Niels Bjerre-Poulsen: – Robert Kelley gjorde mig til en historiker, der gladelig hænger ud med politologer

Fortalt af Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet samt forfatter til en lang række bøger om amerikansk historie, politisk kultur og udenrigspolitik

Da jeg frisk fra gymnasiet begyndte på historiestudiet i København i 1978, hed det første område, jeg meldte mig til ”Den progressive periode i USA, 1900-1920”. Jeg havde ikke på forhånd nogen ide om, at det var amerikansk historie, der særligt ville interessere mig, men det øjeblik, jeg så lektionskataloget, var jeg med det samme overbevist om, at det var det, jeg ville. Og der er jeg blevet hængende lige siden – ikke i den progressive periode, men i USA’s historie. 

En stor del af forklaringen på, at jeg blev hængende var min første underviser, professor Inga Floto. Hun var en fremragende formidler, der introducerede os til ypperlig historieskrivning, som Richard Hofstadters The Age of Reform. Hun var også parat til at påtage sig rollen som mentor. På alle de rigtige tidspunkter – både gennem min studetid og efter – formåede kun at skubbe mig videre, gøre mig opmærksom på nye muligheder, og formidle kontakter.

Vi er stadig nogle stykker i amerikanske studier, der har virkelig meget at takke hende for. Inga Floto havde også en stor del af æren for, at jeg fik et Fulbright-stipendium, og at det i 1987 blev praktisk muligt for at komme til University of California, Santa Barbara for at tage en ph.d.-grad.

Han gjorde tingene klare

Da jeg kom dertil, var mit næste store held at få professor Robert Kelley som ph.d.-vejleder. Det stod allerede klart for mig, at min særlige forskningsinteresse befandt sig et sted i krydsfeltet mellem idehistorie og politisk historie, men Kelley gjorde det helt klart, hvad det var, jeg lavede: Jeg studerede amerikansk politisk kultur. Det var også sådan, han beskrev sit eget forskningsfelt. 

Skønt det var ved at gå lidt af mode i slutningen af 1980’erne, var Robert Kelley fortsat stærkt inspireret af den form for ”kvantitativ historie”, som for alvor havde holdt sit indtog i USA i 1961, med Lee Bensons The Concept of Jacksonian Democracy: New York as a Test Case. Benson ville gøre op med den ”impressionistiske” historieskrivning.

Han havde en baggrund i sociologi, og hans tilgang lænede sig voldsomt op ad samfundsvidenskaberne i bestræbelserne på at koble forskellige typer af kvantitative kilder – lokale opgørelser over valgresultater, demografiske karakteristika, etc. – for at finde mønstre i amerikansk vælgeradfærd op gennem 1800-tallet. 

Læs også: Ditlev Tamm: – Uden den tyske professor, havde jeg nok lavet noget helt andet med mit liv

Generelt var historikere som Benson og Kelley mere optagede af etnicitet og religiøse tilhørsforhold end de var af økonomiske faktorer, når de skulle kortlægge den politiske udvikling i USA. Robert Kelleys egen bog The Cultural Pattern in American Politics: The First Century (1979) var et skoleeksempel på denne form for historieskrivning

Alenetid og tykke bøger

Hver uge mødtes jeg i et par timer med Kelley, og hvert møde sluttede med at han nævnte fire bøger, jeg skulle have læst inden vores næste møde, så vi kunne diskutere dem. De fleste af bøgerne var murstenstykke og proppet med tabeller. 

Efter et par semestre vidste jeg virkelig meget om vælgeradfærd i USA i 1800-tallet! Det blev dog også klart for mig, at det var en tilgang til historieskrivning, som havde klare begrænsninger. Det havde Kelley også selv erfaret: Han opgav til sidst at skrive et bind 2 af The Cultural Pattern in American Politics – om det 20. århundrede, fordi han ikke her kunne finde de klare mønstre, han havde påvist i det forrige århundrede.

Til gengæld udviklede han et andet forskningsfelt og en ny uddannelse, som UC, Santa Barbara udbød, som det første universitet i USA. Her kunne man nu tage en ph.d.-grad i ”History of Public Policy”. Historikere skulle kunne anvende deres viden til at hjælpe lovgivere, domstole og virksomheder til et bedre beslutningsgrundlag. 

Mens jeg skrev på min egen afhandling om organiseringen af den konservative bevægelse i USA (som senere blev til bogen Right Face; Organizing the American Conservative Movement, 1945-65), fulgte jeg et seminar hos Kelley sammen med tre andre ph.d.-studerende, der alle var i Public Policy-programmet. I betragtning af, at vi var i det sydlige Californien, var det måske ikke så overraskende, at deres projekter handlede om vand.

Læs også: Rane Willerslev: – Havde det ikke været for Tim Ingold, var jeg droppet ud af universitetet

Kelley havde selv skrevet en bog om kampen om vandet i Sacramento Valley. De studerende skrev om vandreservoirer, overrisling, tørker og oversvømmelser. Jeg lyttede, men havde tit svært ved at mobilisere den store entusiasme. Dog blev Roman Polanskis mesterværk Chinatown (1974) mere interessant at se med min nyerhvervede viden. Selv holdt jeg fast i studiet af amerikansk politisk kultur, og hovedparten af min forskning har siden drejet sig om aspekter af den.

Historiker med politisk interesse – ikke omvendt

Jeg havde i min studietid mange fremragende undervisere, først på KU og siden i Santa Barbara, men sammen med Inga Floto, var det mere end nogen anden Robert Kelley, der hjalp mig til en karriere. Inspireret af dem, endte jeg som en historiker, der gladelig hænger ud med politologer.

Især med dem, som jeg forestiller mig dybest set hellere ville være historikere, selvom de benægter det som regel. Derfor må de anvende faglige figenblade, som ”American Political Development” og begreber som ”path dependency” for at få lov til at dyrke deres interesse for politisk historie.

De sidste 25 år har jeg blandt andet haft stor glæde af jævnligt at mødes med mange af dem i American Politics Group (APG) i Storbritannien. De vil sikkert hævde, at der er mig, der er skabspolitolog, og nogle gange også skabs-forfatningsjurist, men jeg er ikke – og har aldrig ønsket at være – andet end historiker.

Læs også: Anne Marie Mai: – Hun gav mig en bekræftelse af, at jeg kommer med noget, der er værd at lytte til