min oprindelige tekst og tilføjet mere litteratur. Én udefra ville formentlig aldrig skænke det en tanke, men for mig var der en tydelig rød tråd mellem mit kapiteludkast og forskerens nye artikel; særligt fordi vinklen ikke var én, han nogensinde før havde beskæftiget sig med. Som ny forsker følte jeg, at de første spæde skridt i min ph.d. ikke længere var mine egne, men var blevet kopieret og ville være gamle nyheder, når jeg engang blev færdig med mit projekt. Min originale idé var blevet en andens originale idé. Min danske vejleder opfattede det på ingen måde lige så alvorligt som jeg selv, men var dog helt med på, at forskeren ikke længere skulle være bivejleder eller have mere med projektet at gøre, og stod også for at formidle dét til forskeren. Der kom selvfølgelig et surt og uforstående svar om, at jeg ellers ville have haft utrolig god brug for ham som bivejleder og en slet skjult hentydning til, at jeg vist ikke var så dygtig, som jeg troede. Heldigvis har mit projekt ændret sig utroligt meget siden da, men det var en virkelig ubehagelig oplevelse som ny ph.d.-studerende at få sit arbejde stjålet af én, der er så anerkendt og veletableret inden for mit forskningsområde. Jeg har selv tidligere henvist til flere publikationer af forskeren, men gør nu alt for at undgå det – jeg kan ikke lade være med at tænke, hvis arbejde forskeren i dén og dén publikation mon har kopieret, og som jeg rettelig burde citere i stedet for ham. Desuden skabte det en mistro til de mere etablerede forskere og instinktiv utryghed ved at dele mit arbejde, før det er publiceret.
  105. Mens jeg læste på min kandidat fik jeg en idé til et startup baseret på et specifikt protein. Jeg blev henvist til en postdoc, som arbejdede på et dansk universitet, som havde fået et sådant protein, men som ikke længere brugte det – men kun opbevarede det. Da jeg kontaktede ham og spurgte, om jeg måtte få noget af det (hvilket jeg var blevet foreslået at gøre af den person, som oprindeligt havde givet proteinet til postdoc’en), sagde han, at jeg gerne måtte få noget af det, hvis jeg lovede at skrive ham på som forfatter, hvis jeg udgav nogen artikler baseret på de forsøg, jeg havde planer om at udføre med proteinet.
  106. Jeg blev tilføjet som medforfatter på en artikel, som jeg bidrog meget lidt til (formaterede referencer, rettede stavefejl osv.).
  107. En medforfatter blev inviteret til/krævede at være en del af et manuskript/studie grundet et tidligere studie, som hun ikke var en del af, men følte, at hun burde have været. Hun er nu medforfatter uden at have bidraget med ét eneste sekunds arbejde. Aftalen blev kun lavet fordi medforfatteren truede med at ødelægge og stoppe andre samarbejder. Hun er på et prestigefyldt institut og er højt respekteret på universitetet. Jeg og andre kan fortælle hundredvis af lignende historier. Det er et udbredt problem, som er almindeligt accepteret på alle niveauer på universitetet.
  108. Videnskabelige udgivelser er den primære handelsvaluta indenfor akademia og er helt afgørende for ansøgningen af midler samt opnåelse af politisk indflydelse. Gæsteforfatterskaber/spøgelsesforfatterskaber er blevet et vigtigt redskab for mange forskere i en kultur præget af udgiv-eller-forsvind kultur. Det skaber imidlertid en stigende inflation i videnskabelige udgivelser. Stort set alle mine egne udgivelser indeholder gæsteforfattere – og jeg har også selv været gæsteforfatter på adskillige publikationer.
  109. Overordnet forsker giver gæsteforfatterskaber til folk for at tilfredsstille dem eller udvide samarbejdet med dem, selvom de ikke har været del af projektet.
  110. Min seneste oplevelse med dette i Danmark handlede om, at jeg blev bedt om at tilføje min bi-vejleder som medforfatter på en artikel, som jeg skrev med en kollega (jeg selv var andenforfatter). Jeg spurgte, hvorfor jeg skulle gøre dette, da denne medforfatter ikke engang kendte til eksperimenterne eller artiklen i sig selv indtil at udkastet var færdigt. Der blev jeg fortalt, at jeg skulle gøre det, da hun var min bi-vejleder. Til sidst kom hun med nogle få kommentarer som en slags formalitet. Men jeg er stadig uenig i måden, det blev gjort på. Herudover var én af medforfatterne på artiklen blot med fordi vedkommende havde stillet laboratoriefaciliteterne til rådighed. Min modstand mod dette blev ikke anerkendt som noget problem, der skulle gøres noget ved.
  111. Uretmæssige forfatterforespørgsler specielt ‘sidsteforfatterskaber’ fra senioransatte, som ikke har bidraget med noget signifikant. Men jeg mener generelt set, at det er en systemfejl og ikke specifikt PI’ers (projektledernes) fejl, da vi i høj grad bliver målt på antallet af publikationer, som vi udgiver. Det sætter også seniorforskerne under pres for at indhente en forfærdelig stor del forfatterskaber – på trods af, at disse måske er mere berettiget til yngre talenter.
  112. Jeg skrev en artikel på baggrund af data, som jeg indhentede selv gennem arbejde i flere forskellige laboratorier – nogle af disse var ikke i Danmark. En af kollegaerne, der var inkluderet som forfatter, havde kun stillet laboratorie-faciliteter til rådighed. Vedkommende læste artiklen igennem før indsendelse, men bidrog ikke med noget ej heller diskussion af resultaterne eller på nogen måde til resten af artiklen. Tværtimod, vedkommende læste ikke metodeafsnittet og efterlod en kommentar, som tydeligt indikerede, at han ikke havde læst det. I sidste del af artiklens klargørelse tilføjede min daværende professor adskillige medforfattere fra et udenlandsk universitet på artiklen. Det var i min optik et klart eksempel på at handle med gæsteforfatterskaber, da min professors navn blev set på mange efterfølgende artikler udgivet af den nævnte udenlandske gruppe. Jeg mistænker, at dette skete systematisk mellem begge forskningsgrupperne. Forholdet blev aldrig fremlagt ledelsen.
  113. Folk der bliver tilføjet på artikler som vennetjenester for at forbedre deres arbejdsforhold og samarbejde.
  114. Da jeg startede min ph.d., ville min vejleder have, at jeg udgav en artikel med mig som førsteforfatter – selvom forskningen ikke var blevet gjort af mig. Min vejleder lavede forskningen selv for mange år siden, men udgav det aldrig. Det var for at øge mine chancer for at få fondsmidler.
  115. En professor på mit institut er kendt for at tage kandidatspecialer og omskrive dem til artikler uden at kreditere de studerende. Ingen siger noget, da professoren er beundret af sit publikum.
  116. Fagfællebedømmelsen er dybt fejlbehæftet. Over tid har adskillige bedømmere bedt mig om at referere til deres egne publikationer for, at jeg kunne få accepteret min artikel.
  117. Der er en kæmpe udfordring, hvad angår løsansatte på kontrakt. Jeg har ofte oplevet, at færdigt arbejde bliver udgivet af andre pga. at de oprindelige bidragsyderes kontrakt er udløbet.
  118. Jeg har set dette mere end én gang på naturvidenskabeligt fakultet.
  119. Igennem de sidste to år, har jeg oplevet to gange i vores afdeling følgende type af gæsteforfatterskaber: Medforfattere på artikler, som har bidraget meget lidt eller overhovedet intet. Måske har medforfatteren kun tjekket stavefejl og grammatik eller stillet laboratoriefaciliteter til rådighed.
  120. Overordnet forsker har fjernet folk som førsteforfattere og tildelt titlen til andre, som ikke har været involveret i projektet. Overordnet forsker har også fjernet folk fra forfatterlisten, hvis han ikke mente, at de kunne færdiggøre artiklen i tide.